Følg mig på Snackchat på Snapchat

Jeg er altså ret pjattet med det der Snapchat, jeg er!

Selvom jeg ganske vist foreløbig ikke er den allerdygtigste snapchatter på wi-fi-netværket, nyder jeg altså virkelig at tappe mig igennem venner og (be-)kendtes snapstories flere gange dagligt.

Jeg synes, det er brandhyggeligt at følge med i nære og fjerne relationers hverdag sådan lidt på afstand; det føles nemlig dejligt uforpligtende og giver mig samtidig en fornemmelse af at være en smule inde i, hvad der rører sig i folks dagligdag – og dét kan i mange tilfælde være ret inspirerende, synes jeg.

Som jeg før har været inde på her på bloggen, bli’r jeg nok aldrig en ørn til at begå mig på Instagram inden for de æstetiske rammer, som netop det medie lægger op til og fortjener, og derfor synes jeg, der er noget vidunderligt befriende ved at bruge Snapchat til at dokumentere hverdagens små mere eller mindre fotograferingsværdige øjeblikke i stedet.

På Snapchat hersker der ikke i samme grad som på Instagram en indbygget æstetik-konsensus, og det passer kort sagt mig og mit æstetiske blik (eller mangel på samme) rigtig godt.

Desuden ejer jeg jo – som tidligere nævnt – ikke så meget som én eneste underkop fra Royal Copenhagen og har – af gode grunde – heller aldrig friske blomster stående på et veldækket morgenbord, så helvede når højst sandsynligt at fryse til is, før jeg for alvor bli’r en mester i at begå mig på Instagram efter alle kunstens regler.

snackchat84Hvis du, ligesom jeg, synes, at det er skægt at være med på en kigger i nære og fjerne bekendtskabers dagligdag, skal du derfor være umådelig meget velkommen til at add’e mig på Snapchat.

Jeg slår mine folder bag brugernavnet snackchat84, hvis det sku’ ha’ din interesse, men du kan selvfølgelig også tilføje mig ved hjælp af snapkoden her ved siden af, hvis du foretrækker den løsning.

Og hvis dét er tilfældet, kan du jo passende lige fortælle mig, hvordan den slags fungerer, for jeg ved det faktisk ikke! 😀

Jeg håber, vi snappes ved!

Jeg fortsætter i hvert fald med at snappe hverdagsglimt i ét væk. Især agter jeg løbende at udstyre min snapstory med hundebilleder i upassende mængder, for Dexter aka. Snapfrans Snackfrans udgør klart ét af de mest snapværdige indslag i min egen dagligdag.

Derudover er jeg også leveringsdygtig i alt fra formiddagskaffekrus med formiddagskaffesavl til halvfulde, halvtomme rødvinsglas. Og i næste uge får den helt sikkert fuld gas på snappen, når jeg skal på Tinderbox, for det bli’r ganske givet en særdeles snapværdig oplevelse. 🙂

Snackchat
Snackfrans og Den Overeksponerede Hundesnack

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *