Nydværdigheder #21

For tiden går jeg rundt og har optur over …

… at det er blevet efterår på den virkelig fede måde. På den ene side betyder det ganske vist, at vejret er aldeles ustadigt, men på den anden side er efteråret altså ret vidunderligt, når det viser sig fra sin smukkeste side. Mit yndlingssted i Odense er så småt begyndt at skifte farve fra sensommergrøn til efterårsorange, og det er sååååå pænt, synes jeg. De faldende temperaturer har i øvrigt for længst givet mig anledning til at fyre op for radiatorerne derhjemme, og sofahyggeaftenerne fungerer lissom bare meget bedre nu, hvor mørket falder på nogle timer før det bli’r sengetid. Jeg lider desuden langt mindre af FoMO i vinterhalvåret end jeg gør om sommeren, hvilket er endnu en bonus ved efterårets komme. Andre der har det på samme måde?

… at jeg har fået et job! Ja, sgu. Ét uden for hjemmekontoret, som indebærer kolleger og dens slags kærkomne forstyrrende elementer. Jobbet er et butiks-ét af slagsen hos H.J. Hansen Vin i Vestergade i Odense, og hvis man kender bare en smule til mine personlige præferencer inden for spiselige og drikkelige nydværdigheder, kan man nok hurtigt regne ud, at jeg opfatter min nye arbejdsplads som et veritabelt match made in heaven. I første omgang skulle det egentlig bare have været en deltids-ting, men jobbet udviklede sig hurtigt til fuldtidsarbejde, og i og med at jeg fortsat har en enkelt fast opgave som freelanceoversætter på hjemmekontoret, har der simpelthen ikke været timer nok i døgnet til at gøre alle de ting, som jeg plejer at beskæftige mig med i hverdagen. Derfor har der blandt andet været en hel måneds radiotavshed fra min side her på domænet, og selvom jeg dagligt får nye idéer til blogindlæg, som jeg inderligt gerne vil skrive, tror jeg helt ærligt, at de forgangne ugers særdeles beskedne indlægsfrekvens kommer til at være ret kendetegnende for de kommende måneder på snacksized.dk.

… at de spiselige og drikkelige nydværdigheder bogstavelig talt hober sig op i mine omgivelser nu, hvor jeg tilbringer dagene med at lange fyldte chokolader, italienske olivenolier, kvalitetskaffe og årgangsvine over disken til kunder, der sætter lige så stor pris på den slags appetitlige nydværdigheder, som jeg selv gør. Det er sand fornøjelse at gå på arbejde, når opgaverne består i at vejlede kunderne til at vælge den perfekte pesto til deres tapasbord eller male deres yndlingskaffebønner, så de matcher præcis deres præferencer – eller at pakke dem en overdådig gavekurv propfyldt af lækkerier til nogen, de holder af. Og jeg har naturligvis allerede brugt min første løn på at shoppe lækkerier til mig selv fra hylderne i butikken, det er klart.

Jeg regner i øvrigt med at arbejde på fuldtid i butikken indtil årsskiftet, når højsæsonen slutter. Lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske med mit arbejdsliv i det nye år, men jeg vil stadig rigtig gerne finde en spændende anledning til at bruge nogle af de kommunikations- og marketingkompetencer, som jeg ligger inde med. Og det behøver skam ikke engang være i et fuldtidsjob, for lige nu er jeg faktisk så glad for butiksarbejdet, at jeg sagtens kan forestille mig at fortsætte freelancertilværelsen, samtidig med at jeg en gang imellem hjælper til som butiksmedarbejder i nydværdighedernes slaraffenland. Hvis det i perioder skulle blive småt med interessante freelanceopgaver, kan jeg jo altid fordrive tiden med at spise de der fyldte chokolader og drikke de der årgangsvine, der hober sig op i min umiddelbare nærhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *