Løbemusik: Motiverende træningstoner med 175 beats per minute

Det er vist ikke nogen underdrivelse at sige, at jeg er en temmelig middelmådig løber, men over det sidste års tid er mine løbeture så småt gået hen og blevet et fast indslag i min hverdag – og det er jeg faktisk ret så stolt af!

Når jeg løbetræner, tyr jeg som regel til løbebåndet, fordi jeg har opdaget, at det bevægelige underlag afholder mig fra at reagere på mine nej-nu-kan-jeg-altså-ikke-mere-tanker liiiiidt længere, end hvis jeg løber ude i naturen, hvor der som regel er en hel del kortere imellem tanke og handling. Hvis nogen lige ville sørge for at installere en stopknap på stien i Skibhusskoven, så skulle det sgu nok ku’ lykkes for mig at lade være med at give op i samme sekund, som mælkesyren rammer mine lægmuskler, men jeg er altså bare en gigant-kylling, når det kommer til at presse mig selv fysisk!

Musik er dog en stor hjælp for mig, når jeg sådan løber om kap med min egen trang til at overgive mig til mageligheden – og det er vel at mærke ikke hvilken som helst slags musik, jeg putter i ørerne, når jeg hopper i løbeskoene.

Fællesnævneren for alle sangene på min playliste er, at de befinder sig på et BPM-niveau imellem 170 og 180, og i mit tilfælde passer det perfekt til rytmen i mit nuværende løbetempo på lige omkring 9,5 kilometer i timen. Når jeg lytter til listen under en løbetur afholder den mig fra at forfalde til en hastighed, der er sløvere end hvad jeg udmærket godt ved, jeg kan præstere – og det er altså et must for mig, når jeg kæmper mod min indre gigant-kylling.

Fordelen ved at lytte til musik som jeg kan løbe i takt til er i øvrigt, at jeg jo jævnligt skifter ud i playlisten efterhånden som mine ben bliver i stand til at flytte mit korpus fremad med en højere og højere kadence. Og det er virkelig tilfredsstillende, når jeg opdager, at de sange, som det engang var svært at holde trit med, pludselig føles helt vildt langsomme i forhold til den gennemsnitlige løbehastighed, som jeg gradvist har vænnet mig til på løbetbåndet – eller på den forjættede Skibhusskovsti, som jeg trods alt også af og til aflægger et besøg her i sommervejret!

Nåmmen som du kan se på listen herunder, er der jo plads til mange flere fantastiske løbenumre på min Spotify-playliste, så kære læser – inspirér mig!

Hvilke sange lytter du til når du løbetræner?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *