Prisen for årets mest ambivalente filmoplevelse går til: The Revenant!

Efter en veloverstået familieweekend i det vestjyske susede min husbond og jeg i går eftermiddags hjemad mod Fyn for at nå den tidlige aftenvisning af The Revenant i BioCity i Odense.

Som jeg skrev om her på bloggen for nogle uger siden, glædede jeg mig nemlig som et lille barn som en Leonardo Dicaprio-fangirl-anno-1997 til at se dette års allerstørste Oscar-basker på det store lærred, så det var med en sær blanding af overvældelse og skuffelse, at jeg i aftes forlod biografsalen efter det, der uden tvivl er årets mest ambivalente filmoplevelse.

Alejandro Iñárritu er en fantastisk filmskaber – ingen tvivl om det!

Og The Revenant er en overvældende smuk film – heller ingen tvivl om den sag.

Ooooog Leonardo Dicaprio spiller røven uden af bukserne i rollen som pelsjægeren Hugo Glass – ABSOLUT heller ingen tvivl om det!

Meeeeen træerne vokser altså ikke helt ind i himlen:

For i min optik rummer The Revenant ikke en eneste scene, hvor fortællingen om Hugo Glass’ vildmarkstrængsler ikke overskygges totalt af filmens fantastiske cinematografi, Tom Hardys sublime – og aldeles Oscarværdige! – bad guy-portrættering eller Leonardo Dicaprios grænseoverskridende skuespilpræstation.

Kort sagt er plottet simpelthen GABENDE intetsigende, og hvis filmen har noget væsentligt på hjerte, er det vist nok gået hen over hovedet på undertegnede.

Med Iñárritus navn øverst på plakaten havde jeg en forventning om, at jeg – efter 2½ times film og 2½ liter popcorn – kunne se frem til at forlade biografsalen med den der Iñárritu’ske udefinerbare følelse af opløftethed, som både Babel og Birdman efterlod mig med, men den følelse indfandt sig på ingen måde. Tværtimod gik jeg desillusioneret fra biografen med en nedslående følelse af at have brugt tre timer af min søndag aften på at se en film, som jeg glimtvis oplevede som decideret deprimerende.

Så selvom The Revenant er en  vanvittig flot film af den slags, der helt afgjort bør ses i biografen, er den godt nok sej at komme igennem. Med mindre man er typen, der elsker Bear Grylls og de der I Shouldn’t Be Alive-programmer, der engang blev vist på Discovery Channel, that is.

Forresten synes jeg ærligt talt, at Leonardo Dicaprio er en lille smule fejlcastet til at spille hovedrollen i The Revenant, eftersom filmen faktisk ikke rummer særlig meget dialog.

Den del hænger naturligvis sammen med, at store dele af filmen følger Hugo Glass’ ensomme rejse igennem den uvejsomme vildsmark; med andre ord har hovedpersonen ikke så fandens mange med- eller modspillere at samtale med undervejs. Nåhja, og så får han jo forresten også gnavet struben halvt over af en grizzlybjørn ret tidligt i filmen, så det ligger vel heller ikke ligefrem i karakteren, at han skal være et sludrechatol.

Men altså: På trods af en ihærdig skuespilindsats bestående af (lidt for?) subtil ansigtsmimik og diverse variationer af hvæs, støn og grynt synes jeg absolut ikke, at Leonardo Dicaprios skuespiltalent kommer ordentligt til sin ret i rollen som Hugo Glass. Efter min mening er han en langt større fornøjelse, når han har noget fedt dialogmateriale at arbejde med – og det er bestemt ikke tilfældet i The Revenant.

Nå, men man skulle altså være et forbandet skarn, hvis man påstod, at The Revenant er en ligegyldig eller middelmådig film, for til dét har den alt for mange åbenlyse kvaliteter.

Den er en kæmpe fryd for øjet, og både Tom Hardy og Leonardo Dicaprio fortjener i allerhøjeste grad de Oscarnomineringer, som akademiet har givet dem. Efter min ydmyge mening er filmen til gengæld ikke helstøbt nok til, at den fortjener at vinde prisen for årets bedste film.

En Oscar for årets mest ambivalente filmoplevelse ku’ til gengæld være på sin plads.

Biografbilletter til The Revenant i BioCity Odense