Postcard aus Hurrrrrghada

Ganske som planlagt foretog jeg mig ikke så meget andet i den forgangne Hurghada-uge end at dase, spise, drikke og generelt bare nyde, så der er egentlig ikke alverden at berette om mine oplevelser i ugens løb.

… men hvis man kan spise for mange auberginer, har jeg da i det mindste præsteret at gøre dét, og mine feta-depoter er vist også fyldt nogenlunde op efter en uge med fri adgang til velsmagende buffetmad morgen, middag og aften. Min badevægt kigger fordømmende op på mig, hver gang jeg træder ud på badeværelset herhjemme – lad os bare sige det sådan!

Bortset fra min genopdagede interesse og begejstring for grillede auberginer fandt Hurghada-turens mest mindeværdige møde sted en aften på lobbybarens terrasse, hvor Jeppe og jeg sad og drak caipirinhas og spillede Uno, imens duften af vandpibetobak og hibiscusblomster bredte sig omkring os. Der var to ledige pladser i sofagruppen, hvor vi sad, og de blev hurtigt indtaget af et smilende, ældre ægtepar, der slog sig ned i vores nærhed for at drikke hver deres farverige paraplydrink.

Inden længe faldt vi i snak med de to søde mennesker, der på klingende tyskerengelsk præsenterede sig som Raimund og Beate fra Augsburg, som ligger i Sydtyskland nær München. Mit kendskab til München begrænser sig til et ydmygt ønske om en dag at opleve en Oktoberfest, så vi kom ret hurtigt til at snakke om øl og fik i den forbindelse en entusiastisk og særdeles varm anbefaling af Raimunds yndlingsøl fra det legendariske tyske bryggeri Augustiner-Bräu med på vejen.

Raimund, der rullede kraftigt på r’erne, når han talte sit vidunderlige mix af 70 procent tysk og 30 procent engelsk, speedsnakkede og gestikluerede vildt og begejstret og bommede snart en af Jeppes Gaulouise-smøger. “Det er verdens bedste ferie-cigaretter,” siger Jeppe altid, når han køber dem, hver gang vi er sydpå – og Raimund var helt med på dét ræsonnement.

Trods sin hang til paraplydrinks og feriecigaretter viste det sig, at Raimund havde en fysik lidt ud over det sædvanlige for gennemsnittet af de hundredevis af pensionsmodne, sandalklædte mænd, der befolkede resortet i Hurghada. Vores nye ven havde nemlig gennemført en Ironman flere gange; blandt andet havde han for et par år siden inviteret sin søde hustru, Beate, med til Florida for at indfri sin livsdrøm om at gennemføre en Ironman i Miami. Selvom de flinke sydtyskere forekom at være relativt berejste, var drikkevandsforholdene i det sydøstlige USA desværre alligevel kommet bag på Iron-Raimund i en sådan grad, at han blev ramt af et voldsomt tilfælde af rejsemave kort efter løbets start, og eftersom han efterfølgende ikke var videre tilbøjelig til at drikke vandet langs cykel- og løberuten, måtte han nøjes med cola for at holde væskebalancen nogenlunde oppe resten af dagen … Og altså, nu løber jeg jo sjældent så langt, at jeg har behov for at drikke undervejs, men jeg kan levende forestille mig, hvor rædselsfuldt dét må være!

Anyways, Raimund var jo rejst den lange vej fra Sydtyskland til Florida for at indfri sin personlige drøm, så han nægtede naturligvis at give op. Han gennemførte sin Ironman på 11 timer og 41 minutter – og efter hans eget udsagn kastede han næsten ikke op længere den sidste kilometer inden mål. Oh. My. God!

“I went nach Florida to complete the race, so natürlich I didn’t want to quit. I just focused auf visualising die finish line,” forklarede han os, alt imens han storsmilende simulerede forsøget på at løbe nogenlunde oprejst på trods af mavekramperne.

“Das ist all you have to do: Focus auf die finish line.”

Såeh, ja: Man kan altså sagtens få sig én på opleveren af at falde i snak med fremmede mennesker, selvom man befinder sig så ueksotisk et sted som på et luksusresort i Hurghada. Og næste gang jeg har lidt ondt af mig selv, når jeg forsøger at tilbagelægge fem kilometer i løb, vil jeg tænke på Raimunds vise ord: Focus auf die finish line. Hvis en mand på 60 kan gennemføre en Ironman på en cocktail af rejsemave og cola, så kan jeg sgu også løbe fem kilometer uden at pive!

Iron-Raimund med de rullende r’er gjorde et stort indtryk på mig, og mindet er nu blevet foreviget i form af en løbende souvenir-kamel, der siden hjemkosten fra Egypten forleden har prydet min odenseanske køleskabsdør. Hver dag, når jeg ser på magneten, tænker jeg tilbage på Raimund og Beate, på egyptisk aftensol og velsmagende caipirinhaer og på duften af hibiscusblomster, feriecigaretter og vandpibetobak. Så er det næsten som om jeg også kan fornemme aftersun-lotionen, der trænger ind i huden efter en efter en lang, magelig dag i en solstol under Afrikas svimlende sol – og minsandten, om jeg ikke også næsten kan smage de lækre, grillede aubergineskiver igen.