Derfor skal du se Westworld

Hvis du gerne vil kunne snakke med, når folk omgangskredsen diskuterer tv-serier, skal du gå i gang med at se Westworld snarest muligt, for jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig, at HBO’s nye storsatsning ikke bli’r the talk of the town i seriekredse de kommende måneder.

Westworld, som vel nok bedst kan beskrives som en sci-fi-fortælling i western-forklædning, havde premiere på HBO søndag aften amerikansk tid, og sæsonpremieren blev samtidig frigivet på HBO Nordic klokken 3 mandag morgen.

Selvom det nok ikke bli’r en vane for mig at sætte vækkeuret så tidligt, er der ingen tvivl om, at jeg får en hel del lettere ved at komme ud af fjerene de kommende ni mandage, og i disse on demand-tider står det jo heldigvis enhver seriefan frit for at indtage både morgenkaffe, skyr og blødkogte æg, imens der nørdes tv i den spæde morgenstund. Sådan kommer mine morgener i hvert fald til at se ud de kommende uger, det er stensikkert!

Sci-fi møder western

Jeg har i virkeligheden aldrig brudt mig særlig meget om westerngenren, og derfor var jeg også noget skeptisk, da jeg første gang fik nys om HBO’s planer om at lave en ny storserie baseret på Michael Crichtons 70’er-film Westworld om en futuristisk forlystelsespark, hvor rigmænd betaler sig til rekreative ophold i kunstige westernomgivelser blandt uforudsigelige (og uhyggelige!) menneskelignende robotter. Men da jeg så siden hen blev klar over, at mysteriemesteren over dem alle, J.J. Abrams, var involveret i projektet som executive producer, fattede jeg alligevel interesse for serien – og i løbet af det seneste års tid har mine forventninger til serien vokset sig tårnhøje. Derfor er jeg selvsagt både lettet og ovenud begejstret over, her på premieredagen, at kunne konstatere, at mine Westworld-forhåbninger indtil videre er blevet indfriet – hver og én, og mere til.

Westworld bringer nemlig i den grad noget nyt til torvs i seriesammenhæng. Allerede i det første afsnit fornemmer man, at sci-fi-elementet absolut ikke bare til for sci-fi-elementets skyld; det er der derimod, fordi det understøtter de eksistentialistiske temaer og problemstillinger, der formentlig kommer til at definere serien på lang sigt. Og western-aspektet bidrager reelt bare med en setting, som i modsætning til så mange andre miljøer ikke er slidt op i seriesammenhæng – og når det pludselig går op for én, at det er en saloon-agtig coverversion af Soundgardens Black Hole Sun, der på autentisk western-vis strømmer fra klaveret i seriens centrale barmiljø, virker det på forunderlig vis dejlig velkendt og sært moderne på én og samme tid.

Westworld
Credit: hbonordic.com
Westworld
Credit: hbonordic.com

Hvis man er til tankevridende sci-fi af den slags, som man kender fra serier som Lost, Fringe og The Leftovers, kan jeg ikke forestille mig andet, end at man også vil være tilbøjelig til at falde pladask for Westworld – det gjorde jeg i hvert fald selv efter at have set det første afsnit. Og hvis nogen af jer, der læser med, har det lidt ligesom mig og synes, at det tit er skurkene, der definerer en rigtig god tv-serie, skal I i øvrigt glæde jer ekstra meget til at se Westworld: Ed Harris’s karakter i serien er nemlig en af de mest creepy figurer, jeg længe har stiftet bekendtskab med i seriesammenhæng, og jeg kan nærmest ikke vente med at blive klogere på, hvad den mystiske cowboy(-robot …?) er for én. Indtil videre ved jeg bare, at han er den iskoldeste westerngangster på prærien. Pisseuhyggelig!

Har I set sæsonpremieren på Westworld – og hvad synes I om den?

Westworld
Credit: hbonordic.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *