3 tv-nørder som får mig selv til at føle mig mindre nørdet

For nylig gik TV 2 PLAY i luften med et nyt onlinetiltag i form af on demand-programserien Serieland; et ugentligt magasin om de tv-serier, som udbydes via de danske streamingtjenester.

De seneste mange måneder har jeg sparet alle mine streamingabonnementer væk – i første omgang for at have råd til at være en stressramt og sugardaddy-forsøget stakkel og sidenhen for at matche min nye, privilegerede status som eks-stressramt men dog ikke-dagpengeberettiget jobsøgende. Derfor har jeg endnu ikke selv set et helt afsnit af Serieland, men jeg labber de små klip, der jævnligt bliver lagt ud på programmets Facebookside, i mig med stort velbehag.

I denne uge opfordrer Serieland sine følgere til at liste tre tv-nørder, der i særlig høj grad har gjort sig bemærket i tv-historien. Hvis man bidrager med en velgrundet top 3 over sine tv-seriebaserede favorit-übernørder, kan man vinde en Google Chromecast – og sådan én vil jeg sgu gerne ha’, så jeg har naturligvis deltaget i konkurrencen!

Her er, hvad jeg er kommet frem til i mine overvejelser om, hvem der har gjort sig fortjent til at komme med på min top 3 over verdens bedste tv-nørder:

THE OFFICE -- NBC Series -- "Performance Review" -- Pictured: Rainn Wilson as Dwight Schrute -- NBC Universal Photo: Justin Lubin FOR EDITORIAL USE ONLY -- DO NOT RE-SELL/DO NOT ARCHIVE
Image by Michael Porter via Flickr: https://www.flickr.com/photos/libraryman/

1) Dwight Schrute – fordi han stortrives med sin nørdestatus og ofte er decideret perfid over for sine medmennesker, fordi han ikke selv kan se, hvor pisseirriterende en know-it-all han i virkeligheden er. Og på trods af den høje pain in the ass-faktor er han, når alt kommer til alt, en karakter, som man har stor sympati for; han er langt mere likeable end Gareth i den originale udgave af The Office.

2) Abed fra Community! Alt hvad han siger og foretager sig er så meta-agtigt, at han nærmest udgør et dobbelt-op på nørd i sig selv. Og ligesom Dwight Schrute er han en helt igennem likeable karakter, som de fleste kan identificere sig med på et eller andet plan.

3) Dr. House… Han er jo ikke en nørd i traditionel forstand – men han er mindst ligeså intelligent og socialt inkompetent som alle de tv-karakterer, der normalt betegnes som nørder. Og så skader det jo ikke, at han ligner og lyder som Hugh Laurie!

Hvilken tv-nørd er din favorit?