Festivalnostalgiske tanker fra en eksilvardensisk ja-hat

Sponsoreret af Varde Open Air

Når Varde Open Air i år løber af stablen den 29. og 30. juli, vil jeg endnu engang være at finde iblandt de festivalkåde vardensertyper, der hvert år mødes og holder sommerfest med musik og fadøl i Arnbjerg Parken.

Og manner, hvor jeg glæder mig!

Jeg glæder mig til at feste og gense gamle venner og kramme dem under bøgetræerne – og jeg glæder mig i særdeleshed til at iføre mig min allerflotteste ja-hat og skråle med på Lars Lilholt af mine lungers fulde kraft.

Her på bloggen har jeg ved flere lejligheder været inde på, at jeg virkelig knuselsker at være på festival; jeg har enormt stor glæde af at lade krop og sind kalibrere med en solid dosis antidagligdag hver eneste sommer, for alting er sgu så dejlig enkelt, når man er på festival og ens største bekymringer drejer sig om, hvornår det næste band går på scenen og hvem der mon skal gi’ den næste kande øl.

FestivalfødderMine festivalmæssige tilbøjeligheder blev grundlagt ret tidligt; faktisk var det allerede i begyndelsen af 1990’erne, at jeg som niårig begyndte at træde mine festivalbarnesko.

I starten foregik det ganske vist i min festivalvante families fodspor, men selvom der dengang vist kun var sodavand i mit plastikkrus, var festivaltilværelsen allerede på det tidspunkt ensbetydende med rigelige mængder popmusik i liveformat og glad-i-låget-agtige mennesker i hobetal.

Det var Varde Open Air, der dannede rammen for min barndoms festivaldebut, og siden dengang i 1993 har jeg været trofast gæst hvert eneste år, når Arnbjerg Parken har slået portene op til livemusik og fadølshygge blandt de vardensiske bøgetræer. Dengang havde festivalen allerede 15 år på bagen, så Vardes største musikfest nærmer sig faktisk efterhånden sit 40-års jubilæum!

Man skal vist nok helt til Roskilde for at finde en anden dansk festival, der har lige så mange års festivalerfaring under bæltet, men der stopper sammenligningerne med Roskilde Festival så også: Selv med 60.000 urinstøvede festivalgængere kan stemningen foran den legendariske roskildedensiske Orange Scene nemlig slet ikke hamle op med den helt unikke atmosfære, der opstår i Arnbjerg Parken, når 4.000 medsyngende og -hujende koncertgæster indtager lægterne foran Friluftsscenen i Varde.

Varde Open Air
Fest foran Friluftsscenen på Varde Open Air (Credit: Varde Kommune)

Udover at jeg i årenes løb har været en fast deltager i festlighederne omkring Varde Open Air, har jeg også været vidt omkring som frivillig hjælper på festivalen: Jeg har både malet sommerfugle i Vardebørnenes ansigter og små koboltblå Open Air-guitarlogoer på granvoksne mandeskuldre, forsynet lækkersultne festivalgæster med popcorn og baconsnacks en masse, langet utallige fadøl, shotsrør og spandevis af berusende slush-ice over bardiskene og været med til at udsmykke hele festivalpladsen og de arnbjergske omgivelser med alle regnbuens farver.

Sammenholdet og stemningen blandt Open Airs frivillige er noget helt særligt, og uden de mange, mange ildsjæle, der hvert år bruger adskillige hundrede timer af deres fritid på at arrangere musikfest for vardenserne i Arnbjerg Parken, ville juli måned nok rinde ud på helt anderledes undervældende vis, end det har været tilfældet i snart fyrre år.

Heldigvis knokler de festivalglade superheltekræfter ufortrødent videre på trods af, at Varde Open Air i år oplever modgang og kritik, som virkelig skærer mig i mit eksilvardensiske hjerte, og jeg har kæmpestor respekt for det arbejde, ildsjælene hvert år lægger i arrangementet.

… og jeg har forresten ligeså mange lovord til overs for alle de skønne lokalpatrioter, der fortsat gladeligt støtter op om Open Air-festlighederne år efter år, og som blæser højt og flot på, at ja-hatten ellers synes at være gået lidt af mode i den henseende.

Uden gæster er det nemlig fandes svært at holde gode fester, så HURRA for jer, kære ja-hatte!

Vind billetter til Varde Open Air 2016

I samarbejde med Varde Open Air har jeg fået lov at udlodde 5 x 2 billetter til årets festival, og dem har du mulighed for at vinde:

For at deltage i konkurrencen skal du bare lige surfe over på Facebook og følge instruktionerne i det opslag på bloggens Facebookside, hvor nærværende blogindlæg er blevet delt.

Du kan klikke dig direkte videre til facebooksiden ved at følge linket herover, hvor du også kan læse mere om konkurrencebetingelserne.

Ses vi til livemusik og fadøl i Varde den sidste weekend i juli …? 🙂

2 meninger om “Festivalnostalgiske tanker fra en eksilvardensisk ja-hat

    • meretebjerrum@gmail.com ForfatterBesvar

      Amen! Festivalhygge er det bedste i verden. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *