94 år gammel og åndsfrisk til det sidste

Jeg har egentlig nørklet med en rejseberetning om den forgangne uges visit i Liverpool, men det indlæg kommer til at vente på sig, for i disse dage er der noget ganske andet, som det ligger mig mere på sinde at skrive om.

Min mormor sov nemlig ind i forgårs – og selvom det jo i sagens natur er trist, når nogen går bort, har hendes død faktisk først og fremmest fået mig til at tænke så mange rare og livsbekræftende tanker, at intet føles mere naturligt end at ære hendes minde her på bloggen.

Elly hed hun, min gamle mormor – og ja, man kan vist godt tillade sig at omtale nogen som “gammel”, når de har oplevet 94 somre. Hun kom til verden den 4. juni 1922, og siden da har hun blandt andet både overlevet en verdenskrig plus det løse, to ægtemænd og et temmelig slidsomt liv som landmandskone på Ribe-egnen. Altså lige indtil i forgårs, hvor hun – mindre end halvanden måned før sin 95-års fødselsdag – trak vejret for allersidste gang.

Ud over at slå sine folder som sydvestjysk landmandskone, dengang hun var i sin allerbedste alder, var hun også sådan en mormor, der altid stod klar med åbne arme, når jeg kom på besøg hos hende som barn. Det skortede aldrig på puddersukkermadder eller citronfromage i hendes hjem, og jeg fik altid lov til at smovse i resterne fra flødeskumsskålen, når hun smækkede en lagkage sammen i sit ualmindelig Madam Blå-agtige køkken. Jeg elskede at klæde mig ud i hendes blomstrede kjoler og pynte mig med hendes store, farverige perlekæder – at blive passet hos mormor var simpelthen bare det bedste!

Ud over sine old school farmerskills og sit barnebarnstække havde min mormor også nogle forbilledlige kreative evner og en virkelyst ud over det sædvanlige.

Hun spillede orgel, lavede gipsfigurer og malede oliemalerier til den helt store guldmedalje, og jeg har faktisk netop hængt et af hendes mest farverige værker op på væggen i kontoret. Fremover kommer det til at hænge dér og inspirere mig i dagligdagen og minde mig om det, som min mormor og jeg havde tilfælles, nemlig behovet for at udtrykke os kreativt.

I min mormors generation var det de færreste kvinder, der beskæftigede sig med kreative udfoldelser i det omfang, som hun gjorde det, men hendes kreativitet og virkelyst har lissom altid fundet en vej frem – og jeg husker hendes hjem som et spændende sted, hvor der altid var kilet igangværende maleprojekter ind bag alle døre og reoler. Det er formentlig en del af forklaringen på, at bagsiden af det farverige maleri, som nu pryder væggen i mit hjemmekontor, indeholder nogle sirlige kragetæer, der oplyser om, at arbejdet med værket blev påbegyndt i 1975 og afsluttet i 2004. Næh, man bli’r sgu aldrig for gammel til at dyrke sin passion – eller til at genopdage en slumrende én af slagsen, for den sags skyld.

Det hører også med til historien om min mormor, at hun var Jehovas Vidne.

I årenes løb har religionen sandt at sige affødt ikke-så-få konflikter i familien, så selvom jeg i de her dage mest tænker tilbage på alle de positive minder fra min barndom, var mit forhold til min mormor heller ikke helt ukompliceret.

Som Jehovas Vidne er man blandt andet forpligtet til at deltage aktivt i det forkyndelsesarbejde, som trossamfundet er kendt for verden over. Det er en fundamental forudsætning for, at man kan regnes som en del af fællesskabet, så hvis man ikke løbende forkynder budskabet om Messias, risikerer man i sagens natur at blive udstødt fra trossamfundet. Derudover er man som bekendt moralsk forpligtet til afholde sig fra ting som at modtage blodtransfusioner, aftjene værnepligt, dyrke sex udenfor ægteskabet, drikke sig beruset og meget andet.

Når man lever som rettroende Jehovas Vidne, frasiger man sig desuden sin demokratiske stemmeret, da det er i strid med trossamfundets læsning af biblen at engagere sig politisk. Det hedder sig i øvrigt også, at man ikke må tage en lang videregående uddannelse, hvis det på nogen måde risikerer at fjerne fokus fra det daglige forkyndelsesarbejde – nåhja, og dertil kommer, at Jehovas Vidner regner homoseksualitet for at være en helt uoverskueligt stor synd.

Alt i alt tegner den trosretning, som min mormor tilhørte, sig for en verdensopfattelse, der ligger uendelig langt fra de værdier, som jeg personligt abonnerer på. Som jeg tidligere har skrevet lidt om her på bloggen, er jeg ikke selv et religiøst menneske, og jeg ville ærligt talt aldrig kunne forlige mig med de doktriner, som Jehovas Vidner opfatter som helt naturlige – men min opvækst med en troende mormor, som jeg holdt virkelig meget af, har udstyret mig med en forståelse for de ting, der driver stærkt religiøse mennesker som hende.

Når hun en gang imellem så sit snit til at forkynde sit budskab over for mig og mine allernærmeste, gjorde hun det af kærlighed; hun gjorde det kun, fordi hun ville os det bedste. Egentlig ville hun jo bare gerne give os muligheden for en lys fremtid på den yderste dag: Hun ville gerne have os med i himlen.

Jeg har i øvrigt den største respekt for hvad som helst, der kan indgyde styrke, virkelyst og livsglæde i mennesker, og dét kunne Jehovas Vidner gøre for min mormor. Trods hendes høje alder havde hun formentlig et langt mere aktivt og tilfredsstillende socialt liv, end hvad der er de fleste 94-årige mennesker forundt, og det var i høj grad takket være den menighed, som hun tilhørte. Jeg tror ikke, man kan overvurdere værdien af at være velsignet med et stærkt socialt netværk, når man nærmer sig de hundrede år.

På lørdag skal min mormor bisættes fra Rigssalen i sin hjemby, og jeg glæder mig over, at jeg kan være med til at tage den værdige afsked med hende, som hun fortjener.

Jeg vil altid huske hende for alle de gode ting, hun bidrog med i min barndom – og for den kreativitet og virkelyst, som jeg gudskelov har arvet en lille smule af. Gid, jeg også får lov at leve livet, helt indtil jeg er 94 år gammel.