Vinyl: Boliviansk dansestøv og uforfalsket wok’n’woll

I onsdags havde jeg den store glæde at være med til gallapremieren på HBO’s nye dramaserie Vinyl, og i anledning af, at herligheden får premiere på HBO Nordic natten imellem søndag og mandag, kommer her nogle velafvejede ord om mit førstehåndsindtryk af serien.

2
Credit: hbonordic.com
…og lad mig forresten lige få det her på plads med det samme: Indlægget er på ingen måde sponsoreret eller på anden måde købt og betalt; jeg var inviteret med til gallapremieren fordi jeg arbejder som freelanceoversætter for HBO Nordic, og dermed havde min deltagelse intet at gøre med mit bloggervirke. Men når man, som jeg, er den slags blogger, der er ualmindelig pjattet med kvalitets-tv-serier, og som oven i købet har haft muligheden for at tyvstarte på en af årets mest imødesete nyproduktioner, sku’ man jo altså være et skarn, hvis man ikke lige benyttede lejligheden til at skrue et blogindlæg sammen om herlighederne, ikke sandt?

Nemlig! Og derfor får du her min uforbeholdne mening om sæsonpremieren på Vinyl – og den er tilfældigvis ualmindelig positiv!

6
Credit: hbonordic.com

Maltbolsjer og mandetrusser

Da jeg i niende klasse underkastede mig folkeskolens obligatoriske litteratur- og filmanalyse af Det forsømte forår, bed jeg godt og grundigt mærke i kompositionsbegrebet “cirkelfortælling”.

I indledningen til Hans Scherfigs klassiker spadserer Lektor Blomme – latinlærer og professionel sadist – en rolig aftentur blandt syrener og guldregn på Langeline, og da han pludselig kløjs i et maltbolsje, fornemmer man klart, at der er mere til historien, end at Fritz Helmuth blot har fået sit yndlings-snoller i den gale hals. Man tænker: “Hva’ fanden foregår der?!” – og resten af historien udgør en utvetydig besvarelse af netop dét spørgsmål, for fortællingen slutter med at løfte sløret for, hvorfor maltbolsjeindtaget i virkeligheden var så skæbnesvangert.

På samme måde forholder det sig, når man ser det første afsnit af Breaking Bad: En midaldrende herre iført mandetrusser og håndvåben står i den New Mexicanske ørken og sigter på kameraet med et desperat ansigtsudtryk og en dirrende finger på aftrækkeren. Han ligner lidt Bryan Cranston, som man kender fra rollen som goofy familiefar i Malcolm in the Middle, så den opsigtsvækkende åbningsscene får uvægerligt én til at tænke: “Hva’ fanden er det, der foregår?!” – og det får man så svar på i løbet af den næste times tid, hvor afsnittet udfolder alle de vanvittige begivenheder, der går forud for det groteske optrin i ørkenen.

Breaking Bad starter således også med en mesterligt konstrueret cirkelfortælling, og afsnittet fremhæves af samme grund ofte som det stærkeste pilotafsnit i tv-historien – og jeg har altid ment, at den ære er fuldt fortjent.

…meeeeen det var naturligvis også før, jeg så pilotafsnittet til Vinyl, for lad os bare sige det sådan her:

Breaking Bads udlægning af historien om den kræftramte kemilærers første dag som narkobaron in spe får i den grad kamp til stregen af Martin Scorseses eminente introduktion til Vinyl og seriens skildring af musikmiljøet i 1970’ernes New York City!

“Manner! Den fest gad jeg godt være med til!”

Allerede i åbningsscenen til pilotafsnittet på Vinyl stifter vi bekendtskab med seriens hovedkarakter, pladeselskabsdirektøren Richie Finestra (Bobby Cannavale), som hurtigt etableres som en sympatisk men hærget og desillusioneret skygge af sit iboende potentiale. I løbet af nul komma fem udvikler scenen sig til et sandt festfyrværkeri af boliviansk dansestøv og 70’er-vellyd; den slags rock’n’roll, som virker så autentisk og lidenskabelig, at jeg foretrækker den lettere afvæbnende og temmelig bøvede udtaleform “wok’n’woll”.

Finestras sindsstemning går fra 0 til 100 i løbet af ganske få minutter, og på trods af føromtalte dansestøv synes euforien aldeles uforfalsket: Ja, selv med den beskedne rus, det i onsdags lykkedes mig at opbygge med udgangspunkt i et ganske mådeholdent indtag af gratis gallapremiere-øl, var jeg helt og aldeles solgt til seriens univers fra allerførste færd – så solgt, at jeg i min lille bloggernotesbog har opsummeret mit førstehåndsindtryk af Vinyl i denne korte formulering:

“Manner! Den fest gad jeg godt være med til!”

Rock'N'Roll Pilot 101
Credit: hbonordic.com
Åbningsscenen er ganske enkelt så vidunderligt opslugende, at man som seer bliver suget ind i 70’er-universet allerede inden Vinyl for alvor får taget hul på præsentationen af sin hovedkarakter. Stemningen er intens, og man efterlades i allerhøjeste grad med den der unikke fornemmelse, der bedst kan italesættes med et spontant “What the fuck is going on here?!”.

Efter åbningsscenen springer det to timer lange pilotafsnit – i bedste cirkelfortælling-stil – en lille uge tilbage i tiden for at fortælle, hvad der leder op til pladeselskabsmandens horisontudvidende oplevelse i seriens spæde minutter – og umiddelbart inden rulleteksterne tager over, indhenter historien sig selv, da åbningsscenen igen dukker op og afslutter afsnittet med et veritabelt brag af en koncert, der er smækfuld af rock’n’roll-symbolik.

Pilotafsnittet  besvarer alle ens “Hva’ fuck sker der?!”-spørgsmål, og samtidig efterlades man med en kæmpe lyst til at se mere: Mere fest, mere uforligneligt skuespil, flere knækflipper og flere bukser med svaj. Mere dansestøv af den bolivianske slags og mere 70’er-vellyd. Mere wok’n’woll.

Efter pilotafsnittet at dømme er Vinyl ganske enkelt den mest anbefalelsesværdige tv-serie, jeg har set i årevis, og jeg glæder mig som en rebelsk teenager til en Nasty Bits-koncert til at se mere!

Du kan se Vinyl på HBO Nordic hver mandag fra den 15. februar 2016 og ti uger frem.

Birgitte Hjort Sørensen til gallapremieren på Vinyl
Nåhja – Birgitte Hjort Sørensen er forresten også med i Vinyl! (Credit: hbonordic.com)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *