Fra fredagsstunt til dyrlægedrama – og en moralprædiken skrevet i affekt

Her på bloggen har jeg tidligere berettet om min hunds hang til dumdristige fredagsstunts, og jeg følte mig ganske letsindig og ret optimistisk på vovsens vegne, da jeg for et par uger siden delte historien om Dexter & Madpakken.

Faktisk havde jeg regnet med, at indlægget markerede afslutningen på historien om lige nøjagtig dét fredagsstunt – og jeg havde helt sikkert ikke delt det, hvis jeg havde vidst, hvad der ventede vovsen i de efterfølgende uger.

Men i løbet af denne uge har historien desværre taget en dramatisk drejning, for takket være den kæmpeidiot, der for en lille måneds tid siden efterlod sin madpakke i Skibhusskovbunden, så har min elskede hund fandme tilbragt denne fredag formiddag på operationsbordet!

Heldigvis tegner det p.t. til, at historien om Dexter og madpakken alligevel ender med at få en nådig afslutning; i hvert fald har vores søde og topkompetente dyrlæge sørget for at hjælpe vovsen godt og sikkert igennem maveoperationen.

Dexter / puggle / halskrave / post-op
Dexter sover narkoserusen ud iført halskrave og drabeligt mave-ar

Ikke desto mindre er vores lille yndlingsvovse blevet temmelig narkosegroggy og et drabeligt ar i maveskindet rigere – og så venter der ham jo i øvrigt også lige yderligere et par uger med skånekost, antibiotika, halskrave og aktivitetsrestriktioner. Alt sammen på grund af en lidt for lettilgængelig portion velduftende menneskemad i skovbunden.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er fuldstændig bevidst om, at det er mit ansvar som hundeejer at holde min bedste ven i tilstrækkelig kort snor til, at jeg har styr på, hvad han foretager sig, når jeg lufter ham. Men det ville satme gånnok være rart, hvis jeg bare skulle bekymre mig om konsekvenserne af det tossede kræs hang til at æde andre dyrs efterladenskaber. Dyrelort i skovbunden er lissom noget, man må forvente at kunne støde på, når man færdes under åben himmel.

Indisk takeaway, derimod; dét hører altså til i maven på folk, der godt kan lide krydret mad – eller i skraldespanden for det tilfælde, at selv samme folk ikke kan spise op.

Sagt på en anden måde: Affald hører fandengalemig til i skraldespanden, det gør!

Alligevel banker mig selv oven i hovedet for, at jeg ikke lige holdt vågent udkig efter madpakker i skovbunden den fredag eftermiddag, da hele denne her trælse historie begyndte. Men uanset hvor vidt mit eget ansvar rækker, kan jeg ikke gøre mig fri af den tanke, at det sgu ville være meget fedt, hvis sådan en oktoberskovbund bare bestod af muld og dyrelort og rød-gul-orange-brune blade – og ikke én eneste velduftende takeaway-ret iført plastikemballage.

Desværre er det altså mere reglen end undtagelsen, at jeg støder på efterladte madpakker og andre former for skrald i naturen, når jeg lufter min hund, og derfor håber jeg, at jeg ved at fortælle om Dexters hårde medfart her på bloggen kan få dig, kære læser, til at hjælpe med at sprede mit ydmyge budskab om, at det altså er fandens vigtigt at gøre brug af de der skraldespande, som faktisk findes adskillige steder i vores omgivelser. Både for Dexters skyld, men også for alle de andre søde vovhundes skyld – og for Bambis skyld og for alle os, der bare nyder at færdes i en aldeles affaldsfri natur.