Om hospitalsbesøg og sandsynlig sygdomsfrihed

For over et halvt år siden indledte jeg Projekt Find-ud-af-hvad-der-er-galt-med-maven. Min mave, altså.

Ud over at den er lidt for tyk, er den nemlig også ofte så udspilet, at jeg til tider ikke kan trække vejret, fordi der tydeligvis ikke både er plads til udspilethed og lunger i mit korpus.

I lang tid tolkede jeg faktisk vejrtrækningsbesværet som et stressymptom, eftersom mit stressforløb i sin tid i særdeleshed satte sig på mit åndedræt som en stor, fed elefant, der havde taget permanent ophold på min brystkasse. Det var således først, da jeg for nylig begyndte at føle mig stressfri igen, at jeg for alvor fik øjnene op for, at der optræder to vidt forskellige slags vejrtrækningsbøvl i mit liv; dels er der signalet fra mit nervesystem, som skal minde mig om at geare ned, hvis der ikke er en sabeltiger i hælene på mig (det er der som regel ikke), og dels er der det åndedrætsbesvær, som skyldes ekstrem fysisk utilpashed i kroppen.

Det seneste halve års tid har jeg desperat forsøgt at finde en forklaring på, hvorfor jeg altid går rundt og er så oppustet, at min udspilede mave ligner noget, der hører til på én, der er højgravid. Oppustetheden er nemlig til tider helt ekstrem, og eftersom den ofte ledsages af andre ubehagelige mavesymptomer, har jeg længe inderligt ønsket mig en grundig, lægelig vurdering af sagen – og det har jeg fået nu.

For en måneds tid siden fik jeg nemlig omsider en henvisning til mave-/tarmambulatoriet på Odense Universitetshospital, og det førte til, at jeg i går klokken 13.57 indfandt mig i det enorme hospitalskompleks, hvor jeg først lige tilbragte 20 minutter med at styrte rundt på fortove og gange (naturligvis iført høje, larmende hæle!) for at finde frem til indgang 128, hvor jeg havde en tid klokken 14.

Shit, mand – jeg havde totalt undervurderet, hvor stort det sted er! Og jeg HADER at komme for sent til den slags aftaler, men jeg glæder mig alligevel over tanken om, at hovedårsagen til, at jeg fór vild, var, at jeg trods mine snart 11 år i Odense aldrig før har haft en anledning til at besøge OUH. Altså lige bortset fra dengang, hvor jeg tilbragte en pinlig tømmermændssøndag på skadestuen. Nå, det var et sidespring …!

Da det omsider lykkedes mig at finde frem til mave-/tarmambulatoriet, blev jeg modtaget af en storsmilende lægesekretær, der fluks hentede den læge, der skulle tilse mig. Doktormanden var en purung, norsktalende fyr, som først stillede sådan cirka syvhundrede spørgsmål om alle mulige aspekter af min livsstil; kost og motion, civilstatus, hverdagsvaner og så videre – og så naturligvis en lang række opklarende spørgsmål om de symptomer, han kunne læse om i min journal. Derefter blev jeg trykket godt og grundigt på maven og undersøgt i øjne og hals med en pencillygte. Dét har jeg sgu aldrig prøvet før, så jeg følte mig totalt som en patient of the week i Grey’s Anatomy.

Alt tydede umiddelbart på, at jeg er sund og rask, så med udgangspunkt i mine egne beskrivelser af symptomerne var den unge doktormand ikke synderligt i tvivl om diagnosen:

“Du lider højst sandsynligt af irritabel tyktarm.”

Irritabel tyktarm er vel at mærke en ganske ufarlig lidelse, men den kan være ekstremt ubehagelig – og i og med at mit mavebøvl primært kommer til udtryk som abnorm oppustethed, er der vist ingen tvivl om, at mit tilfælde nok endda hører til i den mildere ende af skalaen.

Ikke desto mindre er det vigtigt at få undersøgt symptomerne til bunds, så enhver mistanke om, at der kan være tale om en mere alvorlig tilstand, kan udelukkes. Derfor skal jeg for god ordens skyld gennemgå yderligere et par undersøgelser, inden mit forløb afsluttes.

Den oprindelige mistanke om glutenintolerans er allerede stedt til hvile, men jeg er endnu ikke blevet testet for laktoseintolerans. Derfor skal jeg i første omgang have taget en blodprøve, og dét kan jeg sagtens overskue. Derudover skal det imidlertid også udelukkes, at der kan være tale om en betændelsestilstand i tarmen, og det er sgu straks værre; også selvom der ikke for alvor er noget, der tyder på, at jeg har en decideret sygdom. Jeg tænker nemlig mest på undersøgelsen som en ren formalitetssag, og det er måske derfor, jeg fokuserer alt for meget på det grænseoverskridende element, som undersøgelsen involverer.

Af respekt for de læsere, der er ligeså sart anlagt som jeg selv, vil jeg ikke gå i detaljer med tarmundersøgelsen men nøjes med at fortælle dette: Jeg har fået et glas med hjem fra hospitalet. Og det er ikke til at tisse i.

Ej, men for hæwled altså. Jeg kan slet ikke overskue det, og samtidig banker jeg mig selv oven i hovedet over, at jeg ta’r på vej over sådan en tosset ting. Hold kæft, hvor er det dog et luksusproblem, altså.

I disse Knæk Cancer-tider skal man vist bare prise sig lykkelig over, at man højst sandsynligt er ganske sygdomsfri og slipper med en diagnose, der kan behandles med psyllium-frøskaller og måltidsregulering. Så det lover jeg at gøre – fra nu af.

Knæk Cancer-blomst af hundesnacks
Mit bud på en #knækcancerblomst – af hundesnacks 🙂

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *