At være rask med modifikationer

“Nå, men er du så kommet dig over det der stress …?”

Det spørgsmål har jeg fået rigtig mange gange i løbet af de seneste to år.

Og i lørdags fik jeg det så endnu engang, oven i købet fra en ret uventet side; det var nemlig imens jeg stod til OFF Awards-efterfesten med en Odense Classic i hånden og snakkede med en frivilligkollega, som jeg kun havde kendt i et par dage.

Det var en af de der snakke, hvor man lynhurtigt kommer til at snakke om noget, der virkelig rykker. Ikke bare om vejret, og heller ikke kun om alle de fede kortfilm, vi begge havde nået at se i løbet af ugen, hvor vi begge havde været med på frivilligholdet ved Odense International Film Festival.

Det startede faktisk med, at jeg præsenterede mig selv som freelancer og blogger, hvilket ret hurtigt ledte videre til, at jeg også forklarede, at mit nuværende arbejdsliv er resultatet af, at jeg i løbet af 2014 tog mit liv op til revision efter at have været sygemeldt med stress. Min samtalepartner kunne nikke genkendende til det der med at stå ved en skillevej i sit liv, og så var fundamentet ligesom lagt for en god, lang snak, der handlede om alt andet en støvregnvejret i Odense C.

“Nå, men er du så kommet dig over din stress …?”.

“Ja!”, svarede jeg prompte. Med eftertryk og helt uden at tøve.

Det har jeg sgu aldrig gjort før …!

Merete i haven

Min snak med frivilligkollegaen – og mit spontane svar på hendes spørgsmål – har efterfølgende fået mig til at fundere en ekstra gang over det der med at være stressramt og, ikke mindst, over det med at identificere sig selv som stressramt. Da jeg startede den her blog var det nemlig med udgangspunkt i en livssituation, hvor alting handlede om at blive stresstilstanden kvit, og hvor alt hvad jeg foretog mig var et led i den proces. På daværende tidspunkt overskyggede elendigheden ofte alt andet, og eftersom det var vigtigt for mig at være åben om situationen, fortalte jeg ved flere lejligheder ærligt og ufiltreret om mine nedture her på bloggen. Derved kom stresstilstanden reelt til at føles som en temmelig velintegreret del af min onlineidentitet, og det smittede ikke så lidt af på min selvopfattelse IRL.

Hej, jeg hedder Merete, jeg har stress, er 32 år gammel og bosat i Odense.

Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag har jeg så mange gode ting kørende for mig, at stressforløbet nu bare en del af min historie, lidt ligesom det hører med til den fuldgyldige Merete-fortælling, at jeg engang blev mobbet ud af min klasse i folkeskolen. Den historie er heller ikke en behagelig én af slagsen, men både stressnedturen og mobningen har – kliché-alarm! – bidraget til at forme den person, jeg er i dag, og jeg er entydigt taknemlig for at have været igennem begge oplevelser.

For et års tid siden betroede jeg mig til en gammel bekendt, som også engang har prøvet at gå ned med stress-flaget: Jeg fortalte hende, at jeg havde accepteret, at jeg nok aldrig ville blive helt rask igen; at jeg for altid ville være skrøbelig én, der blot måtte lære at passe bedre på mig selv, så stresstilstanden ikke skulle få held med at trække tæppet væk under mig én gang til. Hun fortalte mig i den forbindelse, at hun udmærket genkendte den fornemmelse fra sit eget sygdomsforløb, men at hun kunne forsikre mig om, at jeg nok skulle blive helt rask igen; at skrøbeligheden ikke nødvendigvis var kommet for at blive. Jeg troede ikke på hende, det indrømmer jeg blankt: Jeg tænkte, at hun nok bare ikke havde været lige så syg som mig. “Det er jo ingen sag at blive rask, hvis man aldrig har været rigtig syg”, ræsonnerede jeg med et selvoptaget tanke-fnys.

Ikke desto mindre har det altså siden hen vist sig, at der var noget om snakken: Jeg har fået det bedre, og jeg føler mig ikke længere skrøbelig. Så ka’ du fandme lære det, pessimist-Merete!

I sagens natur er det der med at erklære sig fuldkommen rask efter et alvorligt stressforløb alligevel en sandhed med modifikationer. For stressfornemmelserne kigger jo stadig forbi fra tid til anden; den afgørende forskel er bare, at de ikke længere bider sig fast – og HURRA for det!

Så ja, jeg er kommet mig over min stress.

Jeg er atter rask, rask med modifikationer – hvilket er meget bedre end at være syg med modifikationer, sku’ jeg hilse og sige. Sikke en åbenbaring at få sig over en håndbajer på en støvregnfuld lørdag aften i Odense.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *