Gensyn med Matador #9: Hen til kommoden

I Matadors niende episode er der bryllupsfestligheder på dagsordenen i Korsbæk. Afsnittet kan ses online her.

Agnes og Rødes bryllupsfest er sådan én man godt gad være med til. (Credit: Else Tolstrup)
  • Vi skriver 1935, og Agnes skal giftes med Røde. Vielsen skal finde sted på rådhuset, for som Agnes siger: “Lauritz tror jo ikke på gud.” Scenen er både væsentlig og interessant i forhold til udviklingen af Røde som karakter, for det er tankevækkende at han er ikke-troende i religiøse henseender, samtidig med at han er ekstremt idealistisk i politiske henseender. Man fornemmer at han er ved at miste jordforbindelsen, og hans opførsel er især påfaldende i den scene hvor han – dagen efter sit bryllup – marcherer igennem Korsbæk med sin røde fane, imens han kopierer nazisternes strækmarch. Og Agnes sidder bare og veeeeenter på sin nye ægtemand, der bliver ved med at finde på undskyldninger for at undgå at flytte hendes ungpigekommode ind i deres nye lejlighed.
  • Den nye lejlighed ved branddammen koster i øvrigt hele femogtyve kroner om måneden, men så er kakkelovnen altså også helt ny. De 25 kroner er bare alt for mange penge, når man som Røde tjener lige på den pæne side af 100 kroner om måneden, så deres landlady – grisehandlerens kone, Kathrine Larsen – forbarmer sig over det unge par og lader dem slippe med en husleje på 20 kroner i måneden.
  • Da den gæve Fru Larsen viser lejligheden frem til de to turtelduer, spotter hun noget lurende dysfunktionelt i relationen imellem Agnes og Røde og giver den vordende brud et ægte visdomsråd: “Man skal aldrig dølge sit mandfolk men give ham et langt tøjr. Så hitter han altid hjem igen.” Åh, Katrine, din kloge kone!
  • Jeg har svært ved at tro at Misse rent faktisk har skubbet kørestolen med Tante Møhge længere væk fra Downtown Korsbæk end op og ned ad Algade. Ikke desto mindre befinder Møhgerne sig pludselig på en grusvej ved Skjerns nye byggegrund, og det virker ganske enkelt ikke realistisk. Jeg har nemlig med egne øjne set Tante Møhges kørestol hos Nordisk Film i Valby, og den er altså bestemt ikke terrængående, sku’ jeg hilse og sige.
  • Viggo Skjold-Hansens store engagement i sagen om Skjerns byggegrund, som måske/måske ikke er blevet solgt til ham i strid med Møhge-klausulen, gi’r mig de vildeste krimi-vibes. Jeg kan slet ikke lade være med at komme til at tænke på hans rolle som den koleriske Kriminalassistent Jensen i Olsen Banden, men det er nu også en dejlig association at få. “Jeg kan snuuuuuse så snart der er noget muggent, og jeg skal nok finde det!”

  • På sin bryllupsdag er Laurids så uforberedt, at det minder mig om den dag, jeg selv skulle giftes: Det var ganske vist ikke et spørgsmål om, at jeg lod min tilkommende vente på mig, da ceremonien skulle stå, men da de første gæster troppede op til vores bryllupsfest, gik jeg stadig rundt i bare tæer og med våd neglelak på fingerneglene, imens jeg dirigerede oppyntning med den ene hånd og velkomstdrinks med den anden.
  • OMG, bryllupsscenen er jo aaaaalt for lang. Kurt Ravn er en fremragende visesanger, men behøver vi virkelig høre alle ni vers af De Tre Musikanter, hva’, Erik Balling?
  • Selvom selve scenen føles for lang, ku’ jeg nu alligevel godt tænke mig at være med til Agnes og Rødes bryllupsfest. Stemningen er skidego’ og der bliver sunget og danset spjætmazurka så ruderne dugger. Jeg tror, det er en aften som gæsterne kommer til at tænke tilbage på med glæde de næste mange år.

  • Dagen efter brylluppet kommer nazisterne til i Korsbæk, og da de ubehagelige typer begynder at strækmarchere op og ned ad Algade, spotter Ingeborg Holger i geledderne – altså ham den sløje eksmand, som Mads Skjern bestak for at holde sig væk. Jeg synes at John Martinus, som spiller rollen som Holger, er uhyggeligt godt castet, og jeg er angiveligt ikke alene om at finde karakteren troværdig: I hvert fald oplevede privatpersonen John Martinus engang at blive spyttet i ansigtet af en tilfældig forbipasserende, som kaldte ham et “lille modbydeligt nazi-svin” … Hvor er jeg dog glad for at jeg lever i en tid hvor folk efterhånden har lært at kende forskel på fiktion og virkelighed – ellers ville der godt nok være mange dygtige skuespillere der skulle kigge sig over skulderen konstant.

  • Det er muligvis noget med min referenceramme – igen – men jeg kan altså ikke se på Rødes tyske digter-ven Herbert Schmidt uden at komme til at lege med tanken om at han lever et dobbeltliv som arkivnisse i Rigsarkivet sammen med en kæk og madglad praktikant ved navn Pyrus.
  • Omsider tager Røde sig sammen til at flytte Agnes’ ungpigekommode fra Varnæssernes hjem til den nye lejlighed ved branddammen. Det sker først da han har ladet Herbert flytte ind – uden at aftale det med Agnes først. Hvis nogen skulle have været i tvivl før, står det vist helt klart nu: Turtelduernes ægteskab kommer ikke til at bestå i den tosomhed, som Agnes drømmer om, for i det sekund hun flytter sammen med Røde, flytter hans røde interesser – og nissen – nemlig med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *