Klovn Forever: Et pendlerliv på strækningen imellem Fornuft og Gak og gøgl

Efter en lækker uge i solen på Rhodos begyndte hverdagen for mit vedkommende så’n for alvor igen i mandags, og selvom jeg har haft en skøn sommer, passer det mig sådan set fortrinligt at få lejlighed til at komme ind i en normal rytme igen. Jeg er smækfuld af bloggermotivation og kigger mig samtidig omkring efter et deltidsjob som tekstforfatter, så jeg nyder, at jeg atter har tid til at nørkle med mine skriverier.

En helt almindelig hverdag var det ganske vist ikke i mandags; Jeppe havde nemlig fødselsdag, og da vi så vores snit til at fejre det med en lille kærestedate, besluttede vi os for at tage i biografen og se Klovn Forever – og det var altså bare en skidego’ oplevelse!

Det er egentlig svært at sige, hvilken af de to Klovn-film der er bedst, for de er i bund og grund meget forskellige – men skulle jeg alligevel fremhæve én af filmene frem for den anden, hælder jeg til at pege på Klovn Forever. Efter min mening er den alt i alt en bedre og mere helstøbt film end Klovn The Movie, og selvom sidstnævnte nok udløste en del mere rabalderlatter fra min side, er toeren både satirisk skarpere og temamæssigt dybere.

Nu lyder det nok lidt om om, at jeg læser lige lovlig meget indhold ind i en komedie, der jo trods alt primært har til formål at få de danske biografgængere til at krumme tæer og sympatigræmme sig over Frank og Caspers grænseoverskridende adfærd, men det er faktisk netop det satiriserende og virkelighedsnære, der i mine øjne er filmens store styrke.

På et tidspunkt i Klovn Forever, hvor Mia og Frank ligger i dobbeltsengen og småsnakker på deres vanlige, kiksede facon, er den usexede og hverdagsagtige stemning i soveværelset mere gennemtrængende end tislugten på Roskilde-festivalens sidste dag. Mia ævler helt ukritisk løs om praktikaliteter og andre lidet romantiske emner, alt imens man fornemmer, at livsgnisten langsomt dør ud et sted indebag Franks bebrillede blik. Den regnfulde hverdag som familiefar i København bli’r sat i knivskarp kontrast til forestillingen om Caspers nye, befriende singleliv i Hollywood.

Jeg tænker, at hverdagsgråtonerne nok sniger sig ind i langt de fleste parforhold på et tidspunkt – jeg kan i hvert fald godt nikke genkendende til det der med, at tosomheden ikke udelukkende er bygget af kransekage og champagne. Der skal også leverpostejsmadder og skummetmælk til for at holde sammen på det hele (men det ville dælme også være trist, hvis dét var det eneste, der var på menuen).

Nå, men ikke desto mindre ramte Mias komiske og usexede ævlerier mig altså lige midt i selverkendelsen, så efter at have kamp-krummet mine tæer i adskillige minutter måtte jeg læne mig ind til Jeppe og hviske:

“Av for helvede, hvor det stikker!”

Satiren altså. Det var den sylehamrende spidse satirenål, der bare stak og stak og stak i mig – og selvom det gjorde nas, var det altså også virkelig forfriskende!

Hovedtemaet i Klovn Forever matcher ganske enkelt det sted, jeg befinder mig i livet, helt perfekt. Ligesom Frank pendler jeg nemlig også frem og tilbage på strækningen imellem det fornuftige voksenliv på den ene side og ungdommens gak og gøgl på den anden.

Je suis Klovn ForeverJeg er 31 år gammel, og trods min fødedygtige alder har jeg ingen børn – og heller ingen planer om at få nogen foreløbig. Og på lørdag skal jeg på fadølsdruk med en flok af de mest gakkede og gøglede mennesker, jeg kender.

Men jeg er også husejer, hundeejer og splinternygift med min kæreste igennem 12 år. Jeg nyder at kigge i tilbudsaviser. Jeg elsker at høre Radio24syv. Jeg har hjemmebagte paleomuffins i fryseren.

Je suis Klovn Forever.