Gensyn med Matador #10: I disse tider

Episode 10 af Matador, som har titlen I disse tider, kan ses online på dr.dk lige her.

Der er rabaldermøde på Postgaarden i episode 10 af Matador. (Credit: Else Tholstrup)
  • I Matadors tiende episode er det blevet efterår i år 1935, og der har været såkaldt “rabaldermøde” på Postgaarden i forbindelse med et besøg af læge og fosterfordriver Jonathan Leunbach. Debatten om kvinders ret til fri abort sætter de forskellige karakterer i perspektiv og modsætningsforhold til hinanden: Elisabeth er fortaler for retten til fosterfordrivelse, imens Mads Skjern forholder sig fuldkommen urokkeligt og stokkonservativt til emnet. Ingeborg er – som altid – pragmatisk anlagt og plæderer for at svangerskabsafbrydelse i nogle tilfælde er den eneste rigtige løsning for både mor og barn.

  • Og apropos svangerskab: Agnes er gravid. Hun er tilsyneladende lige på nippet til at nedkomme med hendes og Rødes første barn, og de lykkelige omstændigheder medvirker givetvis til at den ellers så progressive Agnes bliver voldsomt forarget over at nogen overhovedet kan tænke tanken om fosterfordrivelsen til ende. Ikke mindst fordi hendes husbond brillerer ved at argumenterer for fri abort som en middel til at give proletariatet en ærlig chance for at undslippe den onde cirkel det er at være fertil. Charmetrold.
  • Måske har jeg set for meget HBO-nøgenhed, men altså … Er det ikke lidt irriterende at hele hele Hans Christians affære med bankassistenten Ulla foregår i lodret stående kyssepositur på kontoret? Jeg køber ikke rigtig idéen om at de to har et lidenskabeligt forhold til hinanden når jeg aldrig får syn for sagen. Mere lummerhed, tak!

  • Lidenskaben imellem Hans Christian og Ulla er i øvrigt ret afgørende for om man som seer overhovedet føler med Hans Christian da filmen omsider knækker for ham umiddelbart efter at Ulla gør forholdet forbi. Han bryder hulkende sammen ved sit skrivebord, men selvom jeg inderligt elsker Hans Christian Varnæs som karakter, mærker jeg altså ikke hans fortvivlelse så’n rigtigt.
  • Doktor Hansen leverer en endeløs række af vidunderlige replikker i det her afsnit, og den første er rettet mod Korsbæks udskældte fosterfordriver-fortaler, Elisabeth Friis: “Nådadada, der har vi jo Korsbæks valkyrie!” Jeg er vild med at Doktor Hansens intellektuelle referenceramme altid kommer til udtryk igennem hans replikker.
  • Musse og Viggo Skjold-Hansens datter Iben er kommet til Korsbæk efter af have brudt forlovelsen med sin tyske nazist-tilkommende. Nu er hun klar til at slå kløerne i byens allermest attraktive ungkarl, Kresten, men han spiller kostbar, for han vil hellere have Elisabeth tilbage.
  • Tjener Boldt kommer med kække bemærkninger om Agnes’s højgravide tilstand, men hun er rap i replikken og sætter ham på plads på 1930’er-måden: “Ved du hvad, Boldt? Om to måneder er jeg fin igen, men du kommer til at se ligeså faaaaarlig ud resten af dine dage!”

  • Møgherne er til middagsselskab hos Varnæsserne og Misse spørger forsigtigt: “Mor, vil du også have lidt citronvand?”, og moren råbe-svarer prompte: “Jeg vil hellere ha’ whisky!” Haha, Tante Møhge is my spirit animal!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *