Roadtrip-minder #13

Her kommer trettende del af den serie af blogindlæg, hvor jeg genudgiver dele af den rejseblog, jeg skrev, da Jeppe og jeg var på roadtrip i det sydvestlige USA i august og september 2014:


Dag 21-22: Lækker vino i Buellton og Danish Days i Solvang

Fredag eftermiddag ankom vi til Buellton, hvor vi skulle bo på byens vartegn The Windmill, som er et af Days Inn-kædens moteller.

Vi gik ud for at spisde en sen frokost, og til at skylle vores burgere (surprise!) ned med bestilte vi to flaskeøl fra det lokale bryggeri, Figueroa Mountain Breweries, som har til huse i den nordlige del af Buellton. Da øllene kom på bordet, viste de sig fra knap så eksotisk en side, som man måske kunne have forventet, når nu man sad på et fremmed kontinent og bad om lokalproduceret øl: Der var nemlig tale om “Danish Style Red Lager”, som er brygget efter dansk forbillede, og som smager nogenlunde ligesom en Rød Odense fra Albani – som jeg forresten aldrig kunne drømme om at bestille i min hjemby, eftersom jeg absolut ikke bryder mig om dens sødlige julebajer-smag.

Øllen var ikke vores første clue om, at Buellton på mange områder læner sig meget op af det danske miljø, som man forsøger at fremelske i området omkring Solvang, der ligger ganske få miles derfra; Buellton er nemlig blandt andet stedet, man skal tage til, hvis man vil have Ellen med det tilnærmelsesvis danskklingende navn til at servere pandekager for én til morgenmad. Det virker i det hele taget, som om Buellton snylter lidt på Solvangs “danskhed”, samtidig med at Solvang nyder godt af al den omtale, som den Oscar-(og Bodil-)vindende film Sideways affødte, da filmoptagelserne fandt sted i området (blandt andet på The Windmill) for omkring et årti siden. Men alt taget i betragtning – pseudo-danskhed, vinoplevelser, bjerglandskab og lækkert klima – stortrivedes vi i de få dage, vi opholdt os i Buellton og omegn.

Da vi nåede frem til vores destination fredag eftermiddag, var vi efterhånden ved at være mætte af roadtrip-oplevelser og indtryk, og vi besluttede os på den baggrund for at udvide opholdet på The Windmill til to dage, så vi kunne tage os god tid til – med Sideways-filmen i baghovedet – at nyde noget Pinot Noir (and not drink any fuckin’ Merlot) og bare slappe af ved motellets udmærkede pool.

Om lørdagen kørte vi til Solvang, hvor der weekenden igennem var ekstra meget gang i byen på grund af de årlige Danish Days, som i bund og grund er en byfest, der fejrer byens tilknytning til Danmark. Det første syn der mødte os, da vi kørte ind i byens centrum, var da også Dannebrog i massevis samt mænd og kvinder i danske folkedragter – men set med danske øjne var der faktisk heller ikke meget mere end dét at komme efter.

På gaden var der etableret en lukket øl-gårdhave i form af en samling plastikborde og -stole omkranset af minestrimmel, og lige ved siden af bemeldte gårdhave kunne man for en håndfuld dollars anskaffe sig en plastikvikingehjelm med eller uden lyse nylonfletninger. Alt i alt var det en små-komisk oplevelse at gå rundt i byen og kigge på festlighederne – og vi hørte i øvrigt ikke én eneste dansk stemme i løbet af hele den eftermiddag, vi tilbragte i “Little Denmark”.

Souvenirbod til Danish Days i Solvang
Souvenirbod til Danish Days i Solvang
Byfestligheder til Danish Days i Solvang
Byfestligheder til Danish Days i Solvang
Hovedgaden i Solvang
Hovedgaden i Solvang

Efter tre uger i burger-land var dagdrømmene om rugbrødsmadder så småt begyndt at melde sig hos os, så vi gik ind på restauranten Bit o’ Denmark og slog os ned i en bås, og efter et hurtigt kig i menukortet – vi vidste jo ligesom på forhånd hvad det var, vi ville have – bestilte Jeppe frokost til os på klingende amerikaner-jysk:

“Hi, we would like two smørrebrød with frikadeller – and two Carlsbergs, please!”

Maden var sådan set OK, omend brødet ikke havde særlig meget med rugbrød at gøre, ligesom frikadellerne ikke just smagte af frikadeller. Men når det kom til stykket, var det bare virkelig dejligt at få noget at spise, som tilnærmelsesvis mindede om noget af det, vi drømte om at have lige inden for rækkevidde, når vi kom hjem til Danmark igen.

Efter frokosten gik vi rundt i byen og kiggede lidt på vinduer og konstaterede, at end ikke souvenirbutikkerne formåede at sælge danskhed i en form, der mindede om noget, vi kendte hjemmefra. På butikkernes hylder stod miniaturefigurer af Den Lille Havfrue side om side med hollandske træsko og sjove kaffekrus med svenske flag, og i madafdelingen kunne man finde akvavit, rugbrødsopskrifter og bøger om lutefisk på én og samme hylde.

Kort fortalt var Solvang nøjagtig som vi havde forventet: Et skægt lille pitstop på turen sydpå ad Highway 1 – og ikke så meget mere end dét. Vi glædede os over, at vi ikke i dyre domme havde købt os til en overnatning i byen, for dét ville have været en temmelig pebret affære, og al danskhedsgøgleriet kan man hurtigt nå igennem på en eftermiddag. Hvis vi nogensinde skulle vende tilbage til Solvang skulle det være for at besøge nogle af byens mange wineries, som helt sikkert kan byde på adskillige glas lækker Pinot Noir fra egne vinmarker.

Lørdagen sluttede vi af hjemme i Buellton med en lækker middag på The Hitching Post, som spiller en central rolle i Sideways. Vi fik de lækreste røde bøffer, vi har fået på hele vores roadtrip, og herlighederne blev skyllet ned med en af husets egenproducerede vine. Der var naturligvis tale om (endnu) en flaske udmærket Pinot Noir – og proppen tog jeg med mig, så den står nu i barskabet på Døckerslundsvej som en souvenir fra vores møde med Californiens dejlige vinland.


Bag om rejseskriverierne

Vinlandet omkring Buellton og Solvang er skønt!

Hvis jeg skulle bosætte mig et sted i Californien, kunne jeg virkelig godt forestille mig at bo deromkring, for på en eller anden sær måde virker alting både hjemligt og velkendt samtidig med at det også føles tilpas eksotisk – og det er i min verden den helt perfekte kombination.

De californiske omgivelser er ganske vist lige en tand grønnere og lidt mere solrige end mine vanlige fynske omgivelser, men det opfatter jeg kun som et plus. Desuden er danskhed selvsagt i høj kurs i både Buellton og Solvang, så jeg bilder mig faktisk ind, at det ville være muligt for en dansksproget ordmager som mig at finde arbejde i området.

Hvis jeg en dag skulle til Buellton og Solvang igen, ville jeg …

… finde overnatning i Buellton, som er et rigtig fint udgangspunkt for en tur rundt i vinlandet. Dog ville jeg nok vælge at bo et andet sted en på The Windmill, som ikke har meget andet at byde på end genkendeligheden, hvis man har set Sideways. Buellton har nogle rigtig gode spisesteder; Industrial Eats og The Hitching Post var blandt de absolut bedste madoplevelser, jeg havde på hele den fire uger lange roadtrip-tur, og så vidt jeg kan se på Google, er begge steder stadig åbne i dag.

… tage på en guidet vintur i området. Der er massevis af lokale selskaber, som tilbyder transport og vinsmagninger på byens omkringliggende vingårde, og jeg kan levende forestille mig, at den slags ville være en oplevelse for livet.

… nøjes med at besøge Solvang på en dagstur – nøjagtig ligesom jeg gjorde i 2014. Som nævnt i indlægget kunne jeg sagtens finde på at aflægge danskerbyen en visit igen en anden gang, men i så fald skulle det nok udelukkende være med henblik på at besøge byens vingårde. Og for at købe en frikadellemad. Og en pose Piratos!