Gensyn med Matador #8: Komme fremmede

Matador har holdt pause sommeren over, men nu er serien tilbage med episode 8 der har titlen Komme fremmede. Afsnittet kan ses online lige her.

Ernst Nyborg har indtaget Korsbæk i mere end én forstand (Credit: Else Tholstrup)
  • Kunstmaleren Ernst Nyborg er kommet til byen, og man fornemmer tydeligt at han er kind of a big deal. Fede bliver eksempelvis så star struck over mødet med Hr. Nyborg på Jernbanecaféen, at han helt glemmer at æde sin mad. Det er en sjov og ret tidstypisk detalje at ingen af korsbækkerne på forhånd ved hvordan Ernst Nyborg ser ud – på trods af at han skal forestille at være en af samtidens allermest celebre kendisser. Hvis historien havde udspillet sig i 2017, ville Ernst Nyborg formentlig for længst have været med i Vild med Dans, og så havde ingen været i tvivl om hvem han var.

  • Når jeg ser Karen-Lise Mynster i Matador, ser jeg ikke Ulla Jakobsen; jeg ser kun Krummes mor. Er der andre der har det på samme måde – eller er det bare fordi min personlige referenceramme primært er defineret af at jeg havde et kæmpe-crush på Laus Høybye og derfor så den første Krummerne-film et utal af gange i løbet af 1990’erne …?
  • Hey, hvad sker der lige for det der skarpe, grønlige lys bag de matterede ruder i Varnæs-stuen? Har det været der hele tiden?
  • Mads Skjern giver rask væk femtusinde kroner for at få Ernst Nyborg til at male et portræt af borgmesteren. Hvis man regner beløbet om til 2017-penge, svarer det til at han betaler intet mindre end 186.000 kroner for maleriet. På forhånd. Og det er vel at mærke alt sammen for at fedte sig ind hos bykongen, så han kan få lov til at smide endnu flere penge efter det projekt han i virkeligheden interesserer sig for, nemlig at bygge sin egen konfektionsfabrik. Mads Skjern, makin’ it raaaaain!

  • Brødrene Varnæs har fået rigelige mængder champagne inden for deres respektive veste og beslutter sig for at spille Ludo om kokkepigen Laura. Agnes bliver tydeligvis forarget over udmeldingen, men hovedpersonen selv synes ikke at undre sig over at herskaberne muntrer sig ved at spille hasard om tyendet. Tankevækkende – og temmelig sørgeligt, vil jeg mene.
  • Jeg er vild med karrusel-analogien, som Nyborg gør brug af, da han omtaler Gitte Graa overfor Maude: “Hun er som en karrusel! Man kan stå på, man kan stå af. Ingen skal regne med at få alle turene.” Fnis!
  • Maude spiser middag med Ernst på Skovpavillonen. Han drikker og æder med stor appetit og taler konsekvent med mad i munden. Scenen slutter med at han sender Maude verdens mest sleazy sovekammerblik, alt imens hans gnasker insisterende på et fedtet kyllingelår, og det hele virker tydeligvis vanvittig tiltrækkende på den stramtandede Maude. Scenen står for mig som noget af det mest mindeværdige i historien om Fru Bankdirektørens rendezvous med sin gamle tegnelærer, og det er givetvis fordi Erik Balling var en fremragende instruktør. I hvert fald har Morten Grunwald selv udtalt at det er direkte imod hans natur at opføre sig så primitivt som han gjorde i rollen som Ernst Nyborg: “Jeg haaader selv at tale med mad i munden, og jeg haaaader, når andre folk gør det. Men Balling havde vist lige set en film med sådan en renæssancegut, der åd og drak og kæmpede, så han insisterede,” fortalte han for nylig i dette interview, som DR har lavet med den 82-årige skuespiller i anledning af genudsendelsen af Matador.
  • Mads Skjern har købt en dyr pels til Ingeborg, men hun er ikke interesseret i at gå i den, så hun beordrer Arnold til at returnere den. Hans Christian Varnæs har købt den samme pels til Maude, og hun vil heller ikke have den men kyler den fra sig i entréen inden hun går op og lægger sig. Agnes derimod – hun vil hellere end gerne trække i den dyre pelsfrakke, men foreløbig kun i smug. Det er matadorsk karakterudvikling når det er allerbedst!
  • Ernst sidder i sofaen med armen om Maude. Han klæder hende af med øjnene og vil tydeligvis også gerne have hende med hjem på sit hotelværelse, så han kan klæde hende af sådan for realzies. Maude afviser ham imidlertid, så han forlader Varnæs-hjemmet med uforrettet sag. Maude fortryder sin afvisning og begiver sig ud i Korsbæk-natten med kurs mod hotellet – men da hun når frem, viser det sig at Ernst i mellemtiden har taget en tur i Gitte Graa-karrusellen. Ernst, you dog!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *