Dexter og skraldeskjoldet

For et par uger siden fortalte jeg her på bloggen om de tanker, det affødte hos mig, da dyredoktoren velmenende foreslog en mundkurv som løsning på de kvaler, der følger med, når man er velsignet med en altædende hund som Dexter.

På daværende tidspunkt var jeg fuldkommen afvisende over for idéen om at udstyre Dexter med en mundkurv, for som jeg skrev her på bloggen umiddelbart efter, at vi havde betalt 2000,- for at se vores hund brække sig i stride strømme på dyredoktorens gulv: “Min hund skal sgu ikke snuse rundt i skovbunden med et metalstativ på snudeskaftet!”

Jeppe og Dexter på Odense Dyrehospital
Frustreret hundeejer og slukøret vovse på akutbesøg hos dyredoktoren tidligere på måneden

Oplevelsen med akutbesøget på dyrehospitalet satte imidlertid nogle gevaldige følelsesmæssige spor i både mig og Jeppe, så vi blev enige om, at vi som minimum ville undersøge sagen grundigt, inden vi helt afviste idéen om at begynde at give Dexter mundkurv på, når vi lufter ham. Om mandagen talte jeg således med vores egen dyrlæge, som roligt forklarede, at der faktisk er en del hundeejere, der tyr til lignende løsninger, og at det på ingen måde behøver være generende for hunden at bruge mundkurv en gang imellem.

Fast besluttede på at sikre vovsen bedst muligt mod flere ubehagelige dyrlægebesøg i fremtiden gik vi samme eftermiddag på jagt after en mundkurv til vovsen. Jagten bar frugt, og siden da har Dexter gladeligt indvilliget i at få snudeskaftet pakket ind i plastikgitter, hver gang vi skal ud og gå – muligvis fordi vi har sørget for, at han forbinder apparatet med store mængder ros, nus og godbidder! 😉

Andre menneskers reaktioner på synet af mundkurven har i øvrigt slet ikke været så uoverskuelige, som vi havde frygtet. Så set i bakspejlet kan jeg faktisk godt se, at det nok mest var et spørgsmål om, at jeg selv var lidt overforfængelig på min hunds vegne, for det viser sig, at der er ret langt imellem folk, som reagerer negativt på mødet med en hund med mundkurv.

Børn er i særdeleshed positive og vil vældig gerne hilse og snakke med vovsen; faktisk henvender dig sig nu endnu oftere end før. Den allerførste gang vi gik tur med Dexter og mundkurven, passerede vi eksempelvis en legeplads, hvor en knægt på omkring ti år afbrød fælleslegen for begejstret at råbe “Nøøøøøørj, den er nuuuuuuttet, den der hund!” – og så sent som i går mødte vi en anden lille purk, der nysgerrigt kom og spurgte “Hvad er det, hundehvalpen har i munden?”

Jeppe forklarede drengen, at det var en mundkurv, og at den beskytter vovsen mod sin egen umættelige lyst til at spise skrald, hvorefter knægten kom med det opfølgende spørgsmål “Kan den da ikke tåle at spise skrald?”; et spørgsmål, som han fluks selv besvarede med et “Nååååårh, nej, hvis hunde spiser skrald, så dør de jo!” 😀

Så vidt er det jo heldigvis aldrig kommet med Dexter, men som jeg har berettet om her på bloggen ved flere lejligheder, har det været rigelig tæt på at blive fatalt, så nu har vi taget konsekvensen af vores hunds ustyrlige appetit på livet – og i det her tilfælde er dét altså ensbetydende med en mundkurv.

Dexter i haven

Introducing: Skraldeskjoldet

Selvom vi indtil videre primært har haft gode oplevelser med at mundkurven, arbejder vi stadig på at slutte helt fred med tanken om, at den fremover skal være en fast del af vores hverdag med Dexter. Vi har dog fundet en god og konstruktiv måde at tackle hele situationen på:

Først og fremmest omtaler vi nu konsekvent mundkurven som skraldeskjoldet.

Vi ser nemlig sådan på det, at anordningen ikke så meget handler om at begrænse Dexters ædeinstinkt som at beskytte ham mod selv samme instinkt i en verden, der ikke altid er en hunds bedste ven. Hvis Dexter havde levet vildt i naturen (og naturen ikke havde været forurenet af skrald efterladt af forbandede skovsvin!), ville det jo netop ikke have været nødvendigt at begrænse vovsens muligheder for at æde alt, der lugter bare en lille smule af mad. Derfor har vi besluttet os for at tænke på og tale om mundkurven som det den er; nemlig et værn imod de farer, vores hund kan støde på i de omgivelser, vi har placeret ham i.

For det andet er vi blevet enige om, at vi jo ligeså godt kan få det bedste ud af situationen nu, hvor vores hund ikke længere just ser hamrende charmerende ud, når vi går tur med ham på gader og stræder.

Som nogen måske ved, er Dexter opkaldt efter den fiktive, samvittighedsfulde seriemorder Dexter, som i tv-serien af samme navn holder Miami fri for de bad guys, som retssystemet ikke formår at fange. Den firbenede Dexter har ganske vist endnu ikke gjort kål på én eneste skurk, men jeg har altid været svært glad for tanken om, hvor inspirationen til navnet stammer fra.

Derfor er det også så meget mere komisk, at Dexter nu mest af alt ligner noget fra Silence of The Lambs, når han med forventningsfulde, skinnende øjne kigger ud over skraldeskjoldet, imens man gi’r ham hundeselen på forud for en luftetur …! Som konsekvens af den seneste tilføjelse til vovsens gåtursgear har vi på den baggrund givet ham tilnavnet Hannibal Dexter, og vi sender naturligvis en kærlig tanke til Thomas Harris’ romanserie, Anthony Hopkins’ legendariske filmpsykopat og Mads Mikkelsens sofistikerede tv-seriekarakter, hver gang vi ser vores hund med skraldeskjold på snudeskaftet.

Fik jeg sagt, at jeg er ret pjattet med popkultur …? 😀

Dexter med mundkurv
Hannibal Dexter – nu med skraldeskjold 😉

Anyways – vi har i hvert fald besluttet os for, at så længe vi bor et sted, hvor det flyder med efterladt skrald i alle vejkanter og skovbunde, må skraldeskjoldet nødvendigvis være et fast element i alle vores gåture med Dexter.

… og ærligt talt; jeg er sgu virkelig stolt af, at vi er nået frem til den beslutning! Det føles klart som den bedste beslutning, vi har taget som hundeejere, siden vi lærte Dexter at give high-five. 😉

Lad mig lige høre lidt om dine tanker om emnet: Hvad tænker du, når du ser en hund med mundkurv – og hvordan reagerer du på det?