Gensyn med Matador #6: Opmarch

Episode 6 af Matador, som afslutter seriens første sæson og har titlen Opmarch, kan ses online i HD-restaureret udgave lige her.

(Credit: Else Tholstrup)
    • Året er 1932, og Mads Skjern opfører sig fortsat som et arrogant røvhulshul: “Han skal hedde Erik efter min far,” annoncerer han skråsikkert, da højgravide Ingeborg træder ind i stuen med deres fællesbarn i maven. “Ja, mig er der sgu ingen der opkalder nogen efter,” tilføjer grisehandleren tørt, og det er altså en skam, eftersom Oluf Larsen utvivlsomt bidrager med nogle af de fornuftigste værdier i den udvidede Skjern-familie.
    • Åh-åhhh! Den slunkne varebeholdning i Damernes Magasin skriger til himlen, og kassen er så godt som tom. Jeg har i øvrigt aldrig set de der pengesedler før. De ligner jo nærmest noget fra Matador. *badumtisj*
    • Scenen imellem Vicky og Oberst Hachel er egentlig både grotesk og overdramatisk, men jeg elsker Bjørn Watt Boolsens ultraautoritære og staccato-agtige måde at levere sine replikker på: “Vil du hellere på et hjem for forvildede kvinder?!” spørger han retorisk, som om det er Vickys eneste reelle alternativ til at parere sin faders ordre og flytte hjem på kasernen igen. Trods sine egne udenomsægteskabelige eskapader belærer han også Vicky om, hvordan hun (ikke) bør agere i rollen som sørgende enkefrue: “Sådan siger kun en flane om sin nyligt afdøde ægtemand!” Fun fact: Retskrivningsordbogen definerer “flane” som “en letsindig kvinde”, og det er jo i bogstaveligste forstand det, Vicky i virkeligheden er – løssluppen og flyvsk af natur.
    • “Af alle tosser i verden er far den største,” konstaterer den unge Vicky med et suk, da hendes bryske ophav har forladt lejligheden. Not so fun fact: I virkelighedens verden var Bjørn Watt Boolsen psykisk syg og måtte efter sigende indlægges i længere perioder under indspilningerne af Matador. Alligevel formåede han at spille rollen som den temperamentsfulde Oberst Hachel på en finurlig og afbalanceret måde, så man kom til at holde af ham på trods af den forstokkede attitude – Hachel er i hvert fald en af mine personlige favoritkarakterer i hele Korsbæk, det er helt sikkert.
    • “Jeg ikke bare tror, at du kan lære noget; jeg tror også, at du har gode muligheder for at blive voksen, Vicky,” diagnosticerer Doktor Hansen, inden han udskriver noget beroligende til enkefruen. Den sympatiske, uortodokse doktormand minder mig pludselig om Rafiki fra Løvernes Konge.

  • Fnis …! Grisehandler Larsens kommentar, efter at han har forhandlet med Holger om prisen for at lade Ingeborg og Ellen være i fred, er en af de sjoveste replikker i hele serien: “Det er sguda godt, at man er vant til at handle med svin!” Haha!
  • Mads Skjern udnytter sin voksende indflydelse og formue til at sørge for, at Holger forlader Korsbæk. Det er ganske vist bare noget med en bunke kolde kontanter og en enkeltbillet til Canada, men hvis man ikke vidste bedre, ville den efterfølgende samtale med Ingeborg nok forlede én til at tro, at patriarken havde sørget for at få Holger til at puttesove med fiskene. Ej, hvor er han altså ubehagelig i den scene.

  • Hold da op, manner – Varnæs-brødrene er godt nok tørstige. Der er efterhånden mere sprut på bankdirektørens skrivebord, end der er maghoni-paneler på væggene i Korsbæk Bank.
  • Er der forresten nogen, der vil lære mig at lægge øjenskygge ligesom Gitte Graa?!
  • Enten drikker Varnæsserne espresso til morgenmaden, eller også har man venligst udlånt Regitzes dukkestel til kaffen. Uanset hvad kan der helt sikkert ikke være en tilfredsstillende mængde morgenkaffe i de der miniaturekopper.