Om kobberkæresterier og ja-hatte

I dag er det 12½ år siden, Jeppe og jeg blev kærester!

TOLV og et halvt ÅR!!! Manner!

Med andre ord kan vi nu kalde os kobberkærester, og det er dælme en præstation, som jeg synes er en cyberkærlighedserklæring værdig:

Kære Jeppe – jeg ELSKER dig!

…og jeg er forresten totalt klar på lige at nuppe 12½ år mere, nu vi er så godt i gang. 🙂

Imens jeg dagen igennem har haft et par stiliserede, bankende tegneseriehjerter siddende der, hvor mine øjne plejede at være, har jeg blandt andet tænkt tilbage på den tale, jeg holdt for Jeppe, da vi blev gift tidligere på året. Jeg er vanvittigt glad for de ord, jeg sagde til ham, og det på trods af, at jeg ikke nåede meget mere end halvanden sætning ind i talen, før jeg begyndte at tude med det resultat at jeg totalt tabte tråden og derfra hik-hakkede mig igennem det meste af det, jeg havde på hjerte – både det sorgløse og det lidt mere alvorlige.

Lykkeligvis sluttede jeg talen af med en lille anekdote i form af mit yndlingsminde fra dengang, vi var allermest knitrende nyforelskede i hinanden, og i dagens anledning har jeg fået lyst til at genfortælle den lille historie her på bloggen forud for, at min husbond og jeg senere i aften ifører os matchende ja-hatte og tilhørende Toyota Yaris og tager ud for at fejre vores kobberkæresterier med en god middag et sted i O-Town!


[Kære Jeppe]

Hvis jeg skulle beskrive dig og vores liv sammen med ét ord – og ja, jeg har googlet ”Hvordan skriver man en bryllupstale” (!) – så skulle det kort og godt være med ordet JA!

Vi to har nemlig taget ja-hatten på et utal af gange i vores 12 år som kærester, både når det har handlet om at lægge fordomme og stolthed og stædighed fra sig for løse nogle af hverdagens små og store problemer – men også når det i mere positiv forstand har drejet sig om at bare sætte alt ind på kærligheden og det, vi har sammen.

Jeg husker især den dag, hvor jeg selv for første gang valgte at gå sådan rigtigt all in på vores forhold:

Vi havde været kærester i 5 måneder og 23 dage sådan cirka, og jeg boede i Varde i en lille ungdomsbolig, imens du var inde og springe i Holstebro.

Og vi havde faktisk aftalt, at vi ikke ville begynde at sige ”Jeg elsker dig” til hinanden før vi havde været kærester i mindst 6 måneder – for vi var meget teenagepragmatiske og ville ikke risikere at devaluere værdien af de ord fra starten.

På et tidspunkt, hvor du så var hjemme fra kasernen for at holde weekend sammen med mig i Varde, gik vi en eftermiddag ned på Big Ben for at spille lidt pool og drikke en øl. Og den eftermiddag, da vi sad der og puttede i en af chesterfieldsofaerne, fortalte jeg dig for første gang, at jeg elskede dig – for jeg kunne simpelthen ikke vente længere!

Siden den dag har det at sige ”Jeg elsker dig” betydet noget helt særligt for mig – og i modsætning til 19-årige Merete er jeg af den overbevisning, at de ord kun bliver mere og mere værd for hver gang, vi siger dem til hinanden.

Så: Jeg elsker dig!

Mit ”ja” til dig og os den eftermiddag på Big Ben var jo mest et ja i overført betydning, men i årenes løb har der også været nogle ret så eksplicitte ja’er i vores liv sammen; ét på Roskilde Festival i 2013, ét i Las Vegas i september 2014 (om end det jo ganske vist var et ”I do”) og et rigtig grundigt ét i dag foran en hel masse af vores yndlingsmennesker – og du kan tro, jeg glæder mig til mange, mange flere ja’er i resten af vores liv sammen!

SKÅL!


IMG_3431