Meretes modenheds-deroute: Pinlig tømmermændssøndag på skadestuen

Fra tid til anden spø’r jeg mig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at jeg er ENOGTREDIVE år gammel!

Den forgangne weekend startede ellers så fint – og ganske modent, sku’ jeg hilse og sige…

Lørdag formiddag bevæbnede Jeppe og jeg os nemlig med rigelige mængder grødris for at starte dagen i kærlighedens tegn på Flakhaven i Odense, hvor vores gode venner Kristina og Sune klokken 10:45 trådte ud fra rådhuset som nygifte!

Efter at have kastet med ris og skålet i bobler i solskinsvejret ønskede vi det nygifte par en fortsat smuk dag med familien og begav os videre ud i gågadenettet for at shoppe. Vi sluttede indkøbsturen af på det internationale marked på Flakhaven, hvor vi købte os fattige i smagfulde goudaoste, lækre vildsvinepølser og friskbagt olivenbrød samt ægte engelsk fudge i upassende mængder (naturligvis).

Som de civiliserede mennesker vi er (læs: “af og til bilder os selv ind, at vi evner at være”), satte vi os om aftenen ved spisebordet (ja, ved SPISEBORDET – som en afveksling fra sofabordet, der ellers udgør det hyppigst anvendte underlag for vores aftensmadsindtagelse) for at nyde vores nyindkøbte lækkerier, som blev skyllet ned med mere end ét glas kølig rosévin.

Efterfølgende hoppede vi på cyklerne og kørte ud til Odins Bro, der i lørdags gav tag over hovedet til det gratis musikarrangement Bas Under Buen, og der mødtes vi med Jeppes kammerat Henrik og havde en fest. Efter et par timer med tunge basrytmer, dans og sjusser sprang vi af uransaglige årsager på cyklerne igen – denne gang for at sætte kursen mod en night cap eller to på Bar Rar.

Alle der kender mig ved, at jeg ellers aldrig cykler i en brandert, og jeg fatter virkelig heller ikke, hvorfor det ikke faldt mig ind at nøjes med at trække cyklen i lørdags!

IMG_1334Nå, men det gik da heller hverken værre eller bedre end at vores høje festhumør fik et ordentligt hak, da vi på vej ind mod byen svingede til venstre ad Havnegade og mit styr viklede sig ind i Jeppe med det resultat, at vi synkronstyrtede med et middelstort brag!

Umiddelbart kunne vi heldigvis konstatere, at vi var sluppet nådigt fra styrtet, så vi trak bare cyklerne ind til siden og satte os på kaststenen for at tilse vores hudafskrabninger. Der gik således adskillige minutter, før Jeppe pludselig udbrød:

“Hvor er dine briller egentlig henne?”

De lå på vejen. Og de havde mildest talt ikke klaret flyveturen lige så godt som deres ejer…

Nå, men vi kom selvsagt aldrig på Bar Rar i lørdags. I stedet ringede min snarrådige Jeppe efter en taxa, som hurtigt bragte vores forslåede kroppe hjem i trygge rammer, hvilket var vældig tiltrængt, eftersom jeg langsomt begyndte at kunne mærke, at jeg nok faktisk havde slået mig mere, end hvad jeg i første omgang havde troet.

Efter en ualmindeligt dårlig nattesøvn, som foruden begyndende rosétømmermænd bar præg af, at min højre skulder smertede helt åndssvagt meget, gik det meste af søndagen derfor med, at jeg ømmede mig og bællede vand for at komme tømmermændene til livs, så jeg ku’ få en idé om, hvor mange af smerterne, der reelt havde med styrtet at gøre – og hvor meget der retteligt burde tilskrives almindelig selvmedlidenhed.

Midt på eftermiddagen måtte jeg erkende, at smerterne i skulderen bestemt ikke var aftagende, så vi kørte på skadestuen, hvor jeg med røde kinder forklarede, at min ufunktionsdygtige højre arm var resultatet af et íkke helt ædrueligt cykelstyrt!

Lang historie kort: Skadestueturen var en skidego’ oplevelse, og jeg tog derfra med vished om, at jeg i hvert fald ikke har brækket noget; min højre arm er bare temmelig chokeret efter det pludselige og lidt for eftertrykkelige møde med asfalten. Og nåhja – så fik jeg i øvrigt en stivkrampevaccination i venstre skulder, så nu kan jeg ikke løfte nogen af mine arme højere end til taljen!

Men pyh, hvor var det godt, at der ikke skete mere! En mega øm skulder og et par overfladiske hudafskrabninger – dét er dælme billigt sluppet fra et cykelstyrt, der ku’ ha’ endt langt værre!

I en alder af 31 år tager jeg på den baggrund en ægte moden beslutning: I erkendelse af, at jeg tilsyneladende ikke er en helt ufejlbarlig cyklist, anskaffer jeg mig en cykelhjelm lige så snart mine stakkels arme atter er i stand til at betjene et cykelstyr!

…og derudover nøjes jeg naturligvis i fremtiden med at trække cyklen, når jeg er under indflydelse af rosé og deslige – det lover jeg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *