3 ting at være taknemlig for på Lille-Black Friday

Dagen i dag er en ualmindeligt himmelblå novembertorsdag, så i morgen er det naturligvis Black Friday.

Ej, helt ærligt! Hvornår skete dét lige?! Black Friday – er det ikke noget, der per definition foregår i detailhandlen i USA dagen efter Thanksgiving, og som involverer horder af tilbudsjagende, kødsvedende amerikanere?

Næh, anno 2015 har den berygtede forbrugsfestdag vist for alvor gjort sit indtog i Danmark. Men hvorfor er Thanksgiving egentlig ikke rejst med, når nu Black Friday alligevel har taget turen tværs over Atlanten?

Jeg er helt klar over, at Thanksgiving jo oprindeligt knytter sig til amerikansk kultur og historie, og derfor er det naturligvis ikke vanvittig oplagt at importere Turkey Day til Danmark og markere den med alt hvad det indebærer i USA. Men det der med at reservere én dag om året til at sætte ord på nogle ting, som man er taknemlig for – det har amerikanerne jo ikke patent på.

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg fremover vil markere Thanksgiving i min egen, Meretificerede version ved – hvert år den sidste torsdag i november aka. på Lille-Black Friday – at reflektere lidt ekstra over nogle af de mest taksigelsesværdige delelementer i mit liv.

Nøgne træer og skyfri, blå himmel

Og på denne ualmindeligt himmelblå novembertorsdag føler jeg mig i særdeleshed taknemlig for…

…at jeg i år har genopdaget min kæmpestore skriveglæde, som har været spærret inde i et kreativitetsforladt vinterhi i alle de år hvor jeg havde alt for travlt med at dyrke mit langhårede akademiker-jeg på universitetet.

…at vejret – november til trods – i dag viser sig fra sin allersmukkeste side. Solstråler er virkelig guld værd på sådan en efterårsdag, hvor årstiden ellers er så mørk og grå, at jeg som regel føler mig parat til at gå i seng og sove, lige så snart klokken passerer 19.30!

…at det omsider er legalt at høre julemusik! Holllld nu kæft, hvor har jeg altså glædet mig til et genhør med soundtracket fra Nissebanden på Grønland! Og jeg har naturligvis for længst formanet min tv-boks om at huske at optage nostalgi-tv til mig, når min barndoms yndlingsjulekalender fra og med på tirsdag ruller over sendefladen på DR Ramasjang på daglig basis!

Hvad føler du dig taknemlig for på denne ualmindeligt himmelblå novembertorsdag…?