Pakketips: Her er de mest uundværlige ting i min festivalbagage

Fra i morgen og en uges tid frem står der ROSKILDE i min kalender, så i dag flyder stuen med festivalbagage i alle afskygninger.

IMG_1226Selvom rodet nok godt kunne indikere noget andet, er jeg planlæggertypen helt ud til fingerspidserne, og alligevel undrer jeg mig hvert år over, at jeg ikke har været så forudseende at gemme sidste års pakkeliste og dermed gjort pakkearbejdet en hel del nemmere for mig selv.

Nå, men det er altså endnu ikke sket, så også i år er listen lavet fra scratch, og jeg tænker, at min blog jo egentlig udgør alle tiders mulighed for at dele mine pakketips med alle, der gider læse med!

Jeg har omkring 15 fantastiske festivalsomre bag mig, og i kombination med min hang til komfort betyder det, at jeg i al beskedenhed vil mene, at mine tips er ganske anvendelige – også for andre end mit eget fremtids-selv!

En af de mest oplagte komfortmæssige udfordringer, som man må forholde sig til, når man tager på festival, drejer sig om personlig hygiejne. Og lad det bare være sagt med det samme: Jeg er ikke en af de piger, der troligt tilbringer halvanden time i kø til badet hver eneste morgen, og de få gange jeg går i bad i løbet af en festival, klarer jeg mig også fint uden hårkur, bodyscrub og skraber. Det er naturligvis et temperamentsspørgsmål hvorvidt man kan undvære sit daglige bad og nøjes med en tur under bruseren hver anden eller -tredje dag, men det er min overbevisning, at et truckerbad med vådservietter i en snæver vending godt kan gøre det ud for et rigtigt bad. Et godt udgangspunkt for at udsætte ulækkerhedsfølelsen på en festival er i øvrigt at sørge for, at man altid har en pakke lommeletter og en flaske håndsprit på sig, for så kan man som regel tackle selv de mest nasty toiletter uden at komme i nærkontakt med bakteriehelvedet. Derudover er en tandbørste og en god deodorant selvsagt helt uundværlige, hvis du gerne vil gennemføre festivalugen med en kropsduft, der er knap så ram som de øl-, pis- og dåsemakrelstinkende omgivelser i Roskilde.

Blandt de mange, mange andre ting, som jeg altid putter i min festivalbagage kan nævnes

  • Tørshampoo (en forfængelighedsmæssig lifesaver når man skifter brusebadet ud med vådservietter)
  • Skisokker (til de kolde nætter)
  • Knæklys (fordi… KNÆKLYS!!!)
  • Twister (aka. verdens måske bedste festivalspil)
318773_10151026569288938_1635409492_n
Et spil Twister er en god anledning til at få lettet røven fra festivalstolen og komme hinandens ildelugtende festivalkroppe rigtig meget ved! (Image by Nana Rafn)

…og endelig vil jeg lige benytte lejligheden til at dele mit ubetinget bedste festivalpakketip ever: Mandler!

Den bedste erfaring, som jeg har gjort mig i min glorværdige karriere som festivalgænger er, at en lille håndfuld mandler om dagen virker bedre mod sure opstød end alverdens ildesmagende medikamenter.

Og let’s face it; man kan ikke gennemføre en hel uge på Roskilde uden at få bare en lille smule halsbrand – så bærer man sig i hvert fald helt forkert ad med at være på festival! 😉