Roadtrip-minder #3

Her kommer tredje del af den serie af blogindlæg, hvor jeg genudgiver dele af den rejseblog, jeg skrev, da Jeppe og jeg var på roadtrip i det sydvestlige USA i august og september 2014.


Dag 4-5: Route 66 fra Victorville, CA, til Williams, AZ

Det kniber gevaldigt med at følge med til at blogge om alt det, vi oplever, men her kommer en forsinket beretning om turen ad Route 66 fra L.A., som vi forlod tirsdag morgen. 🙂

Mange roadtrippere starter Route 66-turen i Barstow nordøst for Los Angeles, men i og med at jeg i min rejseresearch var stødt på en interessant seværdighed på strækningen imellem Victorville og Barstow – dvs. umiddelbart vest for sidstnævnte – valgte vi at tage hul på Route 66 allerede fra Victorville. Og det viste sig at være en god beslutning, for Elmer’s Bottle Tree Ranch, som ses i et lille udsnit på billedet herunder, kan absolut anbefales! Den farverige flaskejungle er gratis at besøge, omend man opfordres til at donere et par dollars til Elmer, der bor i et lille træhus ved flaskefarmen, så han kan fortsætte sit virke som ørkenflaskefarmer.

Elmer's Bottle Tree Ranch
Elmer’s Bottle Tree Ranch – flaskegøgl på Route 66

Efter at have fyldt benzin- og drikkevandsdepoterne op i Barstow fortsatte vi turen østpå ad Route 66, og det første punkt, vi kørte efter, var spøgelsesbyen Calico, som ligger lige nord for ruten. Det krævede med andre ord en lille afstikker fra Route 66 at komme dertil, og vi kørte naturligvis forkert og endte i stedet ved en checkpoint til en amerikansk militærbase. Heldigvis blev vi kun mødt med amerikaner-typisk venlighed af den hærdebrede soldat, der forklarede os, at vi var kommet på afveje og hvordan vi skulle bære os ad for at finde frem til vores rejsemål.

Og Calico var … Ja, mildest talt en kæmpe skuffelse! Det kostede 16 dollars at få adgang, og Jeppe gav en aldeles rammende beskrivelse af oplevelsen i løbet af de første ti sekunder, vi befandt os i byen, da han måbende udbrød “Øhhh … Legoland …?!”

Vi havde sat næsen op efter at få en fornemmelse af, hvordan en sølvmineby så ud i slutningen af 1800-tallet, men alt i Calico var restaureret til ukendelighed (læs: revet ned og genopbygget af moderne materialer). Så hermed en opfordring til andre Route 66-rejsende: Lad være med at køre til Calico! Kør til Billund i stedet!

En enkelt facet af vores besøg i spøgelsesbyen gav dog autenticitet for alle pengene: Det var nemlig DRÆBENDE varmt, nøjagtig som det var tilfældet, da minebarbejderne knoklede dag ud og dag ind for at grave sølv ud af de californiske bjerge for små 150 år siden. Temperaturmåleren i bilen meldte 106 grader Fahrenheit (ca. 41 grader Celsius), da vi forlod Calico, og det blev kun varmere i takt med, at vi kom længere østpå.

Til frokost gjorde vi holdt ved Bagdad Café; en Route 66-klassiker, der ikke har så meget andet at byde på end et lidt sløjt menukort og er fortid som filmlokation for den tyske film af samme navn fra 1987.

Bagdad Café
Bag disken på Bagdad Café

… men omsider huskede vi til gengæld at få taget et billede af vores lækre køretøj!

Sølvgrå Ford Mustang cabriolet
Vores lækre køretøj: En sølvgrå Ford Mustang cabriolet lejet hos Alamo i Los Angeles

Efter frokosten passerede vi yderligere et par Route 66-klassikere i form af Amboy Crater og Roy’s Café, og undervejs på køreturen besluttede vi os for, at vi ville overnatte i Needles, CA, som ligger i Mojave-ørkenen lige ved grænsen til Arizona.

Beliggenheden betyder, at byen er et af de varmeste områder i USA, og dét var det bestemt også vores indtryk: Da vi ankom til Needles omkring klokken 19, var der nemlig knap 45 grader, og i løbet af den nat, vi tilbragte i byen, blev det aldrig køligere end 28 grader Celcius. Heldigvis har alle de motelværelser, vi har stiftet bekendtskab med undervejs på vores rejse, været udstyret med særdeles effektive AC-anlæg, så vi har faktisk mærket mindre til natteheden, end vi gjorde i løbet af den forgange sommer hjemme i Danmark.

Onsdag kørte vi videre ind i Arizona, hvor vi gjorde det første stop i Oatman, der nok var den allerbedste oplevelse på vores tur ad Route 66.

Oatman er også en gammel mineby, og med sine godt 100 faste indbyggere virker den langt mere “ægte” end Calico, der mest af alt minder om en billig teaterkulisse i sammenligning.

Den helt store attraktion i Oatman er de vilde æsler – “burros” – som holder til i bjergene omkring byen, men som hver dag kommer ind for at blive fodret af gennemrejsende turister.

Der er æsler over alt i byens gader; liggende, stående, gående, og hvis et æsel har valgt at slå sig ned midt på gaden er det bare ærgerligt for ham i den store Landrover, der havde håbet på at kunne køre ubesværet igennem byen, for der er kun én vej igennem Oatman, og det er ad hovedgaden!

Dovne æsler i Oatman, CA
Dovne æsler i Oatman, CA

Jeppe købte en pose burro food i en af byens butikker og blev nærmest overfaldet af lækkersultne æsler, da han kom ud på gaden med foderet; det var faktisk lidt ligesom at se ham fodre Dexter hjemme i haven, omend æslerne nok kan sparke en anelse hårdere end en puggle …

Mætte æsler i Oatman, CA
Mætte æsler i Oatman, CA

Vi fortsatte østpå ad Route 66 og fik yderligere et par roadtrip-klassikere med på vejen; Frokost på en 50’er-diner i Kingman, Hackberry General Store og Grand Canyon Caverns, og endelig nåede vi til Seligman, der om noget kan beskrives som Route 66’s livsnerve.

I Seligman fik vi en is fra Delgadillo’s Snow Cap, der er verdenskendt for den oprindelige ejers overskudsagtige og humoristiske tilgang til kundebetjeningen. Juan Delgadillo døde i 2004, men hans efterfølger holder Delgadillos ånd i live og tager tykt pis på alle kunder, så stedet er i den grad et besøg værd!

Efter besøget i Seligman var vi blevet Route 66-mætte, og vi besluttede os for at finde et motel i Williams, der ligger omkring 100 kilometer syd for Grand Canyon. Via Priceline (som i øvrigt varmt kan anbefales – og ja, det ER William Shatner på billedet!) fandt vi et værelse på Ramada, der ligesom alle de andre steder, vi har overnattet undervejs på turen, havde masser at byde på for en ret beskeden pris.

Restauranten serverede nogle lækre bøffer til aftensmad, og den lokalproducerede rødvin var også rigtig god – og eftersom hotellet havde gratis fitnessfaciliteter, fik vi også lige lejlighed til at brænde en smule af alle de ekstra roadtrip-kalorier af torsdag morgen, inden vi tjekkede ud og kørte nordpå mod Grand Canyon.


Bagom rejseskriverierne

Før Jeppe og jeg rejste afsted på vores roadtrip-eventyr, havde vi læst en heeeeel masse om det område, vi havde planer om at roadtrippe os igennem i løbet af de fire uger, vi var afsted.

Et af omdrejningspunkterne for en klassisk amerikanerroadtrip er selvsagt oplevelsen af at cruise derudaf på nogle af de mange legendariske vejstrækninger i USA – og hvad dét angår, har Route 66 i særdeleshed noget helt særligt over sig.

Derfor er der også masser af informationer at finde om strækningen, når man googler og søger i alverdens rejsebøger. Før vi begav os ud på køreturen fra Victorville til Needles var jeg derfor temmelig forudindtaget, og selvom jeg i høj grad glædede mig til oplevelsen, havde jeg ærligt talt ikke særlig høje forventninger om, hvad Route 66 havde at tilbyde.

I rigtig mange sammenhænge hedder det sig nemlig, at Route 66 er en omgang romantiseret pis! Kritiske røster hævder, at vejstrækningen ikke har meget andet at byde på en ørkenstøv og pot holes, og at den sydvestligste del af strækningen i øvrigt er beliggende i et trist og uskønt hjørne af det vilde Vesten.

Med tanke på den slags beskrivelser forventede vi os selvsagt ikke det store af oplevelsen, men vi var alligevel enige om at tage den slidte landevejstur som en oplevelse frem for bare at bevæge os fra A til B Stillehavskysten til Arizona via den snorlige og røvkedelige Interstate.

Og hvor ER jeg dog glad for, at vi prioriterede Route 66 på vores roadtrip! Det var en FED oplevelse at cruise igennem Mojave-ørkenen med taget nede på cabrioleten!

Jeg er ganske vist også taknemmelig for, at vi havde ladet vores forventninger sænke på forhånd, for det betød, at vi var i stand til at nyde Route 66 for det, den er i dag.

Og den ER virkelig turen værd – ingen tvivl om det – og jeg kunne såmænd sagtens finde på at køre samme tur én gang til, hvis jeg får mulighed for det i fremtiden. 🙂

Hvis jeg skulle på roadtrip på den vestligste del af Route 66 igen, ville jeg …

… tage masser af vand med i bilen! Der er SÅ varmt i Mojave-ørkenen, i hvert fald hvis man rejser i september måned. Vi købte forresten en billig køletaske i Walmart inden afgangen fra L.A., og den fulgte os gennem resten af roadtrippen fra sin trofaste plads på bilens bagsæde.

… sørge for altid at have et par dollars i lommen, især hvis turen igen gik forbi Elmer’s Bottle Tree Farm. Den gode mand fortjener sgu ethvert tænkeligt lille bitte økonomisk tilskud, for det er en helt særlig og enormt quirky oplevelse at udforske hans sære flaskefarm.

… bruge lidt tid på at udforske de støvede naturomgivelser omkring den sydvestligste del af Route 66. Det fremfår vist ret tydeligt af indlægget, at jeg aldrig kunne finde på at sætte mine ben i Calico igen; til gængæld ville jeg eksempelvis gerne have tjekket Amboy Crater ud fra lidt nærmere hold end fra bilens siderude i forbifarten. Det kildrer stadig helt i maven på mig, når jeg tænker på, hvor fedt det var at køre igennem de kæmpe store, åbne vidder i den øde, californiske ørken!