Atter hjemme i Odense på trods af knap-så-EasyJet

Stina, Valerija og Merete
Brudepige-Stina, smukke Valerija og glad-i-låget-Merete klar til brudens forfest i hendes barndomshjem i Bugojno, Bosnien-Herzegovina

Så er vi atter hjemme i Odense efter en helt fantastisk ferieuge i Kroatien og Bosnien, som dannede rammen for Valerija og Mikkels bryllup i lørdags!

Festen var en uforglemmelig oplevelse, som jeg helt sikkert kommer til at skrive et indlæg om, og jeg har også noteret mig en bunke rejsetips, som jeg gerne vil dele med alle, der overvejer at aflægge Split et besøg i fremtiden.

Wi-fi-situationen var ikke den bedste de steder vi boede i Kroatien, og i Bosnien opgav jeg helt at få hul igennem til cyberspace.

Derfor har bloggen ligget bomstille hele ugen, imens jeg har holdt ferie og slikket sol og indtaget en masse balkan-lækkerier, men jeg glæder mig til at berette om det hele i løbet af de kommende dage.

I første omgang skal jeg dog lige indhente noget arbejde, som jeg ikke fik mulighed for at tage mig af i går; knap-så-EasyJet var nemlig ikke i stand til at transportere os hjem fra Split tirsdag aften sådan som vi ellers havde aftalt, så vi landede først i Hamborg i går omkring middag.

Derfra gik turen i flyvende Yaris-fart mod Odense for at jeg kunne nå hjem tidsnok til at overholde min optikeraftale, så nu kan jeg måske snart få sat skub i bestilingen af et par nye briller som erstatning for dem, som jeg smadrede i forbindelse med den pinlige cykelstyrtaffære i forrige weekend! 😀