Mærkværdigheder #2

Frisk, sprød pære og moden, saftig pære
Find én fejl.

For nogle måneder siden delte jeg fem mærkværdigheder om mig selv her på bloggen, og det hyggede jeg mig så meget med, at jeg har besluttet mig for at gentage succesen:

1) Jeg ææææælsker den her tid på året, hvor der altid er friske pærer i dagligvareforretningernes frugt- og grøntafdelinger, men jeg er af den faste overvisning, at pærer helst skal være lidt umodne, når man køber dem; faktisk skal de helst være så sprøde, at man næsten knækker tænderne på dem. Modne, saftige pærer er alt for besværlige. Altså ikke elpærer, vel? Frugtpærer.

2) Jeg har for vane at synge andenstemmer på alt. Især på Beatles, Gavin DeGraw og Disney. Det virker helt sikkert røv-prætentiøst, men jeg kan simpelthen ikke lade være.

3) Jeg har telefonfobi … Det er ikke så’n galopperende alvorligt, men det er slemt nok til, at jeg som regel skal tage mig sammen i dagevis, hvis jeg eksempelvis skal ringe til SKAT eller bestille en tid hos tandlægen. Med nogle ganske få undtagelser bryder jeg mig faktisk heller ikke om at tale i telefon med folk, jeg kender, så jeg tyr altid til skriftlig kommunikation, hvis jeg kan slippe afsted med det. Jeg er ret flov over det, for jeg er bange for, at nogen tolker min telefonakavethed som arrogance – men sandheden er, at jeg ganske enkelt aldrig har forstået, hvordan man kan have en meningsfuld samtale med et menneske, man ikke sidder over for.

4) Jeg er generelt ikke den glemsomme type, men jeg bliver alligevel af og til overrasket over de ting, der ligger gemt i min langtidshukommelse. Eksempelvis står det stadig lysende klart for mig, at min skolebus for tyve år siden kørte fra stoppestedet rundt om hjørnet fra mit barndomshjem klokken 7.37 om morgenen. Jeg husker også ganske klart, at jeg som regel var tilpas morgensløv til, at jeg først nåede lokalbussen, der kørte klokken 7.55 fra et stoppested, der lå meget længere væk fra min hoveddør.

5) Dengang jeg stadig gik på universitetet, og hele min person var sygeligt inficeret af akademikerambitioner, farvede jeg mit lyse hår mørkt hver fjerde uge, fordi jeg ikke kunne overskue udsigten til at være en blondine med en forskerkarriere. True Story! Siden jeg droppede ud af universitetet har jeg sat alle kræfter ind på at lysne, lysne, lysne, og jeg glæder mig til at få min naturlige, blonde manke i al sin ustyrlighed tilbage igen.

Er du også en mærkværdig én? Kommenter, hvis du ér! 😉