IMDb Top 250 TV: En (næsten) uudtømmelig inspirationskilde for seriefans

På trods af mine ellers så gode intentioner om at blogge et par gange om ugen, er det sgu ikke ret meget, jeg får skrevet for tiden – men jeg lover, at jeg nok skal genfinde de gode takter, når der ikke længere befinder sig et Excel-ark med titlen “Bryllupsplanlægning” på indersiden af mine øjenlåg!

Screendump

Pyh, hvor er der meget, der skal falde på plads forud for så’n en bette fest!

I løbet af den forgangne uges tid har vi dog trods alt både opstøvet en kjolematchende butterfly til Jeppe og grænseshoppet mere end ti liter gin, så det nærmer sig lige så stille, at vi når i mål med forberedelserne i god tid inden næste lørdag.

Nåhja, og så blev jeg jo forresten hevet på polterabend i lørdags af en folk af mine absolutte yndlingsmennesker, og jeg havde rent ud sagt en uforglemmelig og aldeles AWESOME dag!!!

Når jeg en sjælden gang gi’r mig selv et lille afbræk fra bryllupsplanlægningen, kobler jeg af ved at dykke ned i en tv-serie eller ved at passe mit arbejde (ja, det er rent faktisk sådan min hverdag er skruet sammen i disse dage!) – eller også nyder jeg bare fornemmelsen af at være så priviligeret, at de to ting af og til kommer ud på ét i mit tilfælde!

I forbindelse med mit oversætterjob for HBO Nordic stødte jeg eksempelvis forleden på en nyhed om, at filmsitet IMDb omsider har hørt mine uudtalte bønner og lavet en tv-serie-pendant til listen over historiens 250 bedste filmtitler – og til det kan jeg jo kun sige:

Ju-IMBbiiiiiiiii!!!!

(Tilgiv mig. Ku’ ikk’ la’ vær’.)

Min egen liste over seriefavoritter ligner ikke just IMDb’s – eksempelvis må jeg indrømme at jeg stadig kun har set halvdelen af Band of Brothers, som pryder filmsitets førsteplads – men jeg er vild med listekonceptet fordi det er en supergod kilde til at få inspiration til, hvad jeg skal kaste mig over, når jeg på et tidspunkt får set de mange, mange serier til ende, som jeg pt. har gang i.

Udklip
Colin Farrell er grund nok til at se sæsonen færdig, hvis du spø’r mig! (Image by Jason Saenz via Instagram: https://instagram.com/p/49bYSaF61P/?taken-by=saenzsigns)

Jeg kan godt lide at have en kvalificeret mening om alle mulige forskellige serier – for som jeg plejer at formulere det:

“Så ved jeg i hvert fald, hvad jeg snakker om, når jeg insisterer på, at The Walking Dead er noget værre skrammel”!

Jeg har set lige omkring 30 af de 250 tv-serier på IMDb’s liste, så der er stadig masser at tage fat på, når jeg er færdig med maratonprojekterne House og Weeds – og når jeg har fået set de sidste to afsnit af True Detective, som jeg dog hånden-på-hjertet ikke er helt lige så psyched over længere, som jeg var for et par uger siden.

Hvor mange af IMDb-brugernes seriefavoritter har du set – og hvilke vil du anbefale?