Scaramouche, will you do the fandango?

SPONSORERET INDLÆG

Lad det være sagt med det samme: Hvis ikke jeg havde fået tilbudt to gratis sponsorbilletter til den danske opsætning af Queen-musicalen We Will Rock You, ville jeg nok slet ikke have set den – og dét til trods for, at jeg nok holder en hel del mere af Queens musik end gennemsnittet.

Jeg havde ganske enkelt ikke lyst til at løbe risikoen for at få spoleret alt det smukke og unikke, der kendetegner det fantastiske bagkatalog, som de herrer Deacon, Taylor, May og Mercury producerede i 70’erne og 80’erne og helt frem til Freddie Mercurys død i 1991.

Men nu var det jo trods alt gratis, og man sku’ da være et skarn, og alt det der.

Den danske musicalopsætning af Queen-musicalen We Will Rock You sparker røv! (Credit: Miklos Szabo)

Jeg ved godt, at det klinger lidt musikfascistisk at give udtryk for bekymringer som den ovenstående, og hånden på hjertet: Jeg kan sgu godt li’ at tænke på mig selv som en type, der forstår mig på rigtig musik. Ikke desto mindre bunder min hang til Queen faktisk primært i, at det første emne, som min husbond og jeg bondede over, da vi lærte hinanden at kende i gymnasietiden for over sytten år siden, var Queens legendariske album A Night at the Opera fra 1975. Da vi sidenhen blev kærester, tilbragte vi alle vores aftener med at snave og se Live at Wembley ’86 på det skrummel af et billedrørsfjernsyn, som optog en betragtelig del af Jeppes søndervardensiske teenagehule af et kælderværelse. Those were the days!

Såeh, ja – Queens musik har altså en helt særlig plads i mit hjerte, og derfor var jeg ærligt talt temmelig forbeholden og en smule bekymret, da jeg i går aftes trådte indenfor dørene i Royal Arena i København for at overvære premieren på den danske opsætning af We Will Rock You.

Alle mine nostalgiske, romantiske og mere eller mindre musikfascistiske forbehold blev imidlertid gjort effektivt til skamme, for der gik kun ganske få minutter af forestillingens første akt, før jeg var ét stort, begejstret smil, der sad og klappede, heppede og skraldgrinede i kor med de 4000 øvrige Queen-elskende publikummer, der var til stede i arenaen på premiereaftenen.

Den danske opsætning af We Will Rock You er baseret på Ben Eltons originale engelske version af Queen-musicalen, som kunne opleves på Dominion Theatre i London fra 2002 til 2014. Musikken i den danske opsætning er direkte importeret fra originalversionen, men dialogen er på dansk – og den er såmænd skrevet af Lars Hjortshøj. Altså ham, der var inden i Robert Dølhus. Og i Broder Salsa. Og i alt for mange afsnit af Live fra Bremen. Forstå mig ret; jeg kan virkelig godt li’ Lars Hjortshøj, men han rimer lissom bare ikke særlig godt på klassisk britisk rockmusik, vel …? Dét var i hvert fald mit umiddelbare ræsonnement forud for gårsdagens premiereoplevelse, men Lars Hjortshøj har altså i den grad formået at adaptere den 15 år gamle musical til en tidssvarende dansk version, som i den grad sparker røv. Dialogen indeholder så mange gode, søde og sjove musik- og popkulturhyldende replikker, at den danske opsætning af We Will Rock You er en sand fornøjelse, uanset om man er nostalgiker, romantiker eller musikfascist på hobbyplan.

Det otte mand store band spiller i øvrigt røven ud af bukserne, så der er helt sikkert ingen, der vender sig i sin grav på den konto. Hovedrolleindhaverne synger desuden fremragende, og Kristine Yde er i særdeleshed eminent i rollen som Scaramouche, der blandt andet leverer en fortolkning af Somebody to Love, som i mine ører er endnu bedre end George Michaels ellers ret legendariske version fra 1992.

Det var kort fortalt helt på sin plads, da gårsdagens velfortjente premiereapplaus i løbet af nul-komma-fem udviklede sig fra almindelig hujen og piften til en helt perfekt og dundrende begejstret hyldest til We Will Rock You:

Gulvtramp-klap! Gulvtramp-klap! Gulvtramp-klap! Gulvtramp-klap!

Wauw, for en fremragende forestilling – og sikke en positiv overraskelse!

We Will Rock You kan opleves i Royal Arena i København frem til den 7. maj og i Jyske Bank Boxen i Herning fra den 18. til den 21. maj 2017.