Skæve filmbetragtninger og Oscar-countdown anno 2016

Nu nærmer sig tiden, hvor botox-indsprøjtninger, hair plugs og delleskjulere kommer til deres ret, for natten imellem søndag og mandag løber årets Oscar-uddeling af stablen i Hollywood!

Ligesom så ofte før sender TV 2 live fra filmfesten hele natten, men hvis man er belemret med et af de der voksenjobs, der skal passes fra og med mandag morgen, kan man nok også fange højdepunkterne på YouTube kort efter showets afslutning.

Selv er jeg i den priviligerede situation, at jeg så småt har etableret mig som freelancer med kontor på hjemmeadressen, og derfor står det mig dejlig frit for at prioritere en Oscar-nat i min venindes sofa. Hun går heldigvis ligeså meget op i festlighederne som jeg selv – og når man, som hun, arbejder på en filmfestival, er det jo også oplagt at tilrettelægge sin arbejdstid, så man kan følge med, når årets største filmfest transmitteres live fra L.A.

Oscar-statuette
Credit: Davidlohr Bueso (via Flickr)

Jeg har langt fra nået at se alle årets Oscar-kandidater, men jeg har gjort et hæderligt forsøg på at nå at se de film, der har fået flest nomineringer ved årets prisuddeling. Til gengæld har jeg ikke set en eneste dokumentar eller kortfilm, og jeg har faktisk også til gode at se Krigen, som jo er nomineret til at modtage prisen for bedste udenlandske film. Sidstnævnte kan dog streames på Blockbuster, så hvis jeg får et par timer til overs i løbet af weekenden, gi’r jeg den nok lige et kig.

En anden Oscar-film, der også er tilgængelig på Blockbuster – både i originaludgaven og med dansk tale – er animationsfilmen Inside Out, som (lykkeligvis!) er én af de film, jeg har nået at se i god tid inden søndagens prisuddeling. Og jeg vil ikke tøve et sekund med at påstå, at Inside Out ganske enkelt er den bedste animationsfilm, der nogensinde har fundet vej til Oscar-uddelingen! Den er både sjov og vanvittigt rørende, og idéen bag er simpelthen så vidunderligt original og awesome, at jeg hepper på den som vinder i begge de to kategorier, hvor den er nomineret; Animated Feature Film og Original Screenplay.

Selvom der nogle oplagte lyspunkter blandt årets nominerede film, ærgrer mig lidt over, at jeg faktisk ikke synes, at 2016 er et specielt fedt Oscar-år, når jeg tager alle de film, jeg har nået at se, i betragtning. Måske har jeg valgt de forkerte, men jeg synes, der er en sær overvægt af aaaaalt for dokumentaristiske film, og den slags når altså bare ikke ind under huden på mig. Eksempelvis følte jeg mig sådan set udmærket underholdt af finanskrisefortællingen i The Big Short, men samtidig var det langt fra en film, der gjorde et blivende, følelsesmæssigt indtryk på mig – og det er i min verden en spillefilms fornemste opgave.

(… til gengæld var jeg ret vild med Christian Bales skeløjede birollefigur og dennes hang til at læse Shannara Chronicles til tonerne af Metallica! Også selvom han mildest talt var lige knap så pæn som i American Psycho… I det mindste var han ikke ligeså klam som i ditto Hustle.)

Min favorit i årets Best Picture-kategori er faktisk en film, som skyder helt fordi mine føromtalte personlige filmpræferencer, men hvad den mangler i plot og hjerte kompenserer den til gengæld for med hensyn til mytologi og cinematografi: Mad Max: Fury Road er – sammen med Inside Out – den eneste af årets Oscar-film, som jeg virkelig har lyst til at se igen, for den er så ufattelig flot lavet og samtidig helt unik i sit udtryk. Og så kan jeg i øvrigt ikke komme i tanker om én eneste kvinde i Hollywood, der kan matche Charlize Therons grænseløse skønhed på trods af massiv, motoroliebaseret øjen-/pandemakeup og manglende lemmer og hårpragt! Girl-crush!

Ih, hvor jeg glæder mig til på søndag! Jeg har det ganske vist lidt stramt med årets Oscar-vært Chris Rock, så han er ikke ligefrem et af de elementer, jeg glæder mig mest til at opleve i løbet af Oscar-natten, men jeg er før blevet overrasket over en vært, som jeg totalt havde undervurderet – se ham herunder i åbningsnummeret fra finanskriseåret 2009! – så hvem ved, om det kommer til at ske igen i år?

Jeg krydser fingre!