Yatzy, rosé og Salt & Vinegar-chips i solnedgangen

Jeg elsker at rejse ud hjemmefra og se noget andet end mine velkendte, vante rammer i Odense – og jeg gør det så ofte, som kalenderen og økonomien tillader det.

Det foregår som regel i selskab med Jeppe, og vi er nærmest komplet i sync med hinanden, hvad ferievaner angår. Ogæhm, ja, det har jo nok noget at gøre med, at vi reelt har skabt langt de fleste af vores fælles feriepræferencer i løbet af de seneste 13-14 år, hvor vi har fulgtes ad i livet … Men vi har altså endnu ikke anskaffet os matchende campinghabitter, at I ved det!

Nåmmen forskellige typer rejser har det med at afføde forskellige typer af ferieritualer, og om en uges tid går turen til Egypten, hvor min hubby og jeg skal holde en uges solferie i magelige rammer. I den forbindelse kommer vi ganske sikkert til at gentage en masse af de småritualer og vaner, som i årenes løb er blevet en uundværlig del af det der med at feriere i sydens sol for mit vedkommende.

For det første glæder jeg mig til at udnytte all inclusive-konceptet på vores hotel til fulde, så lur mig, om ikke der ryger et par Gin & Tonics, nogle paraplydrinks og adskillige iskolde fadøl indenbords i ugens løb. Når man ligger der ved poolen, har man jo brug for noget læskende, der kan fjerne den der dårlige smag i munden, som man ikke helt kan undgå at få, når man udgiver dagdrømmende blogindlæg om solbeskinnede daseferier midt i februar måned.

Jeg glæder mig (selvsagt!) også til hotellets kæmpebuffeter; især ser jeg frem til morgen-slagsen, for jeg eeeeelsker at bygge små bjerge af hvidt brød på min tallerken og camouflere hele molevitten med melonskiver og deslige. Ammenam! Det er sgu godt, at der også er adskillige store swimmingpools samt nogle gode yoga- og fitnessfaciliteter tilgængelige på resortet, for jeg får temmelig sikkert behov for at brænde en helvedes masse overflødige kalorier af undervejs i ugens løb … Lad os lige krydse fingre for, at jeg får gjort alvor af mine gode intentioner i den henseende, okay?

Når mørket falder på om aftenen, vil jeg smøre mig ind i kokosduftende aftersunlotion, trække en sommerkjole over hovedet og stikke i et par tilsandede flipflops, og så vil jeg tage Jeppe i hånden og gå ned i en af resortets barer og bestille endnu en Gin & Tonic / paraplydrink / iskold fadøl. Og så håber jeg, at vi får lejlighed til at falde i snak med nogle søde og interessante mennesker, der kan bidrage til at gøre ferien særligt mindeværdig; de der mere eller mindre random encounters er nemlig en af vores fælles yndlingsbeskæftigelser, når vi rejser. Og selvom der måske nok er visse rejsemål, der er mere oplagte hvad potentialet for skæbnemøder med spændende, lokale personager angår, kan man jo også sagtens møde en ny ven på et turistresort i Egypten. Det gælder især, hvis den nye ven gerne må være russer, for så er der efter sigende nærmest 100 % træfsikkerhed i Hurghada.

Alt i alt er der virkelig meget, jeg glæder mig til at nyde, når jeg om mindre end en uge befinder mig i den egyptiske solnedgang, men én ferietradition trumfer dem alle: Det bedste jeg ved, når jeg er på daseferie i syden, er nemlig at sidde i aftensolen på hotelværelsets balkon og spille yatzy med Jeppe, imens vi spiser ​Salt & Vinegar-chips direkte fra posen og drikker kølig rosévin. Og i næste uge skal den tradition opretholdes med direkte udsigt til Det Røde Hav.

Ejmen shit, hvor bli’r det dejligt!

Hvad med dig – er der noget særligt, du altid gør, når du holder ferie sydpå?