Selvoptagethed og berøringsangst i skovbunden

I formiddags, da regnen var holdt op, og den blå septemberhimmel begyndte at titte frem bag skyerne, satte jeg en snor på min mandagsdovne hund og begav mig i retning af mit yndlingssted i Odense: Sandhusskoven.

Jeg går ture i skoven flere gange om ugen, og jeg møder som regel altid mindst én hundelufter eller en motionsløber på min vej, men i dag var der for en gangs skyld larmende mennesketomt i skoven.

Nåmmen så havde jeg da alletiders lejlighed til at dyrke alle mine egocentrerede hverdagsbekymringer.

Efter en god halv times vandren ad brede, anlagte skovstier var jeg egentlig på vej hjem mod computertastaturet igen, men så spottede jeg alligevel et medmenneske dér under bøgetræernes blade. Det var en lille, hvidhåret dame, som tilsyneladende gik rundt imellem de høje træer og ledte efter noget i den regnvåde skovbund – langt fra de brede og jævnt anlagte stier. Og da jeg så hendes blindestok, vidste jeg udmærket godt, at hun nok havde brug for hjælp.

“Åhneeej,” tænkte jeg selvoptaget. Hvorfor skulle det lige være mit lod at være den lille hvidhårede dames næste på denne sensommermandag? Jeg er berøringsangst som bare fanden og kunne finde på de første tyve elendige undskyldninger for at undgå at tage kontakt til damen og spørge, om hun havde brug for hjælp.

Måske var der slet ikke tale om en blindestok men en metaldetektor?

Måske kunne damen bare godt lide at give pokker i sit synshandicap og gå på opdagelse i skoven langt uden for de anlagte stier?

Eller måske var hun i virkeligheden en udspekuleret knivmorder, som ville kvitterere for min uselviske hjælpsomhed ved at stikke mig ned, kidnappe min hund og efterlade mig livsfarligt såret i skovbunden?

OMG, Merete – din selvoptagede, netflixende klaphat, altså.

Jeg kiggede på damen på afstand og tænkte tilbage på min gymnasietid, hvor jeg havde en klassekammerat, der var blind, og som jeg jævnligt fulgte rundt på gymnasiets lange gange ved at tilbyde hende en vejledende arm. Min klassekammerat ville ganske vist allerhelst klare sig selv, og hun bar med stolthed alle sine blå mærker – især dem på lårene i bordkantshøjde, som vidnede om at hun foretrak knubs frem for at sætte sin lid til seende medmenneskers advarsler om forhindringer i omgivelserne. “Sådan ville jeg vel også selv have det, hvis jeg var blind,” tænkte jeg dengang, og jeg synes faktisk stadig, at min klassekammerats indstilling var ret inspirerende: Udfordringer er til for at blive overvundet.

Sådan ræsonnerede jeg belejligvis også, da jeg i dag så den lille, hvidhårede dame, som tydeligvis var faret vild i Sandhusskoven. “Hun vil nok helst selv finde vej hjem”, sagde jeg til mig selv, og således gik det til, at min berøringsangst i første omgang fik overtaget, og jeg undlod at forcere den vildsomme skovbund for at tage kontakt til den lille dame og spørge, om hun eventuelt kunne have glæde af en vejledende arm.

I stedet gik jeg en ekstra runde i skoven ad brede og jævnt anlagte stier, imens jeg i mit stille sind håbede, at en eller anden velfungerende barmhjertig samaritaner i mellemtiden ville opdage damen og give hende den hjælp, hun eventuelt måtte have brug for. Men da jeg kom tilbage til det vildtvoksende skovstykke, gik damen stadig rundt om sig selv blandt de høje træer og fægtede med visne blade i den ujævne skovbund. Og nu var hun oven i købet kommet endnu længere væk fra hovedstien.

Der var ingen vej uden om: Jeg var nødt til at sætte mit ego til side og gøre noget.

Imens Dexter begejstret begravede snuden i den velduftende og hidtil uopdagede Sandhusskovbund, bevægede jeg mig derfor ud i vildnisset. Da jeg befandt mig nogle meter fra den lille, hvidhårede dame, havde hun stadig ikke registreret lyden af de knækkende grene under mine mudrede gummistøvler, så jeg rømmede mig og kaldte: “Undskyld – har du brug for hjælp?”

Ingen reaktion. Jeg kaldte igen: “Undskyld …? Har du brug for hjælp …?”

Det var først, da jeg var helt tæt på damen, at jeg så, at hun ud over blindestokken også var udstyret med høreapperater på begge ører. “Jaeh, jeg ved ikke rigtig hvor jeg er,” mumlede damen, da jeg omsider var tæt nok på og hun kunne høre mig.

Dexter logrede begejstret over mødet med den lille dame, så jeg konkluderede, at min gyserfantasi om hundekidnapning og knivstikkeri nok ikke havde så meget på sig lige i det her tilfælde. Det var i øvrigt heller ikke en metaldetektor, damen gik rundt med; det var ganske rigtigt en blindestok, og hun var absolut ikke på jagt efter eventyr i den dybe skov – hun var derimod faret vild, og hun havde brug for hjælp for at finde hjem. Præcis som jeg udmærket godt vidste, da jeg valgte at gå en ekstra omgang i skoven i stedet for bare at tilbyde min hjælp med det samme.

Heldigvis kom jeg da på bedre tanker. Jeg tilbød den lille dame min gymnasieuddannede vejlederarm og hjalp hende i første omgang tilbage til skovens hovedsti. Derfra fulgte jeg hende til udkanten af skoven, hvorfra hun – efter eget udsagn – selv kunne finde hjem uden problemer. Jeg blev stående i skovbrynet og betragtede hende, imens hun rutineret brugte stokken til at finde vej op ad den tilstødende villavej og drejede til højre i retning af sin adresse.

Så hip-hurra og skulderklap til mig, jeg gjorde en god gerning i dag. Men for helvede, altså – hvorfor havde jeg brug for så meget tilløb for at gøre det? Ødrk, jeg græmmer mig. Berøringsangst er noget, fanden har skabt i vrede, og jeg er velsignet med uanede mængder af skidtet.

Kender du følelsen – og har du nogen tips til at tackle den?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *