Mos i hætten (og andre grunde til, at jeg i al hemmelighed knuselsker Shu-bi-dua)

Når man møder nye mennesker, er der visse ting, man gør klogt i at holde for sig selv – i hvert fald, hvis man gerne vil undgå at blive sat i bås som en lidet sofistikeret og uintelligent type.

Hvis man for eksempel sidder til en fest og falder i hyggelig snak med én, er det som hovedregel en meget god idé at lade være med at udbasunere sine mest ekstreme politiske holdninger. På samme måde kan det vise sig at være socialt selvmord, hvis man italesætter sine mest vidtløftige spirituelle tilbøjeligheder. Så altså – politik og religion: Nope.

Nåhja, og så skal man forresten også altid lade være med at sige det højt, hvis man i virkeligheden rigtig godt kan lide Shu-bi-dua.

Ja, for når snakken falder på musik, er det altid bedre at sige, at man godt kan lide Queen eller Muse eller Nick Cave. Man kan eventuelt tilføje, at man da også godt kan lide popmusik, hvis det altså bare er af den intelligente og velproducerede slags som for eksempel Pharrell. Alle elsker nemlig Pharrell.

Men lad lige være med at proklamere din hang til Shu-bi-dua, hvis du gerne vil tages seriøst af andre musikglade mennesker, ikk’?

Måske er det generationsbestemt, men ovenstående gør sig i hvert fald udpræget gældende i de kredse, jeg begår mig i. Michael Bundesen & Co. repræsenterer noget, der både virker alt for folkeligt og en lille smule for fladpandet til, at jeg bare sådan uden videre kan få mig selv til at springe ud af hipsterskabet og lade min kulturelle habitus nedsænke i det Shu-bi-duanske karbad (baby) af onkelhumoristiske tekster og simple akkordgange.

For mig er Shu-bi-dua nemlig en vaskeægte guilty pleasure – altså ikke sådan én, som i virkeligheden er lidt cool; ikke som “popmusik hvis det altså bare er af den intelligente og velproducerede slags som for eksempel Pharrell” – men en rigtig uforfalsket én af slagsen.

Shu-bi-dua gør mig sådan set bare rigtig godt og grundigt grundglad oven i låget, og dét synes jeg faktisk er så bemærkselsesværdigt, at jeg nu springer ud af mit hjemmebyggede hipsterskab og deler min guilty pleasure med den ganske blogsfære:

Jeg knuselsker satme Shu-bi-dua!

Ja, sgu!

Forresten, så er trangen til at dele min Shu-bi-dua-begejstring ikke opstået ud af det blå. Den er tværtimod blevet hjulpet rigtig godt på vej af, at jeg for nylig var en tur i Fredericia Teater og se Shu-bi-dua The Musical; en forestilling, som fortjener hver og én af de utrolig mange anmelderstjerner, den har fået, sku’ jeg hilse og sige!

"Kast venligst ikke med kiks under den ordinære forestilling" / Fredericia Teater / Shu-bi-dua The Musical
Hvis man savner sol og sommer og fordums tids kollektive kikse-kastning, kan man ta’ en tur i Fredericia Teater og få lysten styret – men altså først når den ordinære forestilling er slut!

Jeg havde egentlig forventet, at forestillingen ville være en form for teaterkoncert, men den var meget mere end dét. Der var faktisk nærmere tale om en helt klassisk men ekstremt velproduceret musicalfortælling, som både var så underholdende og rørende, at det kom totalt bag på mig.

Historien handler om en knægt, der på grund af sin kreativitet og exceptionelt livlige fantasi har store problemer med at tilpasse sig samfundets normer; han har simpelthen knald i låget mos i hætten. Som det jo sømmer sig bedst for en god og livsbekræftende musicalfortælling, lærer hovedpersonen undervejs at elske sin egen personlighed inklusiv den store mængde knald, han har i låget mos, han har i hætten – og derefter lever han naturligvis lykkeligt til sine dages ende. Og sådan en klassisk feel good-historie vækker ganske givet genklang hos de fleste – det gør den i hvert fald hos mig.

Shu-bi-dua The Musical kører på Fredericia Teater indtil den 29. november, og der er stadig billetter at få – men der er satme rift om dem!

I starten af det nye år kommer forestillingen til Østre Gasværk i København, og til maj bli’r den sat op i Musikteatret i Aarhus, så der er så’n set rigtig go’e muligheder for at få sig en svært anbefalelsesværdig én på musicalopleveren – guilty pleasure eller ej.