Blogindlæg, der aldrig blev skrevet

Tadaaa – og pludselig havde jeg ikke blogget i en måned …!

Solnedgang i St. James Park i London, december 2016.

Det var faktisk ikke helt dét, der var hensigten, da jeg for et par måneder siden officielt gav slip på bloggerambitionstøjlerne i det her indlæg, men den ene januardag har sgu lissom bare taget den anden, og nu er der pludselig gået en tolvtedel af et år, siden jeg sidst gav lyd fra mig her på domænet.

Et par uger inde i januar begyndte jeg såmænd helt OCD-agtigt at tænke, at det nok også ville se pænere ud, hvis jeg bare ventede til februar, inden jeg postede noget som helst på bloggen, for så ku’ det jo også være, at stilstanden forekom at være totalt planlagt og alt muligt. Det var den bare ikke.

På den ene side har skrivepausen efterladt mig med et kreativt og intellektuelt overskud, som har medvirket til, at jeg nu VIRKELIG mærker lysten til at skifte min freelancertilværelse ud med et fast job. Jeg hungrer seriøst efter muligheden for at tage hul på nogle nye, spændende arbejdsprojekter, som kræver andet og mere af mig end min evne til at skrive nogle ord på et tastatur. Og kolleger! Shit manner, hvor jeg savner kolleger.

På den anden side har jeg nærmest dagligt savnet at dyrke skriverierne her på bloggen, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange blogbrokker, jeg har formuleret i mit hoved (og sidenhen i WordPress-kladder) i løbet af den forgangne måneds tid.

I den anledning er kommer her nogle eksempler på blogindlæg, som jeg IKKE har skrevet:

Mine bedste oplevelser i London

London var awesome. Som altid. Budgethotellet levede fuldt op til forventningerne, og jeg vil helt sikkert bo i Southwark igen, næste gang jeg besøger den engelske hovedstad. Lazarus var også fantastisk, så jeg fik mig naturligvis lige endnu en Bowie-relateret popkulturel tudetur på den konto. Og så bondede jeg med mexicanere over en spanskproducerede tequilaøl, blev betroet en hjerteskærende skæbne af en beruset Liverpool-far og mæskede mig i hotdogs og bobler på Bubbledogs, som jeg nu anbefaler til enhver madglad London-turist. Alt i alt var det en alletiders og aldeles uforglemmelig London-tur.

Nytårsforsætter er en god ting, basta!

Manner, hvor har januar dog givet anledning til mange blogindlæg, der plæderer for, at nytårsforsætter må være noget, som fanden har skabt i vrede. I den etablerede del blogland er det tilsyneladende best practice at erkende og påskriftsætte, at det jo uvægerligt vil føre til sabotage af eget selvværd, hvis man i forbindelse med nytåret formulerer nogle personlige mål, som man agter at arbejde i retning af i løbet af det nye år. Vrøvl! Det er altså kun, hvis man er mega dårlig til at sætte realistiske mål, at nytårsforsætter er en skidt ting – og nytårforsætter behøver i øvrigt hverken bygges op om slankekost eller rå muskelmasse. Exhibit A.

Serieanbefalinger på stribe

Januar er mørk. Januar er kold. Januar er en skidegod måned at ligge på sofaen og se tv-serier i. Derfor har jeg tilbragt enhver given lejlighed med at kamp-bingewatche i sofaen den seneste måneds tid, og i den forbindelse er jeg er eddermame stødt på nogle guldkorn, jeg er! Og det her indlæg bli’r alt, alt for langt, hvis jeg begynder at udbrede mig særlig meget om, hvorfor jeg synes, at nedenstående titler er værd at se, men jeg kan altså ikke lade være med at anbefale dem alligevel, så her kommer den helt korte version:

Hvis I ikke allerede har gjort det, sku’ I virkelig ta’ og se Transparent (på Viaplay), Chef’s Table (på Netflix), sæson 3 af Arvingerne (på dr.dk), A Series of Unfortunate Events (på Netflix), sæson 3 af The Affair (på HBO Nordic) og Taboo ( på HBO Nordic). Sidstnævnte er ligeså mørk som januar, men til gengæld er Tom Hardy en gang imellem nøgen. God fornøjelse! 😉