Kødder du, 2016 …?

I morges vågnede jeg klokken 05.40 og ku’ ikke sove længere. Rakte ud efter telefonen på natbordet og lod mig informerere om vejrudsigter og onlinenyheder. Udbrød “What the actual føkk?!”, da jeg nåede halvvejs igennem nattens Facebook-feed.

I det forgangne år er mit sprog blevet norskificeret ikke-så-lidt, fordi jeg ligesom rigtig mange andre danskere er faldet pladask for den norske ungdomsserie SKAM. Og hvis min norsk-udtale havde været en smule mere stilsikker, kunne jeg da også passende have udbrudt et syngende “Kødder du, 2016?”, da jeg i morges fik søvnen ud af øjnene og dagens top-pop-nyhed ind på nethinden: Det var nemlig med komplet vantro i sinde, at jeg læste, at endnu et musikikon har fået sine vinger få dage inden årets udgang. Har fluks påbegyndt et ambitiøst musiklytningsmarathon til ære for George Michael, may he rest in peace.

For ganske få dage siden, på selveste juleaften, snakkede jeg med nogle af mine med-julere om, hvor relativt deprimerende det efterhånden er at høre på omverdenens insisteren på, at 2016 har været et rædselsfuldt år. Nuvel, jeg har faktisk nogle skønne mennesker i min omgangskreds, der på det helt personlige plan har haft det, som man med rette kan kalde for et annus horribilis, men altså … I London var der reklamer i tuben med ordlyden “Dear 2016, please take the rest of the year off and drink some Southern Comfort”, og de sociale medier er glimtvis én lang pølle af jokende updates om det forgangne års hærgen.

Seriøst, det der 2016-bashing er altså helt vildt langt ude, det er! Det kan jo ikke så godt være dem gregorianske kalenders skyld, at Bowie fik kræft og Zsa Zsa Gabor kun blev 99 år gammel. Ikke desto mindre var jeg selv tilbøjelig til at tænke netop dette, da den triste nyhed om George Michaels død tikkede ind på telefonen her til morgen: “Stop dig selv, 2016 – nu er det fandenfløjtemig ikke sjovt længere!”

For knap to uger siden kårede P1-programmet Sproglaboratoriet årets ord for 2016. Vinderen blev ordet “danskhed”, som løb med sejren foran andre tidstypiske sprogblomster såsom “brexit” “trumpisme” og “fuck”. Og bevares; vi har talt rigtig meget om EU-skeptiske briter, orange tosser og uopfindsomme kraftudtryk i årets løb, men vi har sådan set talt endnu mere om det, der er gået hen og blevet en altfavnende referenceramme for alt det lort, der er sket på verdensplan i løbet af de seneste 12 måneder – nemlig 2016 itself.

Efter min allerbedste overbevisning burde “2016” derfor være blevet kåret som årets ord i år. Som i “Stop dig selv, 2016” eller “2016! What the actual føkk?!” …!

2016 er ikke længere et år – det er en sindstilstand; et slangord, der i mangel af mere dækkende gloser beskriver alt det skrammel, som vi for tiden går rundt og mangler ord for at kunne formidle verbalt. “2016” er i vid udstrækning blevet et humoristisk klingende synonym for noget, som man kollektivt forbinder med noget negativt. Den gregorianske kalenders “Brian”.

Men altså. Selvom 2016 har været et skidt år for populærkulturen og i en vis udstrækning for verdenssamfundet som helhed, er det altså ikke alt sammen noget dritt. For mit eget vedkommende har de forgangne 12 måneder eksempelvis i det store hele været jævla gode. Jeg er forresten slet, slet ikke nået i mål med alle mine nytårsforsætter for det herrens år 2016, men jeg har fandme gjort det godt.

Jeg vil huske tilbage på 2016 som et godt år – på trods af alt.

Hvad vil du huske 2016 for?