Ting at undres over

For nu at formulere det på ekstremt underdrevet vis, så har jeg pænt meget overskudstid til min rådighed i de her dage. Jeg er fortsat fuldtidsjobsøgende deltidsfreelancer, og mine faste oversættelsesopgaver holder mig kun beskæftiget på hjemmekontoret to halve arbejdsdage om ugen. Derfor har jeg virkelig god tid til at fundere over de indtryk, som hverdagen giver mig.

Eksempelvis undrer jeg mig p.t. over …

… hvorfor jeg altid tror, det bare er høfeber, indtil jeg har spildt halvandet døgn af mit liv på at ekstremnyse og forbande min tilbøjelighed til at blive immun over for de antihistaminer, jeg dagligt skyller ned sammen med multivitaminpiller og fiskeoliekapsler fra Matas. Hvis nu jeg en skønne dag lærte at erkende forkølelsen i tide, var det måske muligt at tage den i opløbet ved at hælde noget blomstervand indenbords, så snart de første symptomer dukker op, men trods 33 års livserfaring kan jeg stadig ikke kende forskel på sommerforkølelser og sæsonbetinget kildren i næsen.

… om vi ikke snart har fået serie-revivals nok? Inden for den seneste uge har jeg erfaret, at der både arbejdes på reboots af den amerikanske udgave af The Office, 90’er-sitcom’en Roseanne og How I Met Your Dad. Sidstnævnte var ikke engang en succes, da den først blev lanceret som en spin-off af How I Met Your Mother, så helt ærligt – hvad foregår der …?

… alt det der ævl om Kong Henrik. Mon ikke vi kan finde på noget væsentligere at bruge vores energi på i dagens mediedanmark? Debatten handler jo ikke engang om det konstitutionelle monarki som institution; den drejer sig udelukkende om at dronningens mand af og til opfører sig lidt påfaldende. Lad det nu bare hvile i fred, altså. Jeg er forresten trofast tilhænger af både kongehuset, vores dronning og hendes gemal. Som jeg konsekvent og kærligt ynder at omtale som Kong Henrik.

… hvorfor jeg havde Careless Whisper på hjernen, da jeg vågnede i morges. Sikke dog en omgang flødesovs at slå ørerne op til på en ellers ganske fin søndag. Heldigvis kender jeg den universelle kur mod earworms, så jeg havde relativt hurtigt held med at lokke George Michael til at forlade min hjernebark igen. Forstå mig ret, jeg har skam ikke noget imod George Michael, men jeg er virkelig glad for at han ikke fortsatte i samme boldgade efter udgivelsen af Careless Whisper, som var hans allerførste solo-single dengang i midtfirserne.

… at det er så absurd svært at få en fod inden for på det forjættede lønnede arbejdsmarked, på trods af at man er kompetent og arbejdslysten som ind i hæwlede. Forleden modtog jeg eksempelvis et jobafslag efter at have søgt en stilling som 494 – jeps, firehundredeogfireoghalvfems! – andre forhåbningsfulde mennesker også havde søgt. Suk! Den gode nyhed er at det seneste afslag efterlader mig med kun ét eneste jobsøgningsjern i ilden: Jeg har nemlig lagt billet ind på en tekstforfatterstilling som jeg føler mig fuldt kvalificeret til at bestride, og det er oven i købet i en virksomhed som jeg har rigtig meget lyst til at være en del af. Den kommende uge vil forhåbentlig vise om jeg skal berede mig på en mere permanent tilværelse som hjemmegående sofakartoffel, eller om jeg omsider kan indstille jobjagten og se frem til snart at tage hul på et arbejdsliv med nye faglige udfordringer, kolleger og alt muligt andet godt. Jeg håber virkelig på det sidste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *