3 gode undskyldninger for at kendiscrushe på Michael C. Hall

For tiden går jeg rundt og hygger mig med at genopdyrke et slumrende kendiscrush, som blev grundlagt for næsten 10 år siden; jeg har nemlig Michael C. Hall på hjernen i de her dage!

Michael C. Hall i rollen som Dexter (Photo credit: Christian Weber/Showtime via Dyl86 on Flickr)
Michael C. Hall i rollen som Dexter (Photo credit: Christian Weber/Showtime via Dyl86 on Flickr)

Dexter (2006 – 2013)

Mit kendiscrush på Michael C. Hall begyndte i sin tid at blomstre, da jeg første gang stiftede bekendtskab med hans fortræffeligheder igennem hans vel nok mest kendte rolle som den yderst likeable seriemorder Dexter Morgan i Showtimes hedengangne seriehit Dexter.

Jeg var i særdeleshed pjattet med seriens første tre-fire sæsoner, som jeg vil anbefale til enhver, der kan lide tv-serier med solidt skuespil og en fin balance imellem krimi, drama og gode grin. De sidste fire sæsoner af serien var jeg ikke nær så stor fan af, men hvis man er bare halvt så glad for Michael C. Hall, som jeg er, kan det såmænd sagtens være en sand fornøjelse at se Dexter fra start til slut.

Alle otte sæsoner af Dexter kan ses på både Netflix og HBO Nordic. Sæson 7 og 8 kan også ses på Viaplay.

Six Feet Under (2001 – 2005)

Michael C. Hall i rollen som David Fisher i HBO-serien Six Feet Under (Photo credit: hbonordic.com)
Michael C. Hall i Six Feet Under (Photo credit: hbonordic.com)

Efter mødet med Dexter indledte jeg et tæt samarbejde med Google, Wikipedia og IMDb om at nærstudere Michael C. Halls film-CV, og i den forbindelse opdagede jeg HBO-serien Six Feet Under, som nogle få år forinden havde givet anledning til hans store gennembrud som tv-skuespiller.

På daværende tidspunkt havde jeg ikke nogen særlig udpræget interesse for tv-serier, men det ændrede sig efter, at jeg begyndte at se Six Feet Under, som fuldstændig slog benene væk under mig.

Den serie førte nemlig til den stormende forelskelse i tv-serieformatet, som er en af hovedårsagerne til, at jeg i skrivende stund sidder her i sofaen og meta-blogger om at blogge om tv-serier – og selvom jeg har set rigtig mange fantastiske tv-serier siden dengang er Six Feet Under stadig seriefavoritten over dem alle, hvis man spø’r mig.

Alle fem sæsoner af Six Feet Under kan ses på HBO Nordic.

Film, teater og musicals i almindelighed – og Lazarus i særdeleshed

I Six Feet Under er der især én bestemt scene som peger i retning af, at Michael C. Halls talent rækker ud over det rent skuespilmæssige – manden kan nemlig også synge!

Jeg har altid været ret glad for musicalgenren, og derfor blev jeg svært begejstret, da det gik op for mig, at Michael C. Hall er en dygtig og erfaren teaterherre, som blandt andet har spillet den farverige rolle som the Emcee i musicalen Cabaret på Broadway. Tjek det ud på YouTube; det er en ret vanvittig oplevelse at se, når man kender Hr. Hall fra tv som sympatisk seriemorder og over-kontrolleret bedemand!

Selvom det er blevet til en del teaterroller, har Michael C. Hall har også haft et par filmroller i årenes løb, men den eneste film, som jeg selv har set, er sci-fi-thrilleren Gamer fra 2009. Det er på mange måder en temmelig elendig film – desværre, for på papiret er plottet ellers aldeles awesome – men den er nu alligevel ganske seværdig, hvis man har hang til futuristiske tankeeksperimenter i stil med dem, man også kan få masser af i Black Mirror, som jeg anbefalede her på bloggen for ganske nylig.

Gamer kan ses på Netflix.

Jeg har i årevis drømt hede drømme om at opleve Michael C. Hall i levende live på en teaterscene, så da jeg for et par måneder siden tilfældigt så, at Broadway-musicalen Lazarus, som var David Bowies sidste store projekt inden hans død i januar, ville blive genopsat i London dette efterår, blev jeg så begejstret, at der vist nok undslap et gedigent teenagepigehvin fra min ellers så modne strube …

Nåmmen long story short: Den 18. december kommer drømmen til at gå i opfyldelse, når jeg indtager min stoleplads på fjerde række – midtfor (naturligvis!) – i King’s Cross Theatre i London, hvor jeg skal opleve mit mangeårige kendiscrush på scenen i hovedrollen i Lazarus.

Er du GAL, manner, hvor jeg glæder mig …!

Lazarus kan opleves på King’s Cross Theatre i London indtil den 22. januar 2017.