Mini-roadtrip til Berlin og Prag – Part Three

Her kommer sidste del af det virtuelle postkort fra min og Jeppes nyligt overståede mini-roadtrip, som sluttede med tre skønne dage i Prag.

Hvis du vil læse rejseberetningen fra begyndelsen, kan du starte her: Mini-roadtrip til Berlin og Prag – Part one

Trætte skanker og bucket list-ambitioner

Efter et begivenhedsrigt første døgn i den tjekkiske hovedstad – og en lang solskinsdag med mange kilometers byvandring, der havde efterladt vores i forvejen trætte sightseeing-fødder endnu mere tyndslidte end de af byens brostenbelagte gader, som vi undervejs havde betrådt – lagde vi vejen et smut hjem omkring vores hotelværelse på Galerie Royale for at lade op og gøre os klar til aftenens udskejelser.

Fredag aften havde vi nemlig på forhånd sat af til at afkrydse det punkt på vores bryllups-bucket list, som jeg skrev om her på bloggen for nylig: På opfordring af et par af mine veninder skulle vi rejse til Prag og spise på en bestemt restaurant og slutte aftenen af på kasino – og eftersom vi begge i forvejen er ret meget til fals for mindeværdige madoplevelser og gambling (og gratis Gin & Tonics!), var det en aften, vi længe havde set frem til.

Trætte skanker efter en laaaang solskinstravetur i Prag!

Lokál mad og drikke

Således troppede vi fredag aften op på den anbefalede restaurant, der er en del af restaurantkonceptet Ambiente, som står for flere forskellige temarestauranter i Tjekkiet; herunder kæden Lokál, der – som navnet antyder – serverer lokal, tjekkisk mad i traditionelle omgivelser. Og Lokál er et særdeles populært spisested, sku’ jeg hilse at sige: På trods af at der nok var 200 siddepladser i restauranten, måtte vi vente 40 minutter, før vi kunne få et bord, eftersom vi ikke lige havde været så forudseende at lave en reservation på forhånd.

Pyt! Så havde vi jo bare en undskyldning for at fordrive ventetiden med endnu et par tjekkiske øller!

Maden på Lokál var som forventet rigtig god og velsmagende; især min forret, som bestod af hjemmelavet pølse, peberrod og sennep, smagte virkelig godt. Tjekkisk mad er ganske vist ikke sagen, hvis man er typen, der spiser lige så meget med øjnene som med mundtøjet, men man går altså glip af noget, hvis man per default lader sig afskrække af den bruntoneskala, som kendetegner det tjekkiske køkken – i hvert fald på Lókal.

50’er-toner og Tanqueray til Prag-priser

Efter restaurantbesøget begav vi os ud i de milde aftentemperaturer for at suge til os af stemningen i det pragske natteliv. Undervejs kom vi forbi en bar ved navn James Dean, som nok for mange Odense-kendere afføder nogle ret uhensigtsmæssige associationer til noget med øretæver og dovne fadbamser, men vi ku’ se, at den slags ikke umiddelbart syntes at være på dagsordenen i det tjekkiske etablissement af samme navn.

James Dean i Prag er nemlig en kombineret amerikansk diner og natklub, og eftersom førstnævnte var proppet med burgerspisende og milkshakedrikkende gæster og serveringspersonale, der mest af alt lignede The Pink Ladies fra Grease, valgte vi at aflægge natklubben et besøg.

James Dean i Prag
Amerikansk diner og 50’er-natklub i Prag (Credit: Brad Hammonds)

Vi var blandt aftenens første gæster i kælderen, som dannede ramme for den mest gennemførte temanatklub, jeg i mit liv har besøgt. Bag baren stod John Travolta og et par af hans nærmeste buddies fra Rydell High School (eller også var det bare et par tjekkiske ungersvende iført tank tops og læderjakker), og fra højttalerne strømmede en skøn blanding af musik fra 50’erne, 60’erne og 70’erne. Efterhånden som klokken nærmede sig midnat blev natklubben fyldt til randen af danseglade gæster i alle størrelser og farver, og eftersom vi på daværende tidspunkt havde fået et par pivbillige Tanqueray-G&T’er inden for vores respektive veste, gik vi videre med målet om at afslutte aftenens bucket list-mission med en tur på kasino.

Koruna-gambling på kokain-kasino

Jeg havde på forhånd googlet mig frem til, at hotelkasinoet på The Hilton ved Moldaus bred nok udgjorde den mest oplagte mulighed for at få sig en autentisk kasino-én på opleveren, men da vi tilfældigt gik forbi et andet kasino, som jeg genkendte fra Tripadvisor, blev vi enige om at give det en chance i stedet. Det viste sig imidlertid, at vi nok ikke sku’ ha’ ladet os forlede af det relativt eksklusivt udseende indgangsparti og de fire semi-positive anmeldelser på Tripadvisor, for autentisk kasinostemning var der sgu ikke meget af på Prags centralt beliggende Win Casino!

Da vi kom indenfor i spillebulen kunne vi ret hurtigt konstatere, at vi i sandhed befandt os langt fra Las Vegas og de omfangsrige amerikanske kasinoer, som vi frekventerede flittigt, da vi i 2014 tilbragte et par dage i Sin City undervejs på vores roadtrip i det sydvestlige USA.

I al sin overdådighed bestod den pragske spillebule i det store hele af et vinduesløst kælderlokale med en bar, 10-12 digitale slot-maskiner og en ligeså digital og autenticitetsforladt roulette, der med metallisk kvinderøst bød os velkommen og opfordrede os til at smide alle vores koruna i maskineriet. Hele kasinoet var ikke meget større end de beskedne 79 kvadratmeter, vi har til rådighed på vores odenseanske hjemmeadresse, og loftshøjden var nærmest klaustrofobifremkaldende.

Win Casino i Prag
Win Casino i al sin “overdådighed”…!

Ikke desto mindre besluttede vi os for at tage spillebulevisitten som en oplevelse, så vi hentede et par gin og tonics i baren og puttede 200 koruna i en af de sjæleforladte spillemaskiner. Og eftersom de enarmede tyveknægte viste sig at være indfødte tjekker med ikke-eksisterende engelsksproglige kompetencer (hvilket matchede vores egne ikke-eksisterende tjekkisksproglige kompetencer virkelig dårligt), fik den første pengeseddel lynhurtigt ben at gå på.

Efter at have givet spillemaskinerne yderligere 200 koruna at leve af, besluttede vi os for i stedet at imødekomme den digitale kvindestemmes opfordringer om at hælde nogle penge i roulette-maskineriet. Palle alene i kasinoet tilbragte vi således noget tid med at spille halvhjertet på rouletten, alt imens vi hyggesnakkede og sippede resterne af vores gin og tonics i os – og inden længe havde vi bortgamblet de 1000 koruna, som vi havde medbragt til formålet.

Alt i alt var det rent ud sagt en temmelig sløj kasino-én, vi fik os på opleveren i Prag, og for at det ikke skal være løgn, så blev Jeppe da også lige tilbudt kokain, da han spurgte om vej til spillebulens toilet…

Pyt; vores bucket list-mission lykkedes, og vi blev et farverigt rejseminde rigere – oven i købet uden at vælte os i stærkere rusmidler end gin og tonic!

Sydlandsk ferietempo og smartphone-fri kærestehygge

Lørdag morgen sov vi så dejligt længe, at vi kom for sent til hotellets morgenbuffet, så vi begav os i stedet ud i byen for at finde et måltid at starte dagen med. Valget faldt på en café i den nordlige del af bydelen Nové Město, hvor vi mæskede os i omeletter, espresso og friskpresset juice, inden vi atter gik ud i byen på på city-sightseeing.

Vi spenderede et par timer med at slentre omkring i et tilbagelænet tempo, før vi spiste en sen frokost på Café Café, der ifølge vores guidebog er Hollywoodstjernernes foretrukne spisested i Prag. Omend besøget ganske vist ikke kastede noget stjernestøv af sig i denne omgang, var maden superb, og jeg har forsøgt at genskabe blue cheese-salaten adskillige gange siden vi vendte hjem til vores odenseanske hverdag igen!

Om aftenen opsøgte vi en lækker middag på en argentinsk restaurant tæt på Republikpladsen, hvor to akustiske guitarister leverede levende latinamerikansk musik, som på perfekt vis bidrog til spisestedets hyggelige og tilbagelænede, sydlandske stemning.

I et anfald af ambitioner om øget kæreste-nærvær havde vi samme dag efterladt vores mobiler hjemme på hotellet, og det mærkede vi for alvor værdien af, da vi sad der på restauranten og hyggede os med hinandens gode selskab, et par store argentinske steaks og en matchende flaske vino: Ved nabobordet sad nemlig to midaldrende italienske ægtepar, som skiftedes til at sms’e, google og besvare opkald hele aftenen; en praksis, som de kun glimtvis lod forstyrre af det kæmpe fad paella, som de i fællesskab satte til livs og skyllede ned med cola light.

Det virkede helt absurd, og vi benyttede lejligheden til at pudse vores egne imaginære glorier og nyde kæresteriet og bevidstheden om, at vi for én gangs skyld havde gjort os selv og hinanden en tjeneste ved at efterlade de der forbandede telefoner langt uden for umiddelbar rækkevidde.

Kyoto, 2015
De her to farverige gutter var ikke til stede i restauranten (i hvert fald ikke samtidig med os), men eftersom jeg i sagens natur ikke har nogen billeder derfra, får de lov at illustrere vores smartphone-fri hyggeaften i stedet! (Credit: Ken Walton)

Den amerikanske – og den vesteuropæiske – roadtrip-drøm

Vores østeuropæiske mini-roadtrip sluttede søndag, hvor vi tilbragte det meste af dagen med at tilbagelægge de knap 1000 kilometer imellem Prag og vores hjemlige matrikel i Odense.

Vi drømmer allerede om at vende tilbage til både Berlin og Prag – og det der med at mini-roadtrippe i egen bil kommer vi helt sikkert også til at gøre igen engang i fremtiden.

Omend vores hedeste roadtripdrømme nok stadig knytter sig til de store, åbne vidder i USA, ku’ det dog meget vel ende således, at vi engang i den nærmeste fremtid pakker den Bette Yaris på ny og tager turen ned igennem den nordvestlige del af det europæiske fastland i stedet.

Rejsedrømme har vi i hvert fald nok af, og selvom vi nu har sat flueben ud for Prag-punktet på vores bryllups-bucket list, udgør den lille bog stadig et vidunderligt overflødighedshorn af spændende rejseinspiration, som kan udfordre selv de mest indgroede rejsevaner – og vi glæder os til at give os i kast med resten af herlighederne!

Bucket list-bog