Jeg føler mig hamrende urban og fællesskabsagtig i dag!

Computer, kaffe og OFF-skilt

Så så man lige mig sidde her på en café i hjertet af Odense med min computer og en kop kaffe og et wordpress-dokument i min browser!

Jeg føler mig vældig urban og bloggeragtig i dag. Derfor har jeg naturligvis også gjort mig umage for at tage et meget bloggeragtigt billede til det her bloggeragtige indlæg, det er klart. Men altså. Der er ikke matcha-te i min kop, det er bare kaffe. Sort.

Normalvis ville jeg sidde derhjemme og lege kontormus på det her tidspunkt, men min kalender er simpelthen så mærkværdigt indrettet i denne uge på grund af Odense International Film Festival, hvor jeg for tiden har fornøjelsen af at være med på frivilligholdet.

De seneste dage har jeg haft travlt på en måde, som jeg ikke har oplevet i årevis, og selvom det på mange måder har været en fed følelse at have mange spændende ting på dagsordenen, har det helt afgjort ikke udelukkende været godt for mig at stjærve rundt i byen fra den ene ukendte opgave til den næste. Jeg har flere gange i løbet af ugen mærket nogle velkendte stresssymptomer banke på, for min krop har tydeligvis forvekslet den midlertidige travlhed med den mentale nedsmeltning, jeg oplevede for nogle år siden, da jeg forsøgte at jonglere lidt for meget arbejde og lidt for store akademikerambitioner på én gang. Well, kortisol er der i hvert fald nok af i min krop efter denne uge, så det er nok meget godt, at min almindelige hverdag starter igen på mandag, og den overskuelige tidshorisont gør det nemt at nyde, at jeg først og fremmest synes, det er stjerneawesome at være så involveret i årets filmfestival, som det er lykkedes mig at blive.

Nåmmen i effektivitetens navn har jeg altså i dagens anledning taget mit hjemmekontor under armen for at kunne sidde i centrum af byen og arbejde et par timer fra morgenstunden. På den måde befinder jeg mig nemlig lige rundt fra hjørnet fra Teater 95B, hvor jeg klokken 13 i dag har min sidste frivilligvagt på dette års filmfestival.

Jeg har sommerfugle i maven, for lige om lidt skal jeg både stå på en scene foran en masse mennesker og huske ting og sige ord og alt muligt. Alligevel er den følelse, der fylder mest hos mig i skrivende stund, en velkendt fornemmelse af lurende festivalblues. Om et par dage er dette års filmfestival nemlig slut, og så går der 12 lange måneder, før jeg igen får mulighed for at være filmfestivalfrivillig.

Nørj, hvor jeg altså elsker den fællesskabsfølelse, der sænker sig over én, når man er en del af et større hele, der opfører sig totalt uforudsigeligt og alligevel altid ender med at gå op i en højere enhed. Og frivilligtjansen på filmfestivalen har fået mig til at tænke over i hvilke andre situationer, jeg har oplevet at have en lignende fællesskabsfølelse – og i den forbindelse er det gået op for mig, at jeg faktisk adskillige gange i mit liv har befundet mig i sammenhænge, der har affødt en tilsvarende berusende fornemmelse.

Fællesskabsfølelsen har for eksempel været helt central alle de gange, jeg på den ene eller den anden måde har været involveret i opsætninger af teaterforestillinger, musicals og koncerter. Den har været afgørende, når jeg har arbejdet som social tutor og været med til at ryste sammen på store, brogede hold af nye studerende. Den har gjort sig gældende ved alle de polterabender, jeg har deltaget i – især min egen. Og den har slet ikke været til at tage fejl af, når jeg har været på festival og oplevet den magiske stemning der opstår, når mennesker mødes og kobler fuldstændig af fra hverdagen for at lade sig opsluge af urinstøvskyer og kollektiv lykkerus.

Ahhhhmn, fællesskab. Bedre end alternativet. Når man lige tænker over det.

Hvornår har du sidst oplevet det der med at være en del af et rigtig fedt fællesskab?