Roadtrip-minder #7

Her kommer syvende del af den serie af blogindlæg, hvor jeg genudgiver dele af den rejseblog, jeg skrev, da Jeppe og jeg var på roadtrip i det sydvestlige USA i august og september 2014.

Det var med nedenstående blogindlæg, at jeg i sin tid afslørede, at Jeppe og jeg i al hemmelighed var blevet gift i Las Vegas, da vi undervejs på vores amerikanske roadtrip-eventyr tilbragte et par dage i lynbrylluppernes by.

Selvom vi siden hen også er blevet lovformeligt viet på borgerlig vis hjemme i Danmark, er jeg stadig ubeskriveligt glad for, at vi et års tid forinden sagde “I do” til hinanden i Las Vegas, og det kildrer stadig i maven af forventningsglade minder, når jeg genlæser nedenstående beretning fra vores uforglemmelige drive through wedding.

Det var SÅ fed en oplevelse!

Hvad jeg ikke har skrevet noget som helst om i nedenstående blogindlæg, er det faktum, at det rent faktisk var meget, meget tæt på, at Vegas-vielsen slet ikke blev til noget – men det fortæller jeg meget mere om, når jeg går bag om rejseskriverierne nede i bunden af indlægget …


All in på kærlighed i Las Vegas

Sidste sommer faldt Jeppe på knæ i en mudderpøl på Roskilde og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham – og det ville jeg gerne!

Og som mange af jer der læser med her på bloggen sikkert allerede har gættet (enten fordi I har afkodet overskriften eller fordi I har kunnet se det på os, når vi i de seneste mange måneder har svaret “Neeeeeej da!” til jeres spørgsmål om, hvorvidt vi da ikke sku’ giftes, når vi nu alligevel var i lyn-brylluppernes by), blev vores festival-forlovelse til et ægte ægteskab, da vi sent onsdag aften blev gift i Las Vegas.

Jow, den er skam go’ nok – klokken syv torsdag morgen dansk tid blev vi dælme “husband and wife”!

I de 11 år vi har været kærester, har vi utallige gange leget med tanken om, at vi en skønne dag ville tage til Las Vegas og blive gift, så da vi begyndte at planlægge vores roadtrip – og der oven i købet var forlovelsesringe på vores fingre – ja, så sku’ vi da have været nogle værre skarn, hvis vi ikke lige havde sørget for at få et bryllup flettet ind i rejseoplevelserne, ikke sandt?

For en måneds tid siden anskaffede vi os en ægteskabserklæring med tilladelse til at blive gift i USA, og med den i hånden kørte vi onsdag aften ind på Clark County Courthouse i det centrale Las Vegas og købte os til den ‘marriage license’, der er nødvendig for, at man kan komme ind fra gaden og blive gift.

Da papirerne var i orden, kørte vi ud for at finde et bryllupskapel, og efter at være kørt vild i nogle ensrettede gader, kom vi forbi en lille kirkelignende bygning, hvor der over indkørslen til gården hang et lysskilt med teksten “The Fast Lane”.

“Er det her?”, spurgte Jeppe, og jeg svarede “Ja, det er det vist.”

Og sådan gik det til at vi fik papir på hinanden, siddende hånd i hånd i vores åbne bil (aka. Hesten uden navn) i et drive-through bryllupskapel i Las Vegas.

Det var det perfekte Jeppe-og-Merete-bryllup!

Las Vegas er på mange måder ét stort Tivoli, og selvom byen er fascinerende, er den også meget, meget usexet – og romantikken skal man lede længe efter, hvis man kigger efter den i bybilledet. Bryllupskapellerne ligger side om side i Downtown Las Vegas, og bryllupsindustrien er en gigantisk pengemaskine.

Men som Yoga Guy så fint sagde det, da vi faldt i snak med ham i Sedona: “You can find inner peace anywhere in this world”. På samme måde behøver al den gøgl og overflade, som kendetegner Las Vegas, ikke have nogen som helst betydning for, hvor uforglemmelig en oplevelse det er at sige ja til at bruge resten af livet sammen med hinanden. Jeg begyndte i hvert fald at tude – nøjagtig som jeg ville have gjort det, hvis der ikke havde været summende lysskilte og trafikstøj i vores nærmeste omgivelser!

Vi har kun ét billede fra vielsen, og det ligger på den cd-rom, som vi fik med som en del af den bryllupspakke, som vi købte, så det kan I først få at se, når vi kommer hjem til Danmark og en pc med cd-rom drev.

Derfor er det her det eneste syn for sagen, vi har at byde på lige nu – here you go!

Marriage Certificate


Bag om rejseskriverierne

At blive gift i Las Vegas er noget af det fedeste og mest mindeværdige, jeg har foretaget mig i mit liv.

Dels fordi det naturligvis var en kæmpestor følelsesmæssig oplevelse at give Jeppe mit ja i den ceremonielle ramme, som vielsen i sagens natur foregik i, og dels fordi der – som jeg også er lidt inde på i indlægget herover – er noget nærmest grotesk uromantisk over Las Vegas i almindelighed og idéen om drive through weddings i særdeleshed.

Det var imidlertid som om, at oplevelsen kun blev endnu mere speciel, fordi det hele var en smule komisk – ja, jeg forestiller mig såmænd, at brudepar, der har fået bryllupskagen galt i halsen eller er synkronskvattet på dansegulvet under brudevalsen, har det på nogenlunde samme måde. Det er ret vidunderligt at have en bryllupshistorie, som er helt unik.

I indlægget herover har jeg faktisk ikke fortalt helt ufiltreret om, hvad der gik forud for Vegas-vielsen i 2014, og det er der en ganske særlig grund til: Jeg ville nemlig gerne have, at budskabet om mit og Jeppes ja til hinanden skulle stå alene som den gode nyhed, det jo var.

… men sandheden er altså, at timerne op til vielsen ikke var lutter lagkage …!

Som jeg skrev om i indlægget her, havde vi nemlig været på farten hele dagen i Las Vegas, da vi først på aftenen nåede tilbage til Bellagio, hvor vi boede. Tiden var simpelthen løbet fra os, og vi havde kun én aften tilbage i Las Vegas, hvis vi ikke skulle gå på kompromis med vores ønske om at nå til Death Valley, Yosemite, San Francisco og så videre. Derfor gav vi os selv to valgmuligheder: Vi kunne opgive ønsket om en Vegas-vielse – hvilket jo ville betyde, at muligheden for, på længere sigt, at få vores drømmebryllup så også gik i vasken samme aften – eller vi kunne gøre et helhjertet forsøg på at mønstre det fornødne energimæssige overskud, som ingen af os ærligt talt var i besiddelse af på daværende tidspunkt. Vi valgte heldigvis den sidste valgmulighed, men dermed var vielsen såmænd ikke uden videre reddet …

Forestil dig det her scenario:

Husband & Wife-to-be ligger i hver sin side af hoteldobbeltsengen med hver sin smartphone og googler på livet løs for at finde ud af, hvilket bryllupskapel, de skal vælge, og hvordan man egentlig finder vej til det der Clark County Courthouse, hvor vielseslicensen skal afhentes. Wife-to-be er megasulten – og hun har det altså i øvrigt med at blive lidt hys, når hun er sulten! – så tiden er i høj grad en faktor. Samtidig lugter Husband & Wife-to-be kraftigt af Nevada-sved efter en lang dag på farten, og som mange af bloggens kvindelige læsere måske kan nikke genkendende til, kan der godt være uoverskuelig lang vej fra den form for klamhedsfølelse til at man har været i bad, vasket, føntørret og glattet sin umedgørlige manke og lagt en nogenlunde fornuftig makeup …

Anyways. Trods flittige Google-søgninger nåede vi aldrig at beslutte os for et bryllupskapel, inden det omtalte tidspres blev så markant, at vi var nødt til at begynde at gøre os klar til at forlade hotellet. Således slæbte jeg min ømme, svedige krop ud under bruseren og ordnede derefter hår og lagde makeup, og lige præcis den dag lykkedes det mig minsandten at lave de vildeste pandaøjne på mig selv. Ja, i en alder af 30 år, havde jeg stadig til gode at lære at blende min øjeskygge, tsk, tsk. Det er ikke blevet meget bedre siden.

Samtidig med at jeg stod på badeværelset og forsøgte at komme til at ligne en brud, stod Jeppe i bar røv med udsigt over Bellagiospringvandene og forsøgte at stryge sin medbragte skjorte. Farvemæssigt matchede skjorten min medbragte kjole åh, så fint, men strygejernet var elendigt, så skjorten forblev krøllet, og da jeg fik kjolen på, strammede den på ganske uklædelig vis hen over brysterne. Stiletterne måtte jeg helt opgive at tage på, eftersom mine lægmuskler stadig var syyyyygt ømme efter at have leveret en pragtpræstation i Grand Canyon fem dage forinden …

Nåmmen sådan gik det altså til, at jeg blev gift i Las Vegas iført et par slidte, sorte ballerinasutter fra Bilka …!

Nåhja, og aftensmad nåede jeg forresten ikke at få, imens jeg endnu var en ugift kvinde, så da klokken slog midnat, gik Husband & Wife ombord i to lækre burgere på Gordon Ramseys burgerrestaurant på The Strip. Jeppe skyllede bryllupsmiddagen ned med Innis & Gunn, og jeg fik en Stella Artois, som selvsagt har været min yndlingsøl lige siden.

Hvis jeg skulle giftes i Las Vegas igen, ville jeg …

… sørge for at få styr på praktikaliteterne på forhånd. Vi satte lidt en ære i, at det hele gerne måtte være lidt rodet og tilfældigt, men det betød så også, at vi blev mødt af en receptionist, der bare gloede vantro på os, da vi troppede op hos Vegas Weddings og spurgte “Can we get married here today?” …! Shit, hvor ville det have været surt, hvis vi havde måttet rejse videre på vores roadtrip med uforrettet sag, når nu vi ellers var klar-parat til at blive gift.

… gå ind til oplevelsen med et åbent sind. Eftersom hverken Jeppe eller jeg havde nogen særlige forventninger om, hvordan vielsen skulle foregå, blev oplevelsen helt fantastisk og positiv. Især den reverent, som viede os, var et ganske vidunderligt bekendtskab, og selvom hans tale til os i sagens natur var præfabrikeret, synes hans ord bare at passe perfekt på os to. Bryllupsfotografen (som blev tilkaldt via speed dial!) var til gengæld helt elendig – men den slags må man jo bare tage med i købet, hvis man ønsker sig et (semi-)spontant og gøglet Vegas-bryllup.

… gifte mig med Jeppe igen. Helt seriøst, jeg vil ikke udelukke, at vi en dag gentager succesen med at blive viet i Las Vegas, men så skal den sgu også ha’ fuld gas med Elvis und alles!

Merete og Jeppes bryllupsfoto fra Las Vegas
Kjolen strammer, skjorten krøller og jeg har grædt glædestårer på mine pandaøjne, men hold kæft, hvor følte jeg mig lykkelig, da det her billede blev taget!