Glædelig Muse-dag, allesammen!

Ja, overskriften siger vel egentlig det hele: Jeg er over-the-top-oppe-at-køre pt., for nu er dagen endelig oprunden: I aften skal jeg feste foran Orange Scene sammen med tre søde, britiske gutter og 100.000 glade festivalgæster, og jeg glæder mig HELT VILDT!

Jeg blev første gang introduceret til Muse, da jeg gik på efterskole i 99/00, og jeg kan huske, at jeg kunne lide musikken lige med det samme – men yderligere hooked var jeg trods alt ikke på daværende tidspunkt.

Dét blev jeg til gengæld noget så eftertrykkeligt, da jeg i sommeren 2000 havde min festivaldebut på den hedengangne Midtfyns Festival, for Muse var nemlig på plakaten netop det år.

Jeg husker helt tydeligt, hvordan jeg bare tabte underkæben ned i urinstøvet, da Matt Bellamy trådte frem forrest på scenen og spillede klaverintroen til Space Dementia så kuldegysningsfremkaldende perfekt, at jeg aldrig havde hørt eller set noget lignende, og netop det nummer har været min Muse-favorit lige siden den dag.

Siden hen har jeg grådigt lyttet mig igennem alt, hvad de tre søde briter har udgivet, og i 2010 fik jeg mulighed for at opleve Muse igen, da de senest gæstede Roskilde Festival i forbindelse med The Resistance-touren.

Og i aften står de altså på Orange Scene igen – denne gang i anledning af den seneste udgivelse, Drones.

Nøøøørj, hvor jeg glæder mig! Og selvom det nok ikke er særlig sandsynligt, at jeg får mit ønske opfyldt, så krydser jeg fingre til det sidste for et live-genhør med Space Dementia – det fik jeg nemlig ikke i 2010.

Uanset hvad tror jeg på, at koncerten bliver en af de bedste på årets festival, så jeg har børstet Roskilde-støvet af stemmebåndene og forberedt mig på at skråle med på både Plug in babyStarlight og Hysteria – og alle de andre stadionbaskere fra det efterhånden imponerende store Muse-bagkatalog!

Jeg skrev i øvrigt for nylig et indlæg om det program, som P6 Beat Elsker dedikerede til Muse tidligere på måneden. Jeg har siden hen haft lejlighed til at høre hele udsendelsen, og det blev jeg kun endnu mere vild med Muse af, så den podcast kan altså varmt anbefales!