Bucket list-tip: Få ny inspiration fra alle dine yndlingsmennesker

Den bedste gave, Jeppe og jeg gav hinanden, da vi blev gift – altså lige udover den uforglemmelige oplevelse det var at sige ja til hinanden foran en hel masse af vores yndlingsmennesker! – var en lille, intermistisk bucket list-bog, som vi formentlig kan have glæde af resten af vores liv sammen.

Bogen, som består af en pivbillig kinabog fra Søstrene Grene og en hjemmelavet og -lamineret påklistret forside, havde sin faste plads på gavebordet under hele vores bryllupsfest, og i løbet af aftenen og natten bidrog adskillige af vores gæster med alskens kreative idéer til, hvilke ting, Jeppe og jeg skal nå at gøre sammen i løbet af de næste mange år som husband & wife.

Trods alle de gyldne og inspirerende forslag, der er i bogen, er der også stadig masser af tomme sider, så når vi har gæster på den hjemlige matrikel, og snakken falder på skønne rejseoplevelser, seværdige teaterforestillinger, lækre restaurantbesøg eller lignende, kommer bogen som regel frem fra gemmerne, og nye idéer bliver føjet til listen.

Jeg er umanerligt glad for vores bucket list-bog, og hvis du, kære læser, har lyst, skal du være uendelig meget velkommen til at nuppe idéen til glæde for dig selv eller som en lille personlig gave til én, der kan li’ at få lidt ekstra inspiration til at opleve nye sjove, skæve og skøre ting og sager.

Bucket list-bog
Merete & Jeppes bucket list

Forslagene i vores egen bucket list-bog er mangeartede; der er konkret inspiration til store rejseoplevelser på den anden side af jorden, og der er anbefalinger af lækre specialøl fra vestjyske minibryghuse – og så er der i øvrigt det meste derimellem.

Og i sidste uge fik vi lejlighed til at sætte flueben ud for det første store punkt på vores fælles bryllups-bucket list, da vi boardede Den Bette Yaris og rejste sydover på en lille mini-roadtrip til Berlin og Prag.

…og som der jo står skrevet på bogens forside, agter vi at kvittere med et “postkort”, hver gang, vi vinger en oplevelse af i vores bucket list-bog – så lur mig, om ikke der lander en rejsebeskrivelse eller to her på domænet inden for de allernærmeste dage!

Bucket list-bog Prag
Merete & Jeppes bucket list: “Tag til Prag og spis på restauranten Ambiente – og derefter på Kasino!”