En chokoladepushers bekendelser

“Spiser du så chokolade hver dag …?”

Spørgsmålet kom fra en kunde, som jeg forleden småsludrede med, alt imens jeg udstyrede hendes nyindkøbte gavekurv med rigelige mængder træuld og cellofan.

“Ja, det er vist ikke meget galt,” svarede jeg smilende – ganske i overensstemmelse med sandheden – og hun kvitterede med et anerkendende nik. Vi var tydeligvis helt på bølgelængde.

Siden jeg for et par måneder siden påbegyndte min aktuelle løbebane som chokoladepusher, er kakaoindholdet i min dagligdag helt klart steget, og chokoladen er efterhånden begyndt at afsløre sig selv som et regulært gateway drug, der baner vej for en spirende afhængighed af andre lækre sager.

Jeg nævner i flæng: Friskkværnede peruvianske kaffebønner. Fransk paprika fra Baskerlandet. Rosenpeber fra Mauritius. Kryddermandler med havsalt og sommertrøffel. Fuldfede Taggiasca-oliven håndplukket af norditalienere fra Ligurien.

Og rødvin – åhhh, rødvin. Fra alle verdens afkroge. Fantastiske flasker i hundredvis, der bare venter på at blive købt af mig og bragt hjem til min vinreol, hvor slagtilbuddene fra Føtex nu blegner totalt i det fine, nye selskab af lækre sager, der behager min drueglade gane.

Jeg er hooked nu, og de vinøse dyder auto-integrerer sig i min personlighed i et omfang, så jeg inden længe risikerer at fremstå som en mega-douche af en vinsnob. Kan ganske enkelt ikke lade være med at slubre-ilte mine mundfulde, når jeg tager en tår af et glas vin; det er på rekordtid blevet en refleks. Og min underbevidsthed er tilsyneladende helt ligeglad med, om det rent faktisk er vin, der er i glasset, for jeg slubrer også lystigt løs, selvom glasset indeholder lunken cola hvis fornemste formål er at agere tilbehør til en snasket tømmermændsburger.

Jeps, mega-douche. Det er nogenlunde der, vi er. Det er et skråplan, det her chokoladepusherliv, men nørj, hvor jeg altså nyder det.

En mening om “En chokoladepushers bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *