Elle King: Hvis Adele spillede banjo og hang ud med Courtney Love…

For ganske nylig var jeg ude for den vidunderlige sjældenhed at høre en sang i radioen, som greb mig om hørenerven i en sådan grad, at jeg så’n helt spontant blev glad i låget fra det ene sekund til det næste!

Jeg Soundhoundede fluks sangen og fandt ud af, at den vellyd, der strømmede ud af højttalerne via MyRocks fynske sendefrekvens faktisk kom hele vejen fra the US of A – nærmere bestemt fra et ganske bemærkelsesværdigt sang-organ hos en lille californisk blondine ved navn Elle King.

Jeg bed mærke i navnet og noterede mig, at jeg nok hellere måtte skrive et blogindlæg om min musikalske nyopdagelse, så jeg kunne sole mig lidt i fornemmelsen af at være sådan én, der har fingeren herremeget på pulsen og spotter alle mulige fede rising stars, længe før de får en pladekontrakt og slår igennem og begynder at turnere og alt det der.

Menøhh – så googlede jeg Elle King. Og fandt ud af, at det i dag er præcis et år siden, hun udgav debutalbummet Love Stuff. Så deeeeeet.

Elle King
Elle King med banjo og fuld skrald på stemmen (Credit: Levi Manchak via Flickr)
Nå, men selvom jeg således ikke just er den mest oplyste musikfan på stadion, viser det sig faktisk, at den danske del af internettet tilsyneladende stadig har til gode at få ørerne op for Elle King, og så vidt jeg er orienteret, har de danske koncertgængere vist også stadig til gode at få muligheden for at opleve hende live på dansk jord – så det er alligevel ikke helt galt afmarcheret, når jeg drister mig til at dele min nyslåede begejstring for den lille, vævre dame her på bloggen.

Ved første ørekast lyder Elle King en lille smule som Adele – hvis altså Adele var sådan én, der hang ud Amy Winehouse og røg smøger med Courtney Love. Dertil kommer, at hun har en kæmpe udstråling samt adskillige flere kilo (og tatoveringer) på sidebenene end langt de fleste af hendes kvindelige konkulleger* – og så spiller hun i øvrigt en heftig banjo!

Gi’ Elle King et lyt – og sig lige til, hvis du høre noget om en koncert på dansk jord, ok?

Se musikvideoen til den første single fra Elle Kings debutablum Love Stuff herunder.

* Det er Jeppe, der har smittet mig med det her ord, som dækker over konkurrenter, der også er kolleger 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *