Om stress og angst og almindelig Maude Varnæs’sk melankoli

Her på bloggen beskæftiger jeg mig en hel del med letfordøjelige skriverier og kun en smule med de mere alvorlige sider af livet. Og jeg har ellers rigelige mængder førstehåndserfaring med livets knap så nydværdige sider at trække på, så i virkeligheden ku’ jeg sagtens skrive adskillige indlæg om både stress og angst og almindelig Maude Varnæs’sk melankoli.

Men lige siden jeg begyndte at blogge, har det været min ambition kun at beskæftige mig med lette, livsbekræftende emner på en positiv måde – den slags skriverier fungerer nemlig som en alletiders moodbooster for mig selv, og samtidig er det den slags blogindlæg, jeg selv holder mest af at læse.

Desuden er der masser af gode blogs derude, som netop handler om at leve med angst eller finde sine ben igen oven på et stressforløb, så jeg har det egentlig rigtig fint med, at mine egne oplevelser i den henseende ikke fylder så meget her på siden.

Hvis jeg kunne “nøjes” med at blogge om popkultur og andre nydværdigheder, ville jeg med andre ord være rigtig godt tilfreds. Men der er jo bare dét ved det, at en personlig blog som min netop også tager udgangspunkt i en personlighed og i det liv og den hverdag, som bloggeren, altså mig-sagde-hunden, omgiver sig med. Og selvom tv-serier og yogaøvelser og rejseminder og YouTube-videoer fylder en hel masse i min tilværelse, forholder det sig desværre også sådan, at alt af og til overskygges totalt af det absolut mindst nydværdige element i mit liv – nemlig angst.

Man siger, at det tager mindst to år at komme sig oven på en alvorlig omgang stress, og jeg kan skrive under på, at dét ikke er skudt helt ved siden af. Selvom der går længere og længere tid imellem at det sker, kommer angst- og stresssymptomerne nemlig stadig af og til forbi og fucker mig op med alt hvad det indebærer af åndenød og søvnbesvær.

Jeg ved, at ubehagelighederne går i sig selv igen, når bare jeg husker at ty til passende mængder meditation og frisk luft og generel selvforkælelse – men uanset hvor bevidst jeg er om, at oplevelsen er både irrationel og aldeles ufarlig, så holder det aldrig op med at være verdens værste følelse at være overvældet af angst.

Så omend det hele tiden har været min hensigt at fokusere på livets lyse sider i nærværende blogsammenhæng, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at poste et letbenet og sorgløst indlæg, når der er angstsymptomer øverst på min private dagsorden. Dels fordi det ville føles helt vildt overfladisk og hyklerisk, og dels fordi evnen til at formulere mig tilfredsstillende ganske enkelt glider mig af hænde, når jeg har det skidt.

Netop på grund af sidstnævnte har det faktisk taget mig to dage at skrive det her indlæg. Jeg har skrevet en hel masse ævl og slettet det igen, skrevet nyt ævl og slettet dét igen. Jeg har omformuleret og slettet og tilføjet og slettet og omformuleret. Og alligevel sidder jeg stadig med den der sære følelse af, at ordene ikke helt reflekterer det, der rører sig i mig.

Men én ting ved jeg: Jeg har det faktisk allerede bedre nu, hvor det trods alt i en eller anden udstrækning er lykkedes mig at sætte ord på det, der p.t. ligger mig allermest på sinde. For selvom ordstrømmen undslipper mig en smule, når min psyke skranter, så er min skriveglæde heldigvis stadig helt intakt.

Tak fordi du læser mine ord! 🙂

Melankoli
Yndlingsord: “Melankoli” er et af de smukkeste ord i det danske sprog – er det ikk’? Jow, det er det.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *