Roadtrip-minder #6

Her kommer sjette del af den serie af blogindlæg, hvor jeg genudgiver dele af den rejseblog, jeg skrev, da Jeppe og jeg var på roadtrip i det sydvestlige USA i august og september 2014.


Dag 10-12: Las Vegas

Mandag blev kontrasternes dag: Vi stod op til røde bjerglandskaber i spiritualitetens højborg i Sedona og gik i seng på Bellagio i overforbrugsmekkaet Las Vegas. Omend afskeden med Sedona var lidt vemodig, rejste vi derfra med masser af overskud i bagagen, og som Yoga Guy jo mindede os om lørdag aften på den irske pub: ”You can find inner peace anywhere.”

Arizona-buddha
Arizona-buddha fra Sedona

…og vi nåede også at få købt en souvenir i form af en ny Buddha til samlingen derhjemme!

Undervejs mod Vegas kørte vi igennem spøgelsesbyen Jerome, der ligesom Oatman på Route 66 virkede en hel del mere autentisk end det pseudo-Legoland, der mødte os i Calico.

Vi kørte ind i Nevada over Hoover Dam, som vi dog ikke var ude for at se nærmere på, da vi hellere ville hurtigst muligt ind til vores hotel og nyde den femstjernede luksus på Bellagio. Jeg havde hørt skrækhistorier om timelange køer ved check-in på de store hoteller i Las Vegas (Bellagio har ca. 3000 værelser), men vi oplevede ingen ventetid – snarere tværtimod. Også elevatorturen op til vores værelse på 24. etage foregik i raketfart, og højdeforskellen var så stor, at vi fik propper i ørerne …!

Værelset var superlækkert, og udsigten over The Strip og de berømte springvand foran hotellet var alle pengene værd.

Solnedgang over The Strip
Solnedgang over The Strip (imens Bellagio-springvandene holder pause)

Tirsdagen gik med at slappe heeeelt af, og vi fik os først taget sammen til at forlade hotellet omkring middagstid. Om eftermiddagen gik vi rundt i byen og kiggede på hoteller, hvilket er én af de ganske få gratis fornøjelser, som Las Vegas har at byde på. Bellagio var helt bestemt et lækkert sted, men vi fandt meget mere atmosfære og gennemført (omend simuleret) Italien-stemning på Venetian, der er indrettet som – ja – Venedig med alt hvad det indebærer!

Gondoler i kanalerne på The Venetian
Gondoler på The Venetian i Las Vegas

Om aftenen dressede vi op og begav os ud i Sin City med 100 dollars på lommen, som vi havde givet os selv lov til at spille op. Det viste sig dog at være lidt lettere sagt end gjort, for den første enarmede tyveknægt, jeg satte mig ved, tryllede i løbet af kort tid 20 dollars om til 85! Det gav naturligvis blod på tanden, så vi prøvede os frem ved andre maskiner i håbet om at vinde endnu mere – dog uden ligeså meget held som vi begyndte med. Vi sluttede imidlertid aftenen med et pænt overskud, så vi var godt tilfredse – og drinksene er jo som bekendt gratis, når man spiller på Las Vegas’ store kasinoer, så det var alt i alt en rigtig god og udbytterig aften. 😉

Onsdag valgte vi at prøve Bellagios morgenbuffet, der bød på alt, hvad hjertet kan begære for 18 dollars pr. person – ja, der var endda mug-ost! For 13 dollars ekstra kunne man tilkøbe sig en solid morgenbrandet med bobler, bloody mary, margarita og fadøl ad libitum, men vi sprang over det gode tilbud, da vi trods alt havde et par ting, vi gerne ville nå at opleve imens vi var i byen.

Efter morgenmaden gik vi atter ud i byen, hvor vi blandt andet besøgte den fire etager store M&M’s-butik, hvor vi passende kunne finde nogle peanutbutter-M&M’s til Jeppes kammerat, der har bedt os om at tage en posefuld lækkerier med hjem til Odense – og man forstår godt hvorfor sku’ jeg hilse at sige, for de smager sgu fantastisk! Man forstår til gængæld ikke, hvorfor de små labaner endnu ikke kan fås i Danmark …?!

M&M's
M&M’s i tusindvis – og en glad amerikaner

Derhjemme havde jeg læst mig frem til, at udstillingen ‘Bodies’, der for et par år siden lagde vejen forbi Danmark, holdt til på Luxor lidt nordpå ad The Strip, og eftersom jeg altid har ærgret mig over, at jeg ikke nåede at se udstillingen, imens den var i København, havde jeg på forhånd luftet idéen for Jeppe, og han var utroligt nok med på at tage ind og kigge på konserverede menneskekroppe og -organer. Det lyder bizart, ja – og det var det også lidt, men det var eddermame også en fantastisk oplevelse! Det mindede mig om en fredagsbar på SDU for et par år siden, hvor min og Jeppes fælles veninde Kristina tog os med på guidet rundtur i vådsalene på SDU; det var nemlig også vildt fascinerende, men ‘Bodies’-udstillingen var faktisk – ud over at være en lærerig oplevelse på flere planer – i nogle tilfælde ligefrem smukt.

Billetterne til udstillingen koster – så vidt jeg husker – normalt 36 dollars, men vi fik dem til 22 igennem Tix4Tonight, der har boder flere steder på The Strip hvorfra man kan købe gode deals til udstillinger og restauranter i Las Vegas. Det er også Tix4Tonight, man skal opsøge, hvis man vil finde last minute-billetter til ét af byens mange shows.

Vi havde på forhånd snakket om at tage ind og se et af Cirque du Soleils shows – især Beatles-forestillingen ‘LOVE’ og Michael Jackson-forestillingen ‘One’ var oppe at vende flere gange – og vi snakkede også om shows med Penn & Teller og Vegas-klassikeren Blue Man Group. Det viste sig dog, at Cirque du Soleil holdt fridag netop onsdag aften, så den oplevelse måtte vi desværre droppe.

Så var der trylleshow med sjove mænd eller trommeshow med blå mænd tilbage, og selvom begge dele ganske sikkert ville have været festlige indslag i vores dag, blev vi enige om at spare pengene og bruge aftenen på nogle af de mange andre oplevelser, Las Vegas har at byde på.


Bag om rejseskriverierne

Haha, jeg kan tydeligt huske, hvor besværligt det var at skrive en afslutning på det her blogindlæg, for sandheden var, at hverken Jeppe eller jeg var det fjerneste i tvivl om, hvad vi skulle bruge tiden på den sidste aften i Las Vegas: Vi havde nemlig for længst besluttet os for, at vi ville finde byens mest tacky wedding chapel og blive Vegas-viet i smug – og da jeg skrev og udgav det her blogindlæg, havde vi faktisk allerede forladt lynbrylluppernes by som husband & wife.

… men alt det kan man læse mere om, når næste kapitel af Roadtrip-serien dukker op her på bloggen om en uges tid. 😉

Blogindlægget ovenfor tegner et ret fint billede af al den overflod, der kendetegner Las Vegas i området omkring The Strip. Alting er tilrettelagt på en måde, som lægger op til overforbrug i et omfang, jeg aldrig har set magen til. Hvad jeg ikke har omtalt i det her blogindlæg, er til gængæld byens mere dystre og triste sider – men de er der altså også, hvis man lige bevæger sig lidt væk fra The Strip.

En af de dage, Jeppe og jeg befandt os i Las Vegas i forbindelse med vores roadtrip, havde vi behov for at få vasket tøj, så vi pakkede bilen med sure strømper og gennemsvedte t-shirts og lod Google Maps pege os i retning af den nærmeste laundromat. Der tilbragte vi et par timer med at vente på vores nyvaskede og -tørretumblede tøj i selskab med nogle af de mere lurvede eksistenser i byen, og det var sgu lidt en øjenåbner. Oplevelsen tydeliggjorde på helt simpel vis kontrasterne imellem området omkring The Strip og det øvrige Las Vegas, og det satte virkelig tingene i perspektiv for to os to piv-priviligerede kartoffeldanskere, der jo havde lommerne fulde af dollars, som vi uden at blinke var klar til at kaste efter det største overflødighedshorn af en morgenbuffet, som byen havde at tilbyde.

Både herhjemme og i udlandet har Las Vegas i nogle kredse ry for at være et rædselsfuldt sted, og jeg synes faktisk, kritikken er lidt forfejlet. Jeg opfatter nemlig The Strip som en slags forlystelsespark for voksne, og efter min bedste overbevisning medvirker den store, velsmurte pengemaskine bare til, at der konstant strømmer økonomiske midler til et byområde i den nevadanske ørken, som ville have været ret meget på skideren, hvis ikke det var for alle turisterne.

Derfor vil jeg også gerne til Las Vegas igen – nærmere bestemt til The Strip – for hvis man bare husker at tage forlystelsesparken for det, den er, kan man virkelig ikke undgå at få sig en fed oplevelse.

Hvis jeg skulle til Las Vegas igen, ville jeg …

… bo et andet sted end Bellagio. Det legendariske hotel er helt bestemt et af de lækreste, jeg har boet på, men atmosfæren var ikke som sådan noget at råbe hurra for. En anden god gang ville jeg nok finde en billigere overnatningsløsning på The Strip – for dét er et must, hvis man vil opleve Sin City på nærmeste hold – og så ville jeg nøjes at lægge vejen forbi Bellagio for at gå ombord i den overdådige morgenbuffet og for at opleve springvandet, når det i aftentimerne tager sig ud fra sin aller flotteste side.

… forberede mig på, at The Strip er spækket med aggressive gadesælgere og facere. Det kom bag på mig, at man på ingen måde kan undgå de insisterende typer, når man bevæger sig igennem menneskemængderne i området om aftenen. Det værste var faktisk, at det på et tidspunkt lykkedes en særligt ubehagelig type at snakke 5 dollars ud af min husbond og mig, fordi han ville have et plaster for såret for, at vi havde ulejliget ham og spildt hans tid. Den ta’r vi lige igen: Ulejliget ham og spildt hans tid …! Siden den oplevelse har jeg altid smilet ekstra sødt til alle facerne hjemme i Odense, når jeg har takket pænt nej til deres tilbud! 😀

… planlægge rejsen sammen med en flok venner. Selvom Jeppe og jeg godt kan lide at gå i byen sammen (og selvom vi efterhånden er ganske trænede i at holde tomandsfester, når vi er ude og rejse!), ville det klart være sjovere at gå på opdagelse i alle de gøglede tiltag, der foregår på og omkring The Strip, hvis man kunne gøre det sammen med nogle (flere) venner. Næste gang, jeg skal til Las Vegas – for det skal jeg altså igen! – skal det i hvert fald være sammen med nogle af de mest tossede og festglade venner, jeg har i min omgangskreds. Jeg håber, de er med på idéen!